Med på noderne
Det der fine lys om morgenen, når solen bryder igennem disen, står op over skoven og spejler sig i en blikstille Tange Sø. Kaffe i thermokoppen. Lydbog. På vej til dagens dont.
Jeg hører Donna Tartts Den lille ven. Ann-Britt Mathisen har indlæst, og hun er den lydbogsoplæser, som har været tættest på at få mig til at opgive en bog. Umotiverede pauser i sætninger, tryk forkerte steder, deciderede fejludtaler så sætningerne kun vanskeligt opfattes i deres helhed, vejrtrækning, alt for ens stemmer og intonationer til romanens personer, så jeg ikke kan opfatte, om det er den tiårige pige eller den aldrende bedstemor, der siger noget – de lyder alle som midaldrende overklassedamer med pagehår og brillerne nede på næsen. Det er ærgerligt. Jeg holder ved lidt endnu, for jeg vil faktisk gerne læse bogen.
I morges lod jeg hende overtrumfe af U2. Det album, som alle i hele verden med en iTunes-konto i forbindelse med lanceringen af iPhone 6 kan hente gratis. Det har jeg også gjort, for jeg er med på noderne. Jeg forstår så knapt, hvad U2 skal tjene deres penge ved, når de bare forærer deres ting væk, men det har de sikkert tænkt over.
Der blev mærkbart mere fest i kabinen, da jeg slog over på musikken og skruede op. Kroppen rockede, kaffen smagte lidt bedre, solen skinnede lidt klarere, jeg blev faktisk også lidt yngre. Det var en god og glad morgen. Det er godt at have valgmuligheden.
