24. september 2014 | den store bunke |
Alting bipper hos os, og vi har altid pegefingeren tændt, for man ved aldrig, hvornår man lige skal bippe noget i gang.
Vaskemaskinen bipper, mens den får valgt program og temperatur, og bipper insisterende flere gange med ti sekunders mellemrum, når en vask er færdig og kan tages ud.
Opvaskemaskinen bipper, når den får valgt program og … nå ja, præcis ligesom vaskemaskinen, indtil opvasken er færdig.
Komfuret bipper, når det tændes, når varmefelterne aktiveres, når temperaturen ændres, når det slår fra igen.
Minuturet i komfuret bipper hidsigt og stædigt, når tiden er gået, indtil nogen kommer og slukker for det.
Emhætten bipper, når lyset bliver tændt og når suget indstilles.
Mikroovnen bipper.
Brødristeren afgiver trippelbip, når den er færdig.
Der er også en anden lyd. Det lyder som et fjernt fugleskrig. Det er termokanden, som slipper en pibende luftstrøm ud. Befriende gammeldags.
21. marts 2014 | den store bunke |
De har lavet om på mit bibliotek.
Forleden var der materiale til afhentning. Første del var nem: At gribe min bog i det rigtige datoafsnit på hylden.
Så blev det svært. For der hvor der plejer at være en scanner til udnotering, var der et firkantet hul i gulvbelægningen. Jeg fik øje på nogle scannere der, hvor bibliotekarernes ekspeditionsskranke plejer at være. Men på alle fire stod der Aflevering. Heldigvis var der en enkelt stander et andet sted. Den var imidlertid helt uden lys i displayet og reagerede ikke på mit kort. Så måtte jeg pippe til en forbiilende bibliotekar: ”Øhh, hvor udnoterer man?” (Jeg er ret stolt af, at jeg er så godt inde i bibliotekstermerne… ’udnoterer’).
Hun viste mig over i den modsatte side, helt inde ved væggen, hvor der plejer at være vogne til afleverede sager. Der var tre scannere. Som så helt anderledes ud, end de plejede. Jeg prøvede at vifte med mit lånerkort over et felt i bordet, mens jeg skævede til hende, der stod ved siden af. Hun havde en rød laserstribe, som jeg ikke havde. Så opdagede jeg at man først skulle trykke på skærmen ud for det ærinde man havde. Hjemlån. Og så fik jeg scannet mit kort.
Fuldstændig samtidig stod kvinden ved siden af og jeg og stirrede uforstående på vores skærme, mens en af os (jeg) skævede rundt i loftet for at se, om der skulle være noget skjult kamera et sted. Og så sagde vi i munden på hinanden: ”Hvordan ved den, hvad jeg vil låne?”. For på min skærm stod data om den bog, jeg havde hentet henne på hylden, og på hendes stod de to titler, hun stod med i hånden. ”Hvad gjorde du?” ”Ikke noget!” ”Hvordan kan den vide…?” ”Vi må ha’ hjælp!” ”Ja, vi må ha’ hjælp”.
Bibliotekaren ilede i samme øjeblik forbi og blev stoppet af ”Hvordan kan den vide…” og ”Ja, hvordan kan den vide…?” Hun forklarede meget pædagogisk, at ”det kan den mærke”. Hvilket senere fik min praktiske kæreste til at konkludere, at det så nok var hendes pædagogiske måde at forklare, at der sidder noget elektronik bag stregkodelabelen, som scanneren registrerer, selv om emnet ikke ligger lige oven på scannerfeltet, men bare er i nærheden.
Jeg konstaterede bare, at hvis man gemmer emner i frakkelommen, som man ikke har tænkt sig at udnotere, bliver man snydt. Den kan MÆRKE det!
Nu ved I det også.