7. marts 2015 | den store bunke |
Vi har længe – alle fire i husstanden – villet besøge ARoS. Igen for nogles vedkommende, for første gang for en enkelts vedkommende. I dag blev det.

Bygningen alene er et besøg værd. Så flot tænkt, så flot gjort. Og så rummer den et kæmpebredt spekter af kunst. Eller gør den? Er det kunst det hele? Undervejs havde vi nogle fine snakke om, hvad kunst er. Om noget er kunst, fordi det har kostet millioner og er på et kunstmuseum. Om hvert enkelt menneske selv definerer, om noget er kunst. Hvis det flytter mig, og jeg føler mig beriget, kalder jeg det kunst. Hvis jeg ikke bryder mig om det eller ikke fatter en bjælde, er det ikke kunst for mig. På samme måde som skønhed ikke kan defineres entydigt.
Vi nåede at se det hele, tror jeg. Selv om vi var nødt til at forlade museet midt i besøget for at få noget at spise. Sukkerkolde folk forstår SLET ikke kunst. Men vi vendte mætte tilbage og tog resten ovenfra.

Jeg boede i Aarhus, fra jeg var 22 til jeg var 32; jeg blev voksen og uddannede mig der, og i mit hjerte er det min by. Jeg overøste de andre med oplysninger om, hvad alting var af det, vi så oppe fra regnbuerundgangen på taget. Måske fandt de mig interessant, måske ikke.

Så var der nogen, der havde skrevet på den kæmpe tavle, pladsen nede ved Ridehuset er, hvis nogen gør den til det.
Guldalderen… dét er noget, vi kan forstå. På 8. etage med Fra Abildgaard til Kirkeby tog vi ind og så og vurderede. Og kunne lide det meste. Pludselig stoppede Morten brat op og blev dreng igen. For der hang det billede, de havde haft på væggen hjemme i barndommens land.

Jeg kunne også have haft et billede af ryggen af min yngste søn, der i protest forlader en udstilling, fordi han synes, at kunstneren er en selvfed nar, der tager røven på publikum – ’og så har han garanteret fået flere millioner for det’. Men jeg nåede ikke at få kameraet frem, inden han var nået til enden af gangen og var drejet ud af syne. Det ville ellers have været en flot komposition med en gul skjorte på vej midt ned ad en lang gang mellem sort/hvide symmetriske skillevægge. Kunst, tænker jeg.
4. marts 2015 | den store bunke |
En del af den litteraturbagage, Morten og jeg havde med, da vi mødte hinanden, var svenske Arne Dahls krimiserie om A-gruppen. Vi havde begge henholdsvis kiggelæst og lyttelæst alle elleve bøger i serien og kunnet lide, hvad vi fik.
DR1 viser for tiden dramatiseringer af romanerne. Hver bog fordelt over to onsdage. Vi er tilpasse med det. På trods af et par lidt uforståelige ændringer i persongalleriet og det faktum, at ikke alle skuespillerne passer præcist til vores respektive forestillinger om karaktererne, er onsdag fra kl. 22.30 reserveret til Arne Dahl.
Jätte bra.
2. marts 2015 | den store bunke |
Lasse er i London på studietur med gymnasiet. Jeg savner ham. Det er uvant, at der ikke kommer nogen ud fra drengeværelset og kredser om ovnen, når duften af nybagte boller breder sig. Ingen der hapser to-tre alt for varme boller, inden de når at blive puttet i fryseren, gnaver af dem på vej tilbage til værelset og nikker et anerkendende “De er gode!” ind i stuen, inden han forsvinder ind i hulen igen.

27. februar 2015 | den store bunke, Hørt og set i forbifarten |
Det er også vigtigt, at tilhøreren venter med at drage konklusioner, til sætningerne er gjort færdige.
Min kollega fortalte, at hun skal ind og se musicalen Dirty Dancing. Og så fortalte hun, at hendes mand havde fundet en lille youtube-film, hvor en tysk kvinde bliver spurgt om sin yndlingsfilm og har mere end svært ved at udtale navnet på filmen, som er Dirty Dancing. Filmen er HER.
Og det var godt, at historien blev gjort færdig.
For jeg var allerede ved at tænke ud ad en anden tangent, da min kollega startede med at sige: “Allan har fundet en tysk dame på nettet…”
26. februar 2015 | den store bunke |
Jeg talte i telefon med min mor. Hun er 88 og er kommet bagud med ord. Hun skal i hvert fald ikke risikere at brænde inde med noget af sin kvote. Talestrømmen er akkumuleret i takt med, at alderen er steget.
Jeg er 55 og bagud med at lytte. I hvert fald er det det, jeg gør. Jeg ringer op, og så lægger jeg øre til, og fletter ja, nå, hmm, mmm og nej ind, når der er en sprække i ordtæppet.
Vi talte i 45 minutter. 44 til hende og 1 til mig.
24. februar 2015 | den store bunke, Køkkenskriverier |
Jeg skulle have mødregruppen på besøg. Mødregruppen har eksisteret så længe, at nogle af mødrene er blevet farmødre, og de børn, vi er mødre til, fylder 21 her i februar og marts. Vi er fem og har mødtes fem-seks gange om året på skift hos hinanden, siden vi gik til efterfødselsgymnastik på samme hold i 1994. Traktementet er vin og snacks, kaffe og kage, og det hyggelige er at være en flok kvinder, som i al vores forskellighed har dét ene til fælles, at vi har jævnaldrende børn og en tilknytning til Viborg og Karup og har fulgt hinandens liv med mærkedage og hverdage gennem mere end tyve år.
Hvad for en kage skal jeg bage til dem?, spurgte jeg.
Du skal… funderede Morten, og jeg kunne høre, at mundvandet var begyndt at trække sammen, bage en æblekage med mandellåg, som findes i en de første Karolines Køkken. Det er æblebåde og en blanding over, som består af mandelsplitter og smør og æg og noget mel, sikkert, og når den spises med kold flødeskum, så smelter flødeskummet ned i det lune mandel-æble-noget til en blanding, som smager fuldstændig himmelsk…
Det kan jeg godt, den lyder lækker, sagde jeg. Men … det er jo til damerne, og I kan altså først få noget bagefter, når vi er færdige.
Okay… Fattet og accepterende. Men meget skuffet, så jeg godt. Og lige dér gik det op for mig, at det var en erindringens stjernestund, som var blevet beskrevet. Og mundvandet var produceret. Og der var to andre i husstanden, som også ville blive snydt, fordi jeg var så smålig. Den ene ville ikke engang være oppe længere, når damerne var færdige med at snadre.
Det var derfor, jeg bagte to. En til damerne og en til dem, der ikke sad med til højbords.

Der er nok ikke nogen kogebøger, som så mange mennesker forbinder favoritopskrifter og erindringer om lækkerhedsstunder med som hæfterne fra Karolines Køkken, især de første fra firserne. Jeg har dem alle sammen. Den første er den mest slidte og slår op på lasagne af sig selv.