4. september 2017 | den store bunke |
Når man køber et hus med en have med et æbletræ, kan man nemt få skabt et helt mosteri med flaskevis af nypresset æblesaft ved siden af et bageri med lange rækker æbletærter skiftevis med store skåle med æblegrød og æbleflæsk, plus et drømmesyn af friskskåret æble på toppen af morgenyoghurten og naturligvis friske, røde gnaveæbler til den lille sult, der kan ramme når som helst.
Det er inde i hovedet, disse drømmebilleder findes, forstås, for i den virkelige verden går det ikke helt sådan. Når æblerne drysser ned med råddenskab og indbyggede larver, når solsorte og ænder skal have deres, og man også har givet lidt væk til nogen, der spurgte pænt, må man indse, at man ikke når fantasiæblebudgettet. Drømmene forblev drømme. Det var måske på sin vis meget godt.
Her er min høst, da jeg tømte træet. Omtrent halvdelen af æblerne er pæne, altså nogenlunde pæne uden synlige huller og råd, og dem har jeg lagt i en kasse i skuret, for de kan vist godt gemmes lidt. Den anden halvdel er dem, der snarest bør skæres og koges til grød eller i hvert fald laves til noget, der kan gemmes i en anden form end sin nuværende.
Der kan blive til æblestykkerne på morgenmaden og til et par kager og måske æbleflæsk, som min mor lavede det. Så afstår jeg frivilligt mosteriet.
Og halløj, om et par dage kommer mødregruppen på besøg. Dem har jeg før beværtet med æblekage, kan jeg se her og her, og de sagde, de kunne lide det. Så er det jo en tradition.
Hvad så med fuglene, tænker du måske, er der så ikke mere til dem? Jo jo, de kan bare fortsætte med at snadre i de mange rådne nedfaldsæbler, der ligger i bedet og gærer. God fest!
24. februar 2015 | den store bunke, Køkkenskriverier |
Jeg skulle have mødregruppen på besøg. Mødregruppen har eksisteret så længe, at nogle af mødrene er blevet farmødre, og de børn, vi er mødre til, fylder 21 her i februar og marts. Vi er fem og har mødtes fem-seks gange om året på skift hos hinanden, siden vi gik til efterfødselsgymnastik på samme hold i 1994. Traktementet er vin og snacks, kaffe og kage, og det hyggelige er at være en flok kvinder, som i al vores forskellighed har dét ene til fælles, at vi har jævnaldrende børn og en tilknytning til Viborg og Karup og har fulgt hinandens liv med mærkedage og hverdage gennem mere end tyve år.
Hvad for en kage skal jeg bage til dem?, spurgte jeg.
Du skal… funderede Morten, og jeg kunne høre, at mundvandet var begyndt at trække sammen, bage en æblekage med mandellåg, som findes i en de første Karolines Køkken. Det er æblebåde og en blanding over, som består af mandelsplitter og smør og æg og noget mel, sikkert, og når den spises med kold flødeskum, så smelter flødeskummet ned i det lune mandel-æble-noget til en blanding, som smager fuldstændig himmelsk…
Det kan jeg godt, den lyder lækker, sagde jeg. Men … det er jo til damerne, og I kan altså først få noget bagefter, når vi er færdige.
Okay… Fattet og accepterende. Men meget skuffet, så jeg godt. Og lige dér gik det op for mig, at det var en erindringens stjernestund, som var blevet beskrevet. Og mundvandet var produceret. Og der var to andre i husstanden, som også ville blive snydt, fordi jeg var så smålig. Den ene ville ikke engang være oppe længere, når damerne var færdige med at snadre.
Det var derfor, jeg bagte to. En til damerne og en til dem, der ikke sad med til højbords.
Der er nok ikke nogen kogebøger, som så mange mennesker forbinder favoritopskrifter og erindringer om lækkerhedsstunder med som hæfterne fra Karolines Køkken, især de første fra firserne. Jeg har dem alle sammen. Den første er den mest slidte og slår op på lasagne af sig selv.
