Find fotografen og find maleren

I torsdags var jeg på ARoS for at give museet et af min brors billeder. Bagefter drak jeg en kop kaffe på Café Casablanca. Casablanca er Aarhus’ ældste cafe, og jeg kom der en del for mange år siden, da jeg boede i byen. Der var ikke mange mennesker i torsdags, i hvert fald ikke på det tidspunkt. Jeg tog et billede, for der er faktisk ret fint derinde. Jeg opdagede først bagefter, at det var blevet en selfie. Se selv.

Læseren er måske mere optaget af, hvilket billede museet fik? Det var ikke et, Erik havde malet, men et ældre billede, malet omkring 1850 af Peder Holm, en lokal Aarhuskunstner, og motivet var Aarhus set fra nord. Bagpå havde min bror noteret, at billedet efter hans død skulle tilgå Aarhus Kunstmuseum. Det har han sikkert gjort allerede, da han købte det for 30 år siden, i hvert fald har det været før, museet kom til at hedde ARoS.

De har flere billeder af Peder Holm, blandt andet hænger der en lille gruppe med samme motiv – byen set fra nord og syd – i guldaldersamlingen, og de var meget begejstrede for at få endnu et, som passer så fint sammen med de andre. Og jeg er glad for, at vi har efterkommet min brors ønske.

Så nu er der al mulig grund til at tage på ARoS, når vi er i byen. Løbe et par omgange i regnbuen og se efter maleren på etagen nedenunder.

Kunst eller noget

Vi har længe – alle fire i husstanden – villet besøge ARoS. Igen for nogles vedkommende, for første gang for en enkelts vedkommende. I dag blev det.

Aros4

Bygningen alene er et besøg værd. Så flot tænkt, så flot gjort. Og så rummer den et kæmpebredt spekter af kunst. Eller gør den? Er det kunst det hele? Undervejs havde vi nogle fine snakke om, hvad kunst er. Om noget er kunst, fordi det har kostet millioner og er på et kunstmuseum. Om hvert enkelt menneske selv definerer, om noget er kunst. Hvis det flytter mig, og jeg føler mig beriget, kalder jeg det kunst. Hvis jeg ikke bryder mig om det eller ikke fatter en bjælde, er det ikke kunst for mig. På samme måde som skønhed ikke kan defineres entydigt.

Vi nåede at se det hele, tror jeg. Selv om vi var nødt til at forlade museet midt i besøget for at få noget at spise. Sukkerkolde folk forstår SLET ikke kunst. Men vi vendte mætte tilbage og tog resten ovenfra.

Aros1

Jeg boede i Aarhus, fra jeg var 22 til jeg var 32; jeg blev voksen og uddannede mig der, og i mit hjerte er det min by. Jeg overøste de andre med oplysninger om, hvad alting var af det, vi så oppe fra regnbuerundgangen på taget. Måske fandt de mig interessant, måske ikke.

Aros2

Så var der nogen, der havde skrevet på den kæmpe tavle, pladsen nede ved Ridehuset er, hvis nogen gør den til det.

Guldalderen… dét er noget, vi kan forstå. På 8. etage med Fra Abildgaard til Kirkeby tog vi ind og så og vurderede. Og kunne lide det meste. Pludselig stoppede Morten brat op og blev dreng igen. For der hang det billede, de havde haft på væggen hjemme i barndommens land.

Aros3

Jeg kunne også have haft et billede af ryggen af min yngste søn, der i protest forlader en udstilling, fordi han synes, at kunstneren er en selvfed nar, der tager røven på publikum – ’og så har han garanteret fået flere millioner for det’. Men jeg nåede ikke at få kameraet frem, inden han var nået til enden af gangen og var drejet ud af syne. Det ville ellers have været en flot komposition med en gul skjorte på vej midt ned ad en lang gang mellem sort/hvide symmetriske skillevægge. Kunst, tænker jeg.