Jeg talte i telefon med min mor. Hun er 88 og er kommet bagud med ord. Hun skal i hvert fald ikke risikere at brænde inde med noget af sin kvote. Talestrømmen er akkumuleret i takt med, at alderen er steget.
Jeg er 55 og bagud med at lytte. I hvert fald er det det, jeg gør. Jeg ringer op, og så lægger jeg øre til, og fletter ja, nå, hmm, mmm og nej ind, når der er en sprække i ordtæppet.
Vi talte i 45 minutter. 44 til hende og 1 til mig.
Når jeg fortæller folk, at min kæreste og jeg skyper hver aften inden sengetid, kigger de på mig og griner lidt skævt. Som om vi er lidt mærkelige. Vi bor nemlig kun 350 meter fra hinanden.
Men den er god nok. Skype er ikke kun noget, man bruger til at holde sig i kontakt med fjerne og oversøiske forbindelser. Det er jo bare telefonsamtale med billede på, og for os er det måden, vi deler dagens begivenheder og tanker de dage, vi er hver for sig. Det er koncentreret, samtidig med, at vi kan gøre andre ting, rode med gadgets, google spørgsmål, sende hinanden links. Faktisk kommer vi tit videre omkring i vores samtaler på skype, end når vi sidder fysisk sammen.
Det har været sådan fra starten. Et par uger efter, at vi havde mødt hinanden, skulle Morten tilbringe julen i Bruxelles, og da min veninde – som bor oversøisk – lige havde foreslået en skypesession, noget jeg ikke havde gjort i før, foreslog jeg Morten, at vi også kunne gøre dét, mens han var udenlands. Det gjorde vi, og så fortsatte vi bagefter. Det fungerer supergodt for os. Hvor mange par har dagligt en time til halvanden med så koncentreret nærvær?
Hvis vi glemmer at få snakket rigtigt med hinanden, når vi flytter sammen, bliver vi måske en gang imellem nødt til at sætte os i hver sit rum med hver sin computer for at være ordentligt ansigt til ansigt. Vi ved, det virker.
Mit Skypeansigt
