8. juli 2015 | den store bunke |
Det er helt perfekt.
Vi var til kæmpestor – og herlig – sølvbryllupsfest i aftes. Vi kom sent i seng, og uden nogen grund vågnede jeg midt på natten og roterede halvvågen i et stykke tid. I dag var arbejdsdag. Jeg er træt og en lille smule mærket.
Lasse havde maddag, og han havde til gengæld været i gang med forberedelserne en stor del af eftermiddagen. Noget med at langtidsmarinere en græskinspireret kylling sammen med grove kartofter, koge fond og lave tzatziki. Jeg er brandstolt af, at flere års ugentlige maddage med vide rammer og plads til både nemme og sværere udfordringer har givet ham mod til at kaste sig ud i eksperimenter og gennemføre dem uden min indblanding. Maden smagte supergodt, og stolthedsbarometeret røg en tak opad. Hos os begge to.
Resten af dagen skal jeg bare sørge for at holde benene oppe i sofaen og øjnene åbne, så jeg kan se anden del af den Arne Dahl-tv-krimi, som startede sidste uge. Og drikke te. Det er en af de aftener, hvor jeg ikke sætter spor i verdenshistorien.
Det er helt perfekt.
4. marts 2015 | den store bunke |
En del af den litteraturbagage, Morten og jeg havde med, da vi mødte hinanden, var svenske Arne Dahls krimiserie om A-gruppen. Vi havde begge henholdsvis kiggelæst og lyttelæst alle elleve bøger i serien og kunnet lide, hvad vi fik.
DR1 viser for tiden dramatiseringer af romanerne. Hver bog fordelt over to onsdage. Vi er tilpasse med det. På trods af et par lidt uforståelige ændringer i persongalleriet og det faktum, at ikke alle skuespillerne passer præcist til vores respektive forestillinger om karaktererne, er onsdag fra kl. 22.30 reserveret til Arne Dahl.
Jätte bra.
9. februar 2014 | den store bunke |
Klokken 14.30 tog jeg det nybagte verdens bedste brød med ind og viftede den sovende 16-årige om næsen med det. Han reagerede med det samme: “Årh ja! Jeg skal nok komme, mor.”
Ja, det var det, klokken var. Han har vinterferie. Han ser fjernsyn om natten. Han er teenager og sådan et barn, som nogle forældre drømmer om, når deres småbørn vågner klokken 05.30 og insisterer på, at dagen er begyndt.
Han stod op, og derefter havde vi følgende intelligente samtale i køkkenet, mens han spiste nybagt brød (som han roste), og jeg satte boller på plader til hævning (varmluftovnen virker igen, og der skal bages, skal der).
Teenager – med avisens vinter-OL-sider: “Hold da op, den største hastighed, der nogensinde er målt i styrtløb, er 161,9 km/t!”
Mor – med forklæde på: “Hold da op … så hurtigt kan Toyotaen vist ikke engang køre.”
Mor – med forklæde på: “Jeg tror, jeg ville trække et skidespor ned ad bakken… jeg ville være vildt bange.”
Teenager – med avisens vinter-OL-sider: “Jeg tror bare, min hjerne ville slå fra.”
Mellem os sagt ville jeg være stiv af skræk bare med en tiendedel af rekordhastigheden, og vi kan alle være glade for, at det, jeg skal de næste timer, er ind på sofaen og læse Blindebuk, tredje bog i Arne Dahls serie om Europols Opcop-gruppe, efterfølgeren til serien om A-gruppen. Jep, Paul Hjelm og de andre er tilbage.
Ind i mellem skal jeg bage boller og hænge vasketøj op. Der er altid noget at gøre for dem, der har forklæde på.
