Den der kirke, altså

Sagrada1

Ingen – INGEN – må besøge Barcelona uden at besøge La Sagrada Familia. Så enkelt er det.

I efterklangen fem dage efter, at vi kom hjem, er det stadig indtrykket af den, der står klarest. Den skal I se, havde Lasse sagt. Også indvendigt?, spurgte Morten. Især indvendigt, svarede den 17-årige. Som var 14, da han så den. Jeg havde prøvet at forklare, hvad der ventede os, men det er næsten umuligt at finde ord. Udenpå er den bombastisk, men indenfor er den meget … let, havde jeg forsøgt.

Men ingenting havde forberedt Morten på det, han så, da han trådte ind i kirken. Hans ansigt og hans reaktion har sat sig lige så skarpt i min erindring som det syn, der ramte os. Lyset. Farverne. Rummet. Mosaikkerne. Det ophøjede. Det guddommelige. Letheden. Formerne. Fantasien. Mest af alt lyset.

Sagrada2Sagrada3Sagrada4

Der er bygget på kirken i 133 år, og i de seneste årtier er det gået hurtigt. Byggeriet har altid været baseret på donationer, og jo flere turister, jo flere penge at bygge for. Og jo mere der bygges, jo mere er der at se, og jo flere turister kommer der. Jeg var der for tre år siden, og jeg kunne se forskel fra dengang. Kæmpestore mosaikker med et fuldstændig fantastisk farvestrålende lysindfald er kommet til siden. Med den hastighed byggeriet har nu, er der håb om, at jeg kan se den færdig i min levetid.

Jeg er Gaudi-fan.

Murens fald

IMG_4698

I oktober skrev jeg om denne mur her.

I dag ilede rygtet på min arbejdsplads. “Har du set, hvad der er sket?”. Langsomt forplantede det sig gennem kontorlandskabet. “Muren er skredet!”. Nogen havde set, at der blev slået græs i går. Det må have forrykket spændingen i naturens konstruktion lige præcis så meget, at skredet er sat i gang, en stille, langsom bevægelse, som ingen har bemærket, mens det stod på. Nu ser det sådan ud.

mur

Bullen Mur-epoken er slut. Skredet Mur-epoken er begyndt. Måske vil den vare lige så længe.

Arkitektur med tiden

IMG_4698

Denne mur ser jeg hver dag. Jeg synes, den er vildt fascinerende. Foroven er der en græsplæne, der ser ud til være blevet tungere og tungere med årene, to meter nedenunder er der fliser, og engang var muren i lod. Nu er den i forfald, men holder stadig. Jeg gad vide, hvad det bliver for en lillebitte forskel i spænding i bare én af stenene, som får det hele til at skride. Eller måske er den konstrueret til at holde evigt ligesom kuplerne i kirker og katedraler som Pantheon og Peterskirken.

Et lille stykke hverdagsarkitektur i udvikling, som inviterer til tænksomhed.