Den der kirke, altså
Ingen – INGEN – må besøge Barcelona uden at besøge La Sagrada Familia. Så enkelt er det.
I efterklangen fem dage efter, at vi kom hjem, er det stadig indtrykket af den, der står klarest. Den skal I se, havde Lasse sagt. Også indvendigt?, spurgte Morten. Især indvendigt, svarede den 17-årige. Som var 14, da han så den. Jeg havde prøvet at forklare, hvad der ventede os, men det er næsten umuligt at finde ord. Udenpå er den bombastisk, men indenfor er den meget … let, havde jeg forsøgt.
Men ingenting havde forberedt Morten på det, han så, da han trådte ind i kirken. Hans ansigt og hans reaktion har sat sig lige så skarpt i min erindring som det syn, der ramte os. Lyset. Farverne. Rummet. Mosaikkerne. Det ophøjede. Det guddommelige. Letheden. Formerne. Fantasien. Mest af alt lyset.
Der er bygget på kirken i 133 år, og i de seneste årtier er det gået hurtigt. Byggeriet har altid været baseret på donationer, og jo flere turister, jo flere penge at bygge for. Og jo mere der bygges, jo mere er der at se, og jo flere turister kommer der. Jeg var der for tre år siden, og jeg kunne se forskel fra dengang. Kæmpestore mosaikker med et fuldstændig fantastisk farvestrålende lysindfald er kommet til siden. Med den hastighed byggeriet har nu, er der håb om, at jeg kan se den færdig i min levetid.
Jeg er Gaudi-fan.