Kylle, Pop, Bente og de andre

Pinseferie er anledning til at være sammen med mine voksne børn – og føre dem sammen med deres barndoms bløde følgesvende.

Det er længe siden, tøjdyr og bamser er blevet uinteressante at have siddende i sovehjørnet. De er blevet bortdømt fra kridthuset, men endnu ikke helt fra udhuset, og i måske otte år har de slumret i papkasser i pulterkammer, i kælder, i loftsrum, og efter den seneste flytning, hvor kasserne igen skulle fragtes videre, tænkte moderen, at det var på tide at rydde op i minderne, så kun de virkeligt mindeværdige bløddyr bliver genhuset.

For selv om vi (jo!) ikke skal flytte foreløbigt, skal vi alligevel finde plads til det hele i nye depoter, og der er selvsagt ingen grund til at gemme på noget, som ingen længere kan huske, at de ikke har villet slippe helt.

Nu var anledningen der til at slippe bamser, ællinger, Kajer, Andreaer, Poliwhirl, tigre og tigerdyr, sneleoparder, slanger, sæler, katte og flere bamser ud af sækken foran pelotonen. De var ikke i tvivl om, hvilke der var hvis, og hvilke der stadig skulle bo hjemme. Og de, der blev stemt væk, må stadig ikke gå i småt brændbart, men skal ’gives til nogen’, har jeg lovet. Det må blive en hylde i genbrugspladsens tag-selv-afdeling.

Og vi fik da én papkasse mindre at huse.

Det næste er, at jeg selv får fundet tid til at gennemgå mine egne mange kasser med udrangerede, men dog gemmeværdige ejendele, som man jo aldrig ved, hvornår man får brug for.

Den sidste dag, jeg er mor til nogen, der ikke er myndig

For 18 år siden ved denne tid på denne dag vejede jeg 75 kg og var gået både tre dage over tiden og glip af min fars 80 års fødselsdag fire dage før, fordi jeg belært af to tidligere kvikfødsler ikke turde rejse ret langt hjemmefra. De to større søskende var født syv og ni dage før termin, og jeg var gået ud fra, at det var sådan, jeg gjorde, når jeg fik børn. Men dette barn gik imod ’plejer’. Først fire dage efter terminen behagede det ham at ankomme til verden. Til gengæld gik det hurtigt. Midt i TV-Avisen startede veerne, 21.55 tjekkede vi ind på sygehuset, og 22.23 var han født. Jeg har bladret i fødselspapirer og jordemoderrapport og aet billederne af den lille brunøjede dreng, som kom ind i vores liv den aften. Vores og samtidig helt sin egen.

Det er vildt, at han er 18 i morgen. Myndig. “Må man alt nu?”, spurgte han forleden. Det sagde jeg altså nej til.

Nu skal jeg til at være sådan en, der ’har voksne børn’.