For tiden arbejder vi meget med at lære min mor at sige pyt. Hun er rigtig god til at finde alle bekymringer i verden, for hun ved, at hvis hun ikke tager dem på forskud, kan hun ikke være sikker på at få dem. Prøv at sige pyt og tage tingene, når de kommer, siger vi. Hvis de kommer. Det er den sværeste lektie, hun har.
Jeg talte med hende i eftermiddag og gjorde igen min datterlige trænerindsats på bekymringsområdet. Det gik nogenlunde, synes jeg, men hun er altså ikke nogen mønsterelev.
Bagefter tog jeg et smut op i kolonihaven for at kigge til afgrøderne. Forleden var jeg så glad, da jeg så, at salaten var piblet op i fine rækker små grønne spirer i køkkenhaven. Også rucolaen. Også der, hvor jeg tabte posen med frø.
Dét er der så nogen, der har gjort noget ved, konstaterede jeg i dag. Der er nippet grundigt der, hvor jeg tabte posen med frø. Og i det halve af rækken. Det er garanteret duer.
I dag har jeg løbet Kalkmineløbet. Det er fjerde gang, jeg løber det løb. Samme distance hver gang, en kvartmaraton, 10,54 km.
Det, jeg er blevet rigtig god til, er at være længere og længere ude på ruten for hvert år. Det lykkedes også i år, hvor jeg lagde 2 minutter og 6 sekunder til min tid fra sidste år. Hvis man regner startgebyret ind i det, bliver minutterne ude på ruten billigere og billigere for hvert år. Det glæder jeg mig over. Billigt er en stor kvalitet for mig.
Det, andre gør, er at melde sig til et løb og så træne sig op til det. Det gør jeg ikke. Jeg skaffer et startnummer med kort varsel, løber løbet og træner bagefter. I aften kan jeg godt mærke i mine ben, at jeg skal se at komme i gang med at træne.
Kalkmineløbet løbes i et meget kuperet terræn omkring kalkgruberne i Mønsted og Daugbjerg. Ruten er lavet ud fra devisen, at hvis der er et bjerg, skal man over det, og hvis der er nogle kalkminer, skal man ind i dem. Det er en krævende rute, men egentlig synes jeg ikke, det var fuldstændigt vanvittig hårdt i år. Det skyldes nok, at jeg var mentalt forberedt og ikke kom derud og troede, jeg var en farlig ka’l. På det område er jeg altså OGSÅ blevet bedre end sidste år.
Jeg er snart klar til at stille op i VM i Dygtig.
Og forresten: Tak for i dag, Kalkmineløbet og Vestjysk Bank. I er også gode.
Det er ved den tid, hvor eksamensfagene udtrækkes på ungdomsuddannelserne. Hjemme hos os følger vi med i, hvad gymnasiasten skal udsættes for her ved slutningen af 2.g. I dag fik de at vide, at de ikke skal op i nogen skriftlige fag. Det ærgrer han sig lidt over, for havde han skullet op i skriftlig matematik, havde risikoen for mundtlig matematik været mindre.
Men nu ligger det sådan, at han skal op i to af følgende fire mundtlige fag: oldtidskundskab, matematik, religion og naturgeografi. Han håber på alt andet end matematikken. Han skitserede scenariet: Hvis mundtlig matematik bliver udtrukket, græder han. Så kommer han over dét og græder så lidt igen, når det går dårligt til prøven. Og så kommer han over dét også.
Men der ER en smutvej, fortsatte han. Hvis en elev dør under prøven, består hele klassen.
Der i søndags, da Ajax spillede mod Cambuur på Amsterdam Arena, og Ajax-spillerne startede med at gå ind på banen sammen med deres mødre i stedet for de småputspillere, man plejer at se, fordi det var Mors Dag, og hvor Ajax vandt 3-0 på to mål scoret af danske Fiiiiiktor Fischeeeer og et af danske Lasse Schøne…. da var jeg der.
Jeg var på tre dages firmatur i Amsterdam, og efter en masse sightseeing, en masse skridt, en masse hygge, cykeltur og dinnercruise sluttede vi af med en fodboldkamp om søndagen. Ajax mod Cambuur. I Amsterdam. Anden søndag i maj. På Mors Dag.
Fordi jeg nu ikke går så meget op i fodbold, fordi jeg nu ikke forstår sproget og fordi jeg på det tidspunkt ikke var begyndt at kigge på storskærmene, havde jeg faktisk ikke fattet det med mødrene. Vi sad højt oppe. Jeg bemærkede godt, at maskotterne var temmelig store i det og ikke var i Ajax’ rødhvide spillertøj, men det var måske nogle store juniorspillere, tænkte jeg. Efter de første to scoringer så jeg også den samme kvinde på storskærmen, men det var først næste dag, det gik op for mig, at det har været Fiiiiiktor Fischeeeers mor. Og senere mor Schøne.
Men jeg har da taget billeder af dem, da de kom ind på banen. Se selv.
Og Ajax har tweetet. Se selv.
Skal jeg også anmelde kampen? Første halvleg var kedelig. I anden halvleg blev jeg helt vildt forskrækket, da der blev scoret første gang, for jeg sad og var ligesom sunket ind i mine egne tanker, da der pludselig rejste sig et gigantisk jubelbrøl omkring mig, og folk rejste sig op. Det skyndte jeg mig så også at gøre og var glad for, at de viste scoringen igen på storskærmen, når nu jeg ikke helt havde fået fulgt med. Derefter blev kampen sjovere.
Jeg er glad for at have fået den oplevelse. Og glad for, at mødrene fik en god eftermiddag.
Vi har handlet på nettet, og man har sendt os en ugle. Vi håber, den er lige så magisk som uglerne i den Harry Potterske troldmandsverden.
Den skal holde røverfuglene væk fra krydderurter og blomsterkrukker på terrassen. Det indlysende, som flere har foreslået os, er at anskaffe en rovfugledrage. En silhouet af en rovfugl, som er fæstnet med en snor til en pind, og så kaster vinden den rundt, som om der flyver en farlig dræberfugl rundt. Det skal nok holde spurve og duer væk.
Det er bare ret dyrt, sådan et sæt med fugl og teleskopstang. Men man kunne også få en ugle, så vi. Den har et fjedrende hoved, som vinden kan få til at virre. Så bliver fuglene bange og tør ikke stjæle salvien og timianen. Tror vi. Håber vi.
Duer den?
Vi ved det ikke helt endnu. Den kom i dag. Den ser måske en lille smule … syntetisk ud. Måske er der ikke så meget schwung over den, som det virkede til den sene aften, vi så den i webshoppen og klikkede den hjem. Men den kan faktisk godt sådan ligne lidt en farlig kat, der sidder på bænken og venter på bytte, mens den koldblodigt virrer lidt med hovedet. Eller i hvert fald en ugle, der gør det.
Nu må vi se, om den forskrækker nogen. Der har i hvert fald ikke været nogen fugle og stjæle, efter at vi tøjrede den til bænken. Vi har set et par gråspurve sidde et stykke derfra og undre sig. Men ingen i krukkerne. Så indtil videre konkluderer vi, at den virker.
UGLE MOD FUGLE!!
Hvad der sker, når jeg planter nye krydderurter, ved ingen. Udover at uglen skræmmer, som vinden blæser. Se selv.
For en uge siden så vores krydderurtekrukker på terrassen sådan ud.
Nyplantet salvie, esdragon og timian – og purløg og noget tørt rosmarin fra sidste år. Spæde og sprøde og lovende for dejlig mad med krydderurtedrys hentet lige ind fra krukkerne.
Men.
I løbet af ugen konstaterede jeg, at de ellers så søde gråspurve i gården og de store dumme duer klipper og plukker i vores fine planter. De bruger det simpelt hen til at bygge rede med. Aromareder er åbenbart the shit i år. Nedenfor bænken ligger alle de halve blade, de ikke lige fik med. Når spurvene gør det, bliver jeg irriteret. Når duerne gør det, bliver jeg decideret gal. Jeg vil ikke ha’ duer i mit miljø!
I ugens løb har vi snakket drivhusmuligheder, konstruktioner med trådnet i stedet for glas, færdigkøbt eller hjemmelavet. Krydderurter vil vi have. Men vi vil have dem for os selv. Fuglene kan finde deres redemateriale et andet sted. Især duerne. Vi bygger et flueskab, gør vi. Mod fugle.
I dag ser krydderurtekrukkerne sådan ud. Se bare. Raseret salvie, afplukket esdragon og slet ingen timian. Jeg har set en fed due sidde og trone oven i den sorte krukke, indtil jeg kom farende ud og skramlede med mentale grydelåg. Purløg vil de så åbenbart ikke have. Stærkt græs er åbenbart ikke trendy i år.
Topmålet af uduelighed er det her.
Vores fine blåblomstrende balje, som søde gæster gav os. Den fede due har siddet blomsterne flade. Ihjel, sikkert. Seriøst, hvad gør vi? Man må jo ikke skyde med haglgevær i midtbyen.
