6. september 2015 | den store bunke |
Det her er mig. Jeg var 24 år, og det var ud på natten til en kollegiefest.
Da Laura så billedet i går, udbrød hun: “Hold da op, hvor det ligner mig!!”. Vi hører tit, at hun ligner mig, og når mine ungdomsvenner ser nutidige billeder af hende, siger de, at det er som at se mig fra dengang. Men at hun selv ser ligheder med fuldefjollen fra firserne, fra en fest med rigelige mængder øl og kædedans?
Skal mor være bekymret?
20. april 2015 | den store bunke |
Min mor er sommetider som en åben bog. Eller rettere som at få en bog læst højt.
Jeg spurgte, om hun var hjemme på torsdag, og om hun ville have besøg af mig. Hun svarede, at min bror havde været forbi og havde taget georgineknoldene med hjem for at lægge dem i blød, for de var så tørre, og så ville min svigerinde komme og plante dem, men det behøvede jo ikke at være på torsdag, og onsdag havde hun (mor) bestilt kørsel for at komme til lægen, og så var der et arrangement på aktivitetscenteret på fredag – men det var jo heller ikke torsdag. Og hvad skulle hun servere for mig?
På det tidspunkt i tankestrømmen havde hun endnu ikke svaret på, om jeg måtte komme torsdag. Jeg fik bare alle mellemregningerne. Alt det der gik igennem hendes hoved, og som var blevet udløst af mit spørgsmål.
Lidt som at se bladskærermyrerne i Randers Regnskov: Man kan følge hele arbejdsgangen i detaljer, men det finder sted i et lukket system, som man kan betragte gennem glas, men man har ikke nogen indflydelse på det, og det bemærkes ikke indefra, at der er tilskuere.
Det er tilsyneladende genetisk betinget, og en time efter at jeg havde talt med min mor, begyndte jeg selv at svare på et spørgsmål med at ridse de overvejelser op, som det gav mig.
Jeg tager over til min mor på torsdag. Jeg tror, hun endte med at sige, at jeg var velkommen.
