24. august 2015 | den store bunke |
Der er begivenheder så epokegørende og omvæltende, at man for altid efter kan huske præcist, hvor man var og hvad man lavede, da de fandt sted. Hævder i hvert fald de, der selv kan huske, hvor de var.
Måske har det også noget med interessefelter at gøre.
En af den slags kollektive verdenserindringer er den novemberdag i 1963, da John F. Kennedy blev skudt i Dallas, Texas. Jeg kan ikke huske, hvor jeg var eller hvad jeg lavede den dag. Det kan muligvis skyldes, at jeg bare var fire år.
Til gengæld kan jeg huske, hvor jeg var den nat i juli 1969, da Apollo 11 landede på månen og Neil Armstrong svævehoppede ud på dens overflade. Der var jeg nemlig faldet i søvn på vores gule sofa og vågnede til et fjernsyn med sne og susen, efter at jeg ellers havde tilkæmpet mig tilladelse til at blive oppe hele natten for at se månelandingen.
Jeg kan også huske, at jeg blev vækket klokken seks om morgenen den 28. februar 1986, da min svigerinde ringede fra Stockholm, hvor hun boede, og fortalte, at Olof Palme var blevet skudt.
Og hele dagens forløb den 11. september 2001 står lysende klart for mig. Hvordan vi på min arbejdsplads hørte i radioen om først ét fly, der var ramlet ind i et af tårnene i World Trade Center, og så et mere, og det grusomme omfang af begivenhederne langsomt gik op for os.
Men jeg kan ganske enkelt ikke huske, hvor jeg var eller hvad jeg lavede, da Danmark vandt EM i fodbold i 1992. Det kan jeg ellers forstå, at (vi) alle kan. Det bliver i hvert fald serveret som vores allesammens fælles erindring i disse dage, hvor vi venter på en filmpremiere.
Men hør lige, det er jo bare noget fodbold. Jeg var faktisk i gang med at gro et barn. Hvis jeg tænker mig rigtig godt om og tæller datoer, var det muligvis den dag, jeg havde sidste arbejdsdag og gik på barsel. Muligvis var vi allerede taget ud til det sommerhus i Nørre Vorupør, vi havde lånt i to uger. På den anden side kan jeg ikke forestille mig, at den vordende far, som er journalist, har ladet finalen gå fra sig. Vi må have set det i et fjernsyn et sted. Jeg er bare ikke i stand til at genkalde mig tid og sted så præcist, at jeg kan prale med det og være med i huskeflokken.
Lykkeligt uvidende om, at jeg burde have smurt hukommelsen noget bedre, fiskede jeg makreller i Vorupør i dagene efter, og 23 dage senere kom denne sveske til verden. Hun er sådan set det vigtigste fra sommeren 92.
12. maj 2015 | den store bunke |
Der i søndags, da Ajax spillede mod Cambuur på Amsterdam Arena, og Ajax-spillerne startede med at gå ind på banen sammen med deres mødre i stedet for de småputspillere, man plejer at se, fordi det var Mors Dag, og hvor Ajax vandt 3-0 på to mål scoret af danske Fiiiiiktor Fischeeeer og et af danske Lasse Schøne…. da var jeg der.
Jeg var på tre dages firmatur i Amsterdam, og efter en masse sightseeing, en masse skridt, en masse hygge, cykeltur og dinnercruise sluttede vi af med en fodboldkamp om søndagen. Ajax mod Cambuur. I Amsterdam. Anden søndag i maj. På Mors Dag.
Fordi jeg nu ikke går så meget op i fodbold, fordi jeg nu ikke forstår sproget og fordi jeg på det tidspunkt ikke var begyndt at kigge på storskærmene, havde jeg faktisk ikke fattet det med mødrene. Vi sad højt oppe. Jeg bemærkede godt, at maskotterne var temmelig store i det og ikke var i Ajax’ rødhvide spillertøj, men det var måske nogle store juniorspillere, tænkte jeg. Efter de første to scoringer så jeg også den samme kvinde på storskærmen, men det var først næste dag, det gik op for mig, at det har været Fiiiiiktor Fischeeeers mor. Og senere mor Schøne.
Men jeg har da taget billeder af dem, da de kom ind på banen. Se selv.
Og Ajax har tweetet. Se selv.
Skal jeg også anmelde kampen? Første halvleg var kedelig. I anden halvleg blev jeg helt vildt forskrækket, da der blev scoret første gang, for jeg sad og var ligesom sunket ind i mine egne tanker, da der pludselig rejste sig et gigantisk jubelbrøl omkring mig, og folk rejste sig op. Det skyndte jeg mig så også at gøre og var glad for, at de viste scoringen igen på storskærmen, når nu jeg ikke helt havde fået fulgt med. Derefter blev kampen sjovere.
Jeg er glad for at have fået den oplevelse. Og glad for, at mødrene fik en god eftermiddag.
13. juni 2014 | den store bunke |
“3-1 til Holland, hvem havde set dét komme?”. Ja, jeg havde ikke. Jeg havde heller ikke rigtigt set noget andet.
“Neejjjj, hvad sker der for Spanien?!?”. Tjae… det ser ud til, at de taber den fodboldkamp.
Det er andendagen af det fodbold-VM…
Hov… “Neeeeejj, hvor er det vildt!!”, råber fjernsynet. Så står der 5-1 til Holland, og tv-kommentatorerne er allerede ved at være hæse, og den spanske målmand bliver nok skudt ved daggry.
Det er andendagen, og som man nok fornemmer, går jeg ikke vældig meget op i det. Omvendt er jeg heller ikke fordømmende. Mine omgivelser – som i aften er mine tre nærmeste mænd – må hjertens gerne se de kampe, de vil. Jeg kan jo bare lave noget andet. Min ene søn er slukøret, for der er gået noget galt med hans oddsning, min anden søn er klar til at “knytte strikken”, rapporterede storebroren for lidt siden, og min kæreste kaster et blik på fjernsynet af og til, mens han roder med noget på computeren.
Jeg befinder mig et sted i periferien. Med et glas hvidvin og et åbent og iagttagende sind. Uden frustrationer over forfejlede satsninger i spil og uden præferencer. Det er jo bare fodbold, og jeg tror bare, jeg holder med dem med de pæneste trøjer. Jeg skal nok få samlet nogle gode kommentatorudtryk op i løbet af de næste tre uger og gjort nogle skæve betragtninger, men ellers smiler jeg bare mildt og rummeligt.
Jeg har faktisk selv spillet fodbold, da jeg var ung. I Skamby BK. Vi var i Fynsserien engang.
Dame senior. Fynsserien, efterår 1976
