19. august 2013 | At have have, den store bunke |
I går dannede kolonihaven rammen om Mortens fødselsdag. Søster, svoger, brødre, svigerinder, datter, kæreste, mor og to andre gamle koner til kaffe og kage og en flok rådyrrygfileter på grillen. Dagen før havde vi ryddet ud og flyttet rundt og gjort klar, så vi kunne sidde i tørvejr.

Vi havde ikke lagt dugen på, for måske var der lidt hul i taget, og vi havde ikke været med til at bestemme vejret.
To timer før gæsterne kom, gik der hul i himlen også. Og taget var utæt, viste det sig. Der rendte vand ind tre-fire steder. Vi måtte gøre noget, før gamlerne og de andre kom, og heldigvis er Morten en handlingens og snarrådighedens mand.

Søm, tak.

Spand, tak.

Krus, tak.
Og så havde vi den dejligste dag. Gode mennesker, gode gaver, sol og regn, boller og kage, snak, hygge, smådrillerier og storgrillerier. Der er vide rammer på det fineste lille sted.

Glad fødselsdagsbarn. Og søndagsbarn.

7. august 2013 | At have have, den store bunke |
I går var jeg og børnene på besøg hos min mor. En dag med meget kørsel, men det gjorde jeg gerne for at have dem alle tre med. Drengene og jeg hentede Laura i Aarhus på vejen til Fyn og afleverede hende samme sted på vejen hjem. Det gav lidt ekstra kørsel, at de har lavet om på noget frakørsel i Viby. Det vidste min gps ikke.
Mormor sad klar med frokost. Og ugeaviserne til at fordrive ventetiden med. Vi var lidt forsinkede, blandt andet fordi et sært bump under bilen havde fået os til at trække ind på en rasteplads for at se, om noget var raslet af. Men jeg ved jo ikke rigtigt, hvad jeg skal forvente, at der er derinde under, og bilen kørte godt nok med alle de sædvanlige lyde, så vi fortsatte. Må nok hellere svinge ind omkring mekanikeren i dag. Han kan sikkert bedre vurdere undervognstilstanden.
Jeg havde spurgt min mor, om der var noget, hun gerne ville have ordnet, nu vi kunne mønstre en flok gode hoveder og stærke arme. Hun ville gerne have flyttet kompostbeholderen væk fra udsigten fra køkkenvinduet og ind i hjørnet under udhænget, hvor den ikke spolerer skønheden, og hvor ingenting alligevel kan gro.
At flytte en halvfuld kompostbeholder lader sig ikke gøre. Den måtte tømmes. Jeg havde gode ideer til, hvordan det skulle gøres. Det havde min mor også. Det blev, som hun ville. Og det lykkedes, og hun var glad mange gange resten af dagen.

Da min mor flyttede ind i sit lille rækkehus for to år siden, var haven et tilgroet vildnis med halvhøjt græs over det hele. Hun gravede tørv af til staudebede og lidt urtehave. Se hvor fin den er nu. Fliserne har hun selv lagt. Jeg siger det igen: hun er 87.
I havehenseender tager jeg gerne imod ordrer fra min mor. Meget tit ved hun bare bedre.
31. juli 2013 | At have have, Heldige mig |
Det er længe siden, jeg har skrevet et stykke indlæg om haven. Men det gror jo, skidtet. Også det der ikke er skidt. Noget gror os over hovedet. Noget går direkte i maverne på os. Det meste er lige til at glæde sig over. Her er en kavalkade.

Tomaterne er pludselig gået i rødt. De her er den første rigtige høst.

Var det noget med en børfuld rucola? Jeg tror måske nok, det er blevet sådan lige stort nok i det. Agtigt. Jeg har sået nyt i dag.

Astrids have. Med lathyrus i baggrunden, blomsterblanding i midten og svenske skovjordbær forrest.
Og så de der KÆMPEsolsikker, som ingen længere kan nå op til toppen af.

Mine solsikker når vist aldrig de 2-3 meter, som det blev lovet på frøposen. Det er kartofler ved siden af.
Solsikker er min yndlingsblomst. Jeg må lukrere på Astrids kæmper.

Hallo, rødbeder! I er rodfrugter! I skal blive nede i jorden! Hvorfor gør I ikke det?

Det her var det, jeg tog med hjem til aftensmaden og supplerede med agurk, hvidløg og laksefrikadeller.
Så havde vi et kongemåltid.

Fik nye gummistøvletter i fødselsdagsgave. De er brandsmarte!
20. juli 2013 | At have have, den store bunke, Heldige mig |
Sikke en dejlig dag, det var i går. Det var nemlig min fødselsdag. Og det var en god dag fra ende til anden.
Det var også min datters fødselsdag. Den sidste fødselsdag, jeg havde for mig selv, var for 21 år siden – og så blev det alligevel ikke kun min dag, for vi endte med at sætte kyllinger i ovnen og trække et par flasker vin op til gæsterne, inden vi kørte til sygehuset, hvor Laura blev født. Siden har hun og jeg delt dagen og, fordi det er midt på sommeren, fejret den i mange forskellige kroge og afkroge af verden. I år er hun på ferie med farfamilien, så jeg kunne selv bestemme dagens forløb.
Eller… Morten bestemte også noget. For eksempel var det ham, der tidligt om morgenen listede ud af soveværelset og puslede rundt, mens jeg lå og kneb øjnene sammen inde i sengen. Og så blev jeg vækket til nybagte boller, flag og gaver.

Jeg fik mange fine gaver, for eksempel denne her meget personlige wallsticker, som skal op på væggen i mit kontorhjørne. Ordskyen er lavet på wordle.net, og Morten har linket til min blog og efterjusteret nogle enkelte ord, og så er wallstickeren lavet hos dimaria.dk. Jeg har ikke spurgt om prisen.

Efter arbejde tog vi i haven og nød en fantastisk sommeraften med grillmad, gode venner, masser af vin, paddekaffe (Ved I, hvad det er? En kæmpeskildpadde i et krus dækkes med whisky og tilsættes en passende mængde kaffe. Rør rundt. Man bliver fuld af det!), stearinlys og den mexicanske pejs. Mmmm.

2. juli 2013 | At have have |
Kvarter over fyraften skrev jeg sms til yngsten: “Jeg er i haven, som jeg sagde. Jeg ved ikke helt, hvor længe jeg bliver ved. Vi ses senere. Du må også gerne komme herop.”
Han har siden dimissionen i onsdags tilbragt størsteparten af sin tid på langs, enten i sin seng eller på en madras foran fjernsynet. Der har været noget fodboldturnering og nu – oh, joy – Tour de France. Han svarede: “Okay, du må hygge dig :-)”.
Det gjorde jeg. Der trængte til at blive luget. Altså lidt. Selv om vi startede hele haveprojektet med at fjerne det øverste lag jord, der hvor ukrudtet var, er der noget der har overlevet. Er jeg ikke efter det, tager det pludselig fart og får overtaget. Og det vil jeg ikke. Det skal ikke være en pillet og strømlinet have, men lige i køkkenhaven har jeg altså bestemt mig for, at jeg vil være den, der har kontrollen. Så jeg monterede Haruki Murakamis 1Q84 – jeg er i gang med bog 3 – i ørerne og gik i gang med ukrudtet. Det fede ved havearbejde er, at jeg kan gå i gang med en plan om en bestemt opgave, og to timer senere har jeg gjort noget helt andet. Det er ren meditation.
I dag holdt jeg dog nogenlunde retningen og arbejdede lige dér, hvor jeg havde tænkt.
Uh, jeg er glad for den plet!

Store forventninger til tomathøsten

Løvefod og fredløs. Siger de voksne.

Fuglene vandt ribskrigen

Verdens bedste lille sted i al sin frodighed. Og med friskslået græs. Og nyluget.

Kom forbi haveforeningens fælleshus. Det her kunne man da godt overveje. Måske. Jeg kan da altid spørge, om de har brug for en grafiker.
1. juli 2013 | At have have |
Mine forældre satte en ære i at have de første nye kartofler til grundlovsdag. Men når vinteren er så hidsig og lang, at kartoflerne først kommer i jorden tre uger før grundlovsdag, er der jo ikke en chance for at leve op til traditionerne. Og er der ikke noget med, at de skal blomstre, før der er håb om, at der gemmer sig guldklumper dernede?
I lørdags havde vi gæster. Min mor syntes, at min storebror gerne ville se kolonihaven. Det ville han også gerne, men vi var alle sammen godt klar over, at hun selv allermest gerne ville gense. Da hun var hos os pinselørdag, var der nysået, og græsset var ikke rullet ud endnu.
Det var den perfekte anledning til det første prøvestik med greben. Og de var der! Ikke ret store, men umiskendeligt til stede. Der skulle næsten en hel række til for at få kartofler nok til at bespise selskabet. Men sådan er det jo altid første gang. Og de smagte godt!
Se bare.

The kartoffelwoman & the kartoffelgirl graver og graver

Det trak nysgerrige til

Kartofler fra ni blokke. Ja, ni!
Her kommer en faktaboks:
Ordet kartoffel kom til dansk via tysk, som havde overtaget det fra italiensk tartufolo, der betyder trøffel. På dialektalt og spøgende dansk bruges også ordet “potet”, der stammer fra spansk patata, hvor det på sin side er overtaget fra tainosprogets batata. Dette ord henviste dog egentlig til Sød kartoffel (Ipomoea batatas). (Wikipedia)
Og det med den engelske/amerikanske udtalelse er noget fis. I den her udtalesamling er der 24 lydfiler, hvor de siger [pəˈteɪtəʊ]. Ikke en eneste siger potardo.