21. juni 2013 | At have have, Køkkenskriverier |
Jeg har forsået mig. Mine urtehaveskills er lidt rustne. Den dag i maj virkede det som en god ide at tømme posen med spinatfrø og så to hele rækker. Nu virker det, som om vi er nødt til at udvide vores samling af spinatopskrifter.
For skidtet følges jo ad. Det hele bliver stort på én gang og ikke i trin, uge for uge, som i Føtex. Vi har spist spinatlasagne, og sagt Ih og Næh, det er spinat fra haven, nej, hvor smager det godt! Det smager godt, og det var dengang, spinaten var babyspinat. Vi vil gerne spise det igen, og det vil smage godt igen, også af kæmpespinat.
Men hvad kan vi ellers lave? Vi er nødt til at gøre noget. Der er meget. Og det er jo naturens gaver, vi ikke må lade gå til spilde. Alt vi avler selv er guld.
Forslag, tak.
Det må gerne inkludere velvoksen selvdyrket rucola, som bliver åndet i nakken af stærkt piblende babyrucola!
10. juni 2013 | At have have, den store bunke |
Birketræet og piletræet i haven fik lov at stå. Selv om gartneren mener, det er skodtræer. “Hvis I gerne vil have svineri på terrassen, skal I bare lade birketræet stå!” Svineri, ja tak. Piletræet er et, der sikkert har sået sig selv engang og bare har fået lov til at vokse, som det ville. Og det har kvitteret med at lave den fineste stammedans, en Harlekinballet … eller noget. Selv sneglen kan lide det og troede lige, den kunne gemme sig og sit camouflagehus. Nu tager det nok en lille uge, inden den får sneglet sig ned til jorden igen.
Er det ikke pæææhnt?
6. juni 2013 | At have have |
Ærteeventyret sluttede, før det begyndte. Nogen spiser bladene, så snart ærtespirerne kommer over jorden. Det er garanteret den frække solsort, hvis rede under konstruktion vi pillede ned fra bjælkerne i huset i sidste uge, som nu tager hævn. Og hvor mange fuglekrige gider man lige føre?
Men hvem er det så, som spiser rucolaen? Den er gnasket i anderledes store bidder. De Vilde Kaniner? Flyvende rensdyr? Ejner?
Morten er en handlingens mand – i dette tilfælde en tankens mand – og påtænker at låne vildtkamera af en af sine fellow jægersmen, og så skal vi få at se, hvem som lusker i krattet om natten.
Og nu går vi under jorden og satser på rodfrugter.
1. juni 2013 | At have have |
I dag fandt vi lige på at pakke morgenmaden sammen og tage med i kolonihaven. Så sad vi der med kaffe og aviser, mens vanderen vandede plænen, og betragtede solsorten, der hoppede rundt og tog bad, mens den samlede et eller andet sammen fra græsset. Orm, troede vi. Sødt, syntes vi.
Indtil vi opdagede det her:
Der var ingen æg endnu, og lidt senere blev solsorten snydt og helt forvirret, da den fløj nyt redemateriale – som det jo var – ind. For da var reden væk. Bare ærgerligt, Sonnyboy. Gå i hegnet.
Her er det nye køleskab
og den her laver sol om til frisk luft , som bliver pustet ind i huset.
Jaaaaamen, er det ikke hyggeligt?
24. maj 2013 | At have have |
Naboerne har nemlig ikke noget græs. Det er udelukkende nyttehaver. Vores er til både nytte og nydelse.
Indtil nu har der kun været tale om ydelse, men nu er hvidvinen i sigte. Og liggestolslæsning i skyggen af piletræet, mens vi venter på, at afgrøderne kommer op. Arh ja, der er selvfølgelig altid noget at gøre. Jeg har udset mig et bed, der skal endevendes og ryddes for skvalderkål, og måske er det her, der skal være stauder. Vi har hver vores yndlinge. Morten kan lide hortensia, og jeg vil have solhat.
Vi fik græs i går. Da jeg cyklede hjem fra arbejde, var der leveret to paller græsroulader, og inden aftenen var gået, var det rullet ud.
Jens fra AB Kirketoft har været vores haveengel hele vejen. Det er ham, der er gået forrest i forvandlingsprocessen. Jeg måtte gerne reklamere for ham på Facebook, men jeg måtte ikke skrive græsroulader i samme sætning, som hans navn indgik i. Det har jeg heller ikke gjort. På Facebook. Men her bestemmer jeg selv. Græsroulade, græsroulade, græsroulade, Jens Buhl.
Det er helt vildt, så hurtigt det er gået fra kaos og modløshed til det modsatte. Se lige, det findes i virkeligheden og ikke bare i fjernsynet.
Skal vi ikke skåle?
19. maj 2013 | At have have |
Min mor var på besøg i går. Hun er 87 og sej som sålelæder. “Jæ har tæijt mig å blyv hunner år”, siger hun. Hun siger det på fynsk, og for dem, der ikke har dét som modersmål, så agter hun at være hos os mindst 13 år endnu. Nu må vi se, hvordan det går med det projekt, men indtil videre er hun en gæv kone, selv om hun har svært ved at acceptere, at hun fysisk ikke længere kan, hvad hun før har kunnet.
Hun har altid elsket haver, og jeg havde glædet mig lige så meget til at vise hende kolonihaven, som hun har glædet sig til at se den. Størstebror og svigerinde var de uvurderlige chauffører, som bragte hende. Først kæmpede hun sig op ad trapperne til min tredjesal til frokosten, og så tog vi allesammen i haven og tilbragte resten af pinselørdag der.
Haven bestod. Der er godt nok ikke noget græs lige nu, men der er sået og plantet, og alt i alt nydeligt, og det var fantastisk vejr.
Sikke en dejlig, dejlig dag. Haven rummede os allesammen. Børnene, både de store og de knapt så store, spillede bold, mediterede, klatrede, hyggede sig, og de voksne studerede vækster, ordnede og gjorde ved, snakkede og hyggede sig.
Og så beviste vi, at elektricitet er vanvittigt opreklameret. Vi har det ikke. Vi har koldt vand, to gasblus og en grill, og alligevel sluttede vi af med en herremiddag til otte. Marineret mørbrad, bagte kartofler og salat. Og det service, der nu er. Vi har tre flade tallerkener, der er ens, resten er forskellige dybe tallerkener, og så har vi kun syv gafler, så en af os måtte spise med kniv og ske.
Da de skulle hjem, var min mor kommet til at fryse lidt, men heldigvis har vi mange handsker, så da vi vinkede farvel, sad hun på bagsædet, træt efter en anstrengende dag, men med fine blomstrede havehandsker på.
Jeg er stadig glad.
Mormor ordner. Barnebarn gemmer sig i et træ.
