Så var vi på omgangshøjde i … hvad? To uger? Vi tog kartoflerne op, fordi vi så, at naboerne havde gjort det. Vi var med! Og jeg har gået og tænkt, at hå! hvor de roder derinde. Gider de ikke engang samle deres bønneranker og deres kartoffeltoppe og porretoppe sammen? Gør det måske det af sig selv så?
Så skulle jeg lige hente en håndfuld rucola og en squash i dag. Og se så nu! Der er fræset i begge nabohaver! Og vi er igen bagud.
Hvordan er det lige, har vi en fræser? Nææ… Men vi har tre spader. Det kan godt være, nogen syntes, vi kom lidt let til græsplæne ved at købe græsroulader, men så skal I bare se mig, når jeg graver have med arme som Anders Ands ben, når han løber hurtigt.
I aftes var vi til Sommer- og Præmiefest i haveforeningen. Vi var der nok mest, fordi vi var blevet forhåndsadviseret om, at der var en præmie til os, og man så gerne, at præmiemodtagerne var til stede. Der var fire præmier for fine haver og to flidspræmier, og halvdelen af modtagerne var der ikke i aftes, så beviserne blev bare lagt til side til dem, og det er da rigtigt nok, at det var lidt fesent.
Først var der spisning. Der var dækket op ved fire lange borde med meget blomstrede papirduge. Helt fyldt med blomster og flag var de, så hvis man lagde sine læsebriller fra sig på bordet, kunne det godt være svært at finde dem igen. Til gengæld var det et af de efterhånden sjældne arrangementer, hvor der også var askebægre på bordene. Man måtte gerne ryge indenfor. Det var der mange, som så gjorde.
Der var tre stykker smørrebrød til hver, blev det bekendtgjort. Jeg fik fiskefiletmedremoulade, ægogrejer og roastbeefmedpeberrod. Og så var der fri bar med øl og rødvin.
Så blev præmierne uddelt. Med beviset fulgte en hundredkroneseddel. Tidligere har der været en vandrepokal til de fineste haver, men den løb tør for plads til indgraverede navne sidste år, så det har man ikke mere. Vores havenabo Ejnar fik en mindekop, fordi han var den sidste, som fik sit navn på pokalen.
Derefter var der kaffe med småkager og amerikansk lotteri. Morten var ved at falde ned af stolen, da jeg spurgte ham, hvordan det fungerer, det der amerikansk lotteri. “Du fortæller mig ikke, at du aldrig har spillet amerikansk lotteri?!?” Men jo, det ligger altså ikke lige på rygraden. Men nu kan jeg det. Morten vandt på et af lodderne retten til at tage en blomst fra bordet med hjem.
Meget mindeværdig sammenkomst. Vi skal helt bestemt have lamineret vores diplom og hængt op i havehuset. Nu går der tre år, før vi kan kandidere til priser igen, så næste år skal vi måske noget andet den aften, der er sommerfest.
I dag var den solskinsdag der skulle bruges til at grave kartofler op. Alle sammen. Hos begge naboerne i haveforeningen har kartoffelstykket været ryddet i et par uger, og vi var bagud fra starten. Nu er vi med. Jeg havde forestillet mig, at høsten var lidt større; Morten synes, den er over forventning, så vi rammer vel et sted lige der, hvor det er passende. Vi kan konstatere, at vi nok under alle omstændigheder er nødt til at supplere med noget fra Føtex for at overleve vinteren.
Her er hvad vi har til forrådskammeret. Men hvordan er det egentlig at være en kartoffel? Er den heldig? Og er der mørkt der, hvor den skal tilbringe de næste måneder, indtil den skal optræde i lækre egnsretter? Det er med stolthed, vi præsenterer Kartoffelcam, som tager os med i flamingobøtten:
Forleden blev Morten ringet op af formanden for kolonihaveforeningen. Hun ville forhøre sig, om vi kommer til høstfesten senere i september. Vi modtog for nogle uger siden invitationen i det rør, der hænger på indersiden af alle havelågerne – der er intet digitalt i foreningen, også årskontingentet afleveres hos kassereren i kontanter – og konstaterede, at vi desværre var forhindrede i at deltage. Eller jeg var.
Men det forholdt sig sådan, sagde hun i telefonen, at “I skal jo have en pramje. Ja, pramjen får I jo alligevel, men det vil jo være godt, hvis dem, der skal have en pramje, kommer til festen”.
Morten lovede at vende det med mig og melde tilbage.
Det ender sikkert med, at han tager hen og bonder i fælleshuset og har både øjne og ører på Recording. Vi har ingen anelse om, hvordan sådan noget foregår i vores nye fællesskab, og nysgerrigheden er ganske enkelt for stor. Jeg skal noget andet den aften og kan ikke være med. Måske meget godt, at vi ikke begge sidder der og fristes til at veksle blikke og tilbageholdte fnis.
Hvad skal vi præmieres for? Det fik han ikke spurgt om, så vi ved ikke, om det er for den højeste solsikke eller for den pæneste græsplæne, den mest imponerende haveforvandling eller bare fordi de er glade for at få nogle unge mennesker (det er os!) i foreningen.
Og hvad er præmien? En staude? En gylden rive eller en plakette? Gammel Dansk? Et solur? En regnmåler?
Der er en håndbajer og en havevandring i pramje til den, der gætter rigtigt på både præmis og pris. Det er stort, det her!
Mon vi skal honoreres for at have kultiveret denne naturgrund?
I weekenden blev kolonihave-nabokonen rapporteret opgravende alle sine kartofler. Undring. Er det nu? Hvad gjorde mor? Hed efterårsferien ikke kartoffelferie engang, og derfor tager man dem op i oktober?
Skal det googles? Ja, gu’ ska’ det gugles, og nu ved jeg, at de skal graves op midt i august. Det nåede vi så ikke. Vælg en solrig dag – det nåede vi så heller ikke – og læg dem til tørre på en presenning på græsplænen – tjek, har både græsplæne og presenning. Vi har også flamingobøtter, som de kan komme i, når de ikke længere er behængt med våd jord og derfor ikke længere er i forrådnelsesrisikozonen. Jeg glæder mig til at se plænen dækket af kartofler. Eller hvor stor høsten nu er.
Når modebloggere laver et Dagens-indlæg, viser de billeder af det tøj, de har på lige den dag med links til mærker og priser.
Når jeg laver et Dagens-indlæg, er der større sandsynlighed for, at det fortæller om, hvordan haven ser ud lige nu. Jeg kunne have kaldt det Havens.
Haven trængte til kærlighed, og det har jeg givet den i aften. Luget hele køkkenhaven, mens jeg lyttede til Giganternes Fald. Universet kvitterede med en regnbue.
Hvem der bare boede i dét gavlværelse
Haveredskabsstalden rummer dine, mine og dem der var der i forvejen. Jeg fandt en kantspade. Og nu er plænen fin i kanten.
Tossede jordbærplanter, der tror de skal blomstre og bære i august
Astrids monsterstore solsikker. Nummer to fra venstre – den allerhøjeste – er ikke engang nået op til sin blomst endnu.
