“3-1 til Holland, hvem havde set dét komme?”. Ja, jeg havde ikke. Jeg havde heller ikke rigtigt set noget andet.
“Neejjjj, hvad sker der for Spanien?!?”. Tjae… det ser ud til, at de taber den fodboldkamp.
Det er andendagen af det fodbold-VM…
Hov… “Neeeeejj, hvor er det vildt!!”, råber fjernsynet. Så står der 5-1 til Holland, og tv-kommentatorerne er allerede ved at være hæse, og den spanske målmand bliver nok skudt ved daggry.
Det er andendagen, og som man nok fornemmer, går jeg ikke vældig meget op i det. Omvendt er jeg heller ikke fordømmende. Mine omgivelser – som i aften er mine tre nærmeste mænd – må hjertens gerne se de kampe, de vil. Jeg kan jo bare lave noget andet. Min ene søn er slukøret, for der er gået noget galt med hans oddsning, min anden søn er klar til at “knytte strikken”, rapporterede storebroren for lidt siden, og min kæreste kaster et blik på fjernsynet af og til, mens han roder med noget på computeren.
Jeg befinder mig et sted i periferien. Med et glas hvidvin og et åbent og iagttagende sind. Uden frustrationer over forfejlede satsninger i spil og uden præferencer. Det er jo bare fodbold, og jeg tror bare, jeg holder med dem med de pæneste trøjer. Jeg skal nok få samlet nogle gode kommentatorudtryk op i løbet af de næste tre uger og gjort nogle skæve betragtninger, men ellers smiler jeg bare mildt og rummeligt.
Jeg har faktisk selv spillet fodbold, da jeg var ung. I Skamby BK. Vi var i Fynsserien engang.
Dame senior. Fynsserien, efterår 1976
Trackbacks/Pingbacks