Blev jeg lige blitzet der?
På vejen hjem fra svensk studenterweekend i starten af juni tog jeg køretjansen hen over Sjælland og Fyn. Trafikken gik frisk. Undtagen på Vestfyn, hvor der er vejarbejde på motorvejen, hvorfor trafikken ledes i omlagte spor. Der kørte slet ingen i ydersporet, så der kunne jeg tage et godt langt træk.
Pludselig blinkede et skarpt lys fra en mørkeblå kassevogn i kanten af en byggeplads mig lige i ansigtet.
“Blev jeg lige blitzet der?”, sagde jeg højt og forbavset ud i kabinen, selv om Morten sad ved siden af med lukkede øjne, løse læber og en svag knurren fra motoren. Jeg forsøgte at regne ud, hvor hurtigt jeg egentlig havde kørt. Lidt for hurtigt, vist? Men hvor hurtigt? Morten blev sat til at tørre sovesavl af mundvigen og google bødesatser. Så kunne jeg bruge resten af turen til at forlige mig med tanken og således have affundet mig med fakta, inden vi nåede hjem. Og i ro og mag afvente, om billedet blev til noget, eller der måske var fejl i filmen.
Det var der ikke. Der kom et brev til Morten fra Fyns Politi. Det var nemlig hans bil, vi kørte i. Man gjorde rede for den registrerede overtrædelse af færdselsloven, vedlagde et usædvanligt ringe foto af føreren og bad ham om at vedkende sig, at det var noget, han kendte til. Og hvis han ikke ville det, ville han selv blive pålagt en bøde.
Jeg fik brevet stukket i hånden, og så måtte jeg til Internettet og sladre om mig selv. Ja ja ja, det er mig, som har gjort det. Udfylde skemaer og opgive fornødne data. Tak, skrev politiet, så ville de lige tjekke føreren ud i deres registre.
I dag har jeg selv fået et brev fra Fyns Politi. De gør rede for den registrerede overtrædelse af færdselsloven, vedlægger et usædvanligt ringe foto af føreren og meddeler, at køretøjets registrerede bruger har oplyst, at køretøjet på det pågældende tidspunkt blev ført af mig.
Så jeg sigtes for overtrædelse af færdselsloven, og hvis jeg inden den 9. juli oplyser, at ja, ja, ja, det er mig, som har gjort det, vil jeg modtage et bødeforlæg. Så jeg må til Internettet igen og sladre om mig selv. Udfylde skemaer og opgive fornødne data.
Hvornår jeg endelig kan få lov til at betale min retmæssige bøde, ved jeg ikke.