Resten af studenteriet
Vi har en student. Det gik godt i tirsdags. Dansk økonomi var en blandet landhandel, sagde censor og mente vistnok eksaminandens præstation snarere end selve den danske økonomi. Eller jeg tror, det var det, hun mente – jeg hæftede mig bare ved, at knægten var godt tilfreds med karakteren og med at få huen sat på plads og formodentlig også de velmente familiekram.
At blive student er også:
- At blive fejret af sine nærmeste – og få roser og gaver.
- At tage til fest om aftenen – udenbys, så mor må køre en.
- At spise middag med lærerne på gymnasiet, gå i byen og komme så sent hjem, at man når at sige godnat/godmorgen til den første, der står op – den dag man skal ud på studenterkørsel.
- At rende tør for hvide skjorter.
I dag kører de rundt til alle klassekammeraterne i en pyntet lastbil, som jeg ikke så, fordi vi bor i gågaden, hvor man ikke må køre. Men de var her.
Vi havde overvejet, hvad man byder en flok ristede studenter, der rejser fra det ene traktement til det andet hele dagen og i virkeligheden ikke trænger til så meget. En omgang cheeseburgere, dåseøl og –cola og en stabel juicebrikker, var vi blevet enige om. Vi var tredje stop på ruten, klokken halv tolv ville de ankomme, havde vi fået trukket ud af studenten. Og det var han sikker på, insisterede han, da jeg satte ham af ved startstedet i formiddags.
Vi havde bestilt 30 cheeseburgere hos McDonalds til afhentning 11.15 sharp, for klassen havde kun 20 minutters ophold hvert sted, men burgerne skulle også gerne være lidt varme, når studenterne kom. Morten kørte af sted klokken 11…. og ti minutter senere hørte jeg råben, latter, snak og truthorn nede fra gaden, buldren på trapperne – og så ringede dørklokken, og studenterne myldrede ind i lejligheden og ud på terrassen, hvor det heldigvis var tørvejr. “Er der et toilet?”, kvækkede en pige, som tydeligvis havde mistet stemmen for lang tids hujen siden, og så forsvandt to af pigerne ind på badeværelset. En af drengene var hårdt ramt efter flere dages fest og ville hellere have et par Panodil og mente, at hvis han tiggede et par Panodiler hvert sted, kom han nok igennem dagen. Eller også gjorde han ikke. Han så i hvert fald ikke ud til at være bagud med alkoholindtag.
Men de kom jo altså tyve minutter for tidligt ifølge det aftalte, og jeg havde slet ikke nået at stille drikkevarer frem fra køleskabet, og Morten var ikke kommet tilbage med burgerne. Jeg bar dåser og brikker ud og kastede det hele på terrassebordet, præcist så skødesløst som nok i virkeligheden var den allerbedste måde – og Morten kom drønede ind i gården og kastede bilen fra sig ureglementeret tæt på gadedøren og løb op ad trapperne med tre poser varme cheeseburgere, som fremkaldte en kollektiv begejstringsbrummen blandt de unge, og at dømme efter hvor få der var tilbage, da de kort tid efter drog videre, var det det helt rigtige valg, vi havde truffet.
Nu mangler vi dimissionen i morgen med taler, overrækkelse af eksamensbeviser, rektorhåndtryk, musik og hvad der ellers hører til sådan en ceremoni. Og SÅ er der sommerferie. Al studenterhalløjet i denne uge har været så fint og godt, men det er altså også lidt hårdt, også for forældrene.
I aften slapper jeg af. Jeg ved ikke, hvornår studenten kommer hjem, eller hvilken tilstand han er i. Men jeg har vasket de hvide skjorter, så han kan hældes i sådan en, inden han skal skrues i huen og trykke rektor i hånden i morgen.
Og så skal han have pakket til Roskilde Festival, som han tager af sted til lørdag morgen. Godt han er ung og ubekymret.
(Jeg har vasket tøj).
Opdateret: Han er hjemme i god behold og hæderlig tilstand, træt og tilfreds efter en rigtig god dag.
