23. maj 2017 | den store bunke |
I weekenden var jeg i sommerhus med to veninder. Vi var kolleger for ti-femten år siden og har altid haft en forrygende kemi. Nu er vi vidt forskellige steder arbejdsmæssigt, men ses tre-fire gange om året på skift hos hinanden.
Det er aldrig kedeligt. Aldrig nogensinde kedeligt. Det er tosset sjovt. Vi ryger og drikker og snakker og griner og er så skøre, som vi overhovedet orker. Denne gang dansede vi også, kan jeg se på fire billeder, jeg fandt på min telefon dagen efter, men som jeg ikke har nogen erindring om at have taget. Det ligger nogenlunde på samme niveau hver gang, hvor meget vi drikker. Der er ingen grund til at udbasunere, hvor meget, men det sker, at vi dagen efter ikke kan huske alt, hvad vi har snakket om.
Så er det godt, jeg har været så fornuftig at tage noter.
I dag fandt jeg denne note på min telefon. Den øverste, lige over voksennoten med budgettet, er tilføjet i lørdags. Jeg ved ikke, hvad der er gået forud for notatet, men jeg kan godt se, den er vigtig. Det var i hvert fald godt, jeg fik det skrevet, ellers havde jeg ikke vidst, at jeg skulle… dét, jeg skal.
29. juni 2014 | den store bunke |
Jeg er behageligt træt og skal bare bruge denne søndag aften på ingenting og på at være mor til nogen, der ser fodbold.
Vi har været til Molsfest. Sidste år var det sådan her, og det var det rundt regnet også i år. Grundtonen forandrer sig aldrig, og det er det fine ved Molsfesterne. Vi var ikke så mange, men det betød bare, at jeg blev mere opdateret på både dem, der var der, og dem der ikke var, fordi vi fik snakket med alle. Lammet var skrumpet ind til to køller, men det smagte præcist lige så fantastisk, som det har gjort de sidste tre årtier.
Vi kunne ikke sove i Hvide T ligesom sidste år, for den er bortgået, og vi var desuden tre afsted. Derfor var det både lånt bil og lånt telt. Men gammelkendt hyggeligt. Næste generation unge lømler var blandt festdeltagerne, og i nær sammenhæng med dét faktum havde de fleste af pløkkerne i vores telt sluppet taget i jorden, da vi vågnede i morges.
Der var fadøl og sommernat, en smule regn uden for den overdækkede terrasse, snak om nært og fjernt, stort og småt, komisk og tragisk, dybt og overfladisk. Grin, varme og tåbeligheder. Venner gennem det meste af et voksenliv.
Alt var fuldstændig, som det skulle være. Som det har været i det meste af et voksenliv. Hver gang jeg kører hjem derfra, er jeg dybt taknemmelig over at have det i mit liv.
I aften smiler jeg og laver ingenting.
