14. juli 2014 | den store bunke |
Det har sørme været en fin tilvænningsdag for mig og den lille hvide T (Det er ikke dens endelige navn, derfor skrives det ikke med stort L og stort H). Vi har været langt omkring sammen, og der er gjort mange ting for første gang.
Jeg har været på arbejde – det gav den første tur ud på den anden side af byskiltet.
Det har regnet – vinduesviskerne blev brugt.
Har hørt morgenradio. Og har hørt lydbog via bluetooth fra min telefon, der lå i tasken. Det er fileme smart.
Fartbegrænseren er anvendt: 93 km på landevej og 50 eller 60 gennem landsbyer. Det fungerer, og jeg kan allerede mærke, det bliver en god vane.
Svigermor i Randers har fødselsdag og gav kaffe sidst på eftermiddagen – det gav lejlighed til at køre på motorvej.
Ringede til blandt andre min mor undervejs – via ratbetjening og bluetooth fra min telefon, der lå i tasken. Det er fileme smart. Om end min mor sikkert også gerne ville have haft frontkamera på. “Sig mig, hvor kører du?”, “Mellem Randers og Viborg”, “Ja, det er jo et vidt begreb!”, “Nu kører jeg forbi et skilt, hvor der står Viborg 33.”, “Nå, så er du ikke halvvejs endnu.”, “Næh.”
Og så tankede jeg på vejen hjem også. Fuld tank. Det koster det halve af, hvad det kostede at tanke Hvide T op. Men det skyldes nu nok mest, at tanken kun er halvt så stor. Til gengæld er den nye nærmest dobbelt så brændstoføkonomisk.
Lige nu kan jeg ikke komme i tanker om noget, jeg mangler at prøve.
Det skulle da lige være at finde på et navn til den.
13. juli 2014 | den store bunke |
Når Toyota i Viborg overdrager en ny bil til ejeren, mener de det alvorligt. De insisterer på at sætte sløjfe på, og man skal afsætte en times tid til det. Jeg var ikke så vild med sløjfen, men gjorde mig meget umage med at tage hele introduktionen ind. Men jeg havde fået ny mobiltelefon to dage forinden, så min kvote af forstå-nye-ting var stort set allerede brugt på apps. Det vil vise sig, hvor meget der hænger ved.
Jeg er tilsyneladende begejstret for bagagerummets størrelse. Det var nok en fordel at køre nogle uger i en lillebitte bil helt uden bagagerum i stedet for at gå direkte fra stationcar til Aygo.
Her bliver det spændende.
Det eneste, jeg sådan helt forstod, var ’sprinklervæske’.
Rathøjden kan justeres. Så er dét gjort.
Det er meget specielt at have en bil, hvor triptælleren stod på 3 km, da jeg satte mig ind første gang. Det er muligvis den eneste gang i mit liv, det sker. Størrelsen kan næppe imponere nogen, men bilen er fyldt med blærede features, og jeg tror, vi bliver gode venner, den lille endnu unavngivne og jeg.
Det skal nok gå op i en højere enhed, det hele. Min nye telefon og min nye bil har allerede parret sig, og man kan også få en Toyota-app.
9. juli 2014 | den store bunke |
I går gjorde vi to ting, som viste sig at være overraskende fine. Vi gjorde også nogle andre ting, som vi på forhånd havde regnet med ville være fine.
Målet var Blokhus, hvor vi skulle ende med at besøge nogle venner. Vi proppede fire mennesker ind i den lille bitte lejede Toyota iQ, som jeg kører i, indtil jeg får min nye bil. Der er faktisk fire pladser i den, men fordelingen er givet på forhånd, for hvis der sidder nogen på førersædet med længere ben end mine, er der ikke plads til nogen på sædet bagved. Altså var det mig, der kørte.
Det første, der overraskede positivt, var Blokhus Vildtreservat. Der er bisoner, hjorte og vildsvin, men det, vi gik efter, var rovfugleopvisningen. Jeg følte mig først temmelig flået efter at have indløst billetter for et, syntes jeg, noget pebret beløb til noget, der lignede en tør mark med et ensomt skur, men det viste sig at være godt givet ud.
Der blev fløjet med høg, falk, hvidhovedet havørn og en canadisk hornugle. Imponerende fugle, som vi kom helt tæt på.
Så tæt at vi sommetider måtte dukke os, når de fløj imellem os. Høgen strejfede mit hår og Lasses kind med vingerne. Og Astrid holdt bagefter den imponerende ørn på handske. Jeg kan godt forstå, hun ser andægtig ud. Den var også tung.
Det andet, der viste sig at være et besøg værd, var Sandskulpturfestival i Blokhus. En række internationale sandskulptører har lavet værker over temaet Konger, kejsere og herskere gennem tiderne, og det har de gjort godt. Det er altså imponerende, hvad man kan få sand til. Sand, altså. Bittesmå sten, jo. Men der er modelleret, som om det var ler eller beton. Se bare Gandhi, han har negle!
Om selvsamme skulptur overhørte Morten en anden gæst sige: “Hey, det er jo Buddha! Eller … nej, nej, hvor er jeg dum, det er jo Dalai Lama!”
Her er min gamle veninde fra Berlin, Nefertite. Hun er også smuk i sand, sammen med sin Ankhaton
Og kong Arthur er der, King Kong, The King of Rock’n’roll, Kejserens nye klæder, Denghis Khan, Napoelon, Mary Stuart og en masse andre herskerfortolkninger. Det er flot. Se dem, hvis I er i sommerlandet. Det koster kun en halvtredser.
Nå jo, så er der også Træskulpturfestival på samme område. Det er også imponerende, hvad nogen kan med en motorsav.
Til sidst, efter middag med vennerne og inden vi kørte hjem, gik vi ned til Vesterhavet og så solen gå ned. Det er også godt gjort. Af naturen selv, uden menneskelig modellering.
Faktisk er det også imponerende, at de lange mennesker kan foldes ind i sådan en lille bil.
7. juli 2014 | den store bunke |
Jeg har sorteret tøj. Det gik op for mig, at jeg ikke anede, hvad der lå nederst på hylderne, og at det er et stykke tid siden, jeg har været mere end halvvejs nede i stablerne.
Egentlig er det ikke så længe siden, jeg har sorteret, synes jeg, men jeg er nok sådan cirka den dårligste i verden til at smide ud, og man ved jo aldrig, hvornår man får lyst til at have den der tunika fra 2005 på. Hvis man altså kan huske, at man har den.
Men nu skal jeg snart flytte sammen, og selv om Morten sådan cirka er det rummeligste menneske i verden, er der alligevel ingen grund til, at han skal rumme så store mængder af tøj, der både er for gammelt, for umoderne og for småt.
For vi tror ikke rigtigt på, at jeg lige får smidt de der fem ekstra kilo lige om lidt, vel? Så jeg for eksempel kunne komme i alle de bukser, der ligger og venter på dét. Og hvis jeg gjorde… fortjente jeg så ikke noget nyt tøj?
6. juli 2014 | den store bunke |
– Vi har aldrig nogensinde oplevet så store mængder vand. Og jeg har da været her i over 30 år.
Det siger administrende direktør Jesper Overgaard fra Blomsterparken Jesperhus på Mors, der lørdag aften blev ramt af et meget voldsomt skybrud, der satte hele parken under vand.
Sådan skriver de på TV2s Nyheder.
Narh, direktøren har nok ikke oplevet noget lignende, men engang var han tæt på, og jeg sidder på min tredjesal med et stille gys af glæde over, at jeg ikke er en af de 2500 gæster på campingpladsen, som har skullet gå i vand til knæene.
Engang flygtede jeg fra det, og meldingerne om skybruddet i går fik mig til at gå i arkiverne og finde mit masseproducerede julebrev fra 2004, hvor følgende afsnit beskriver det års sommerferie:
Sommerferien blev ikke en af dem, der går ind på succesernes top 10. Det var rigtig dårligt vejr, var det, men som bekendt skal man ikke skyde skylden for en dårlig ferie på vejret. Det var imidlertid en sætning, som var svær at holde fast i, da vi sad i teltet efter tre dage i strid blæst i Jesperhus med en vejrudsigt, der lovede nye nedbørsrekorder, koncentreret i Nordjylland. Ungerne havde en fin ferie, men jeg har nok sjældent følt mig så voksenalene, og jeg tog en principbeslutning: jeg pakkede børn og telt sammen og kørte hjem. Aldrig mere camping alene med ungerne, lovede jeg mig selv og blev bestyrket i, at min tid som teltligger var ovre, da jeg konstaterede, at jeg efter stormen stod med en flækket teltstang, en revnet pose til stænger og en bortblæst pløkpose (ja, den sidste stod jeg så ikke med…!)
Jeg fik oprejsning senere, da jeg havde repareret teltet, og jeg har haft mange lykkelige teltligninger siden, men jeg har lykkeligvis undgået en lignende flugt med 20 kg vådt telt i tagboksen. Jeg føler med campinggæsterne i Nykøbing.
