24. juli 2015 | den store bunke |
Så er det heller ikke mere dramatisk. Det er bare Toyotanøgleringen og mig, der ikke længere skal køre dagligt parløb. Vedhænget bliver ved med at vride sig af ringen, og nu vil jeg ikke mere vride det på igen.
Ti år har vi haft sammen. Jeg fik nøgleringen i fødselsdagsgave af ældste søn, dengang 11 år, da vi var på buscamping i Kroatien (og det her skete). Jeg havde fødselsdag den dag, vi skulle rejse hjem, og han havde været ude i en af de mange turistskrammelboder og købe gave til mig. Selvfølgelig skulle det være en med Toyotalogo på, for det var jo en Toyota, vi havde, og nøgleringen har trofast fulgt mig og mine skiftende nøgler lige siden, hvilket dens ridser og skrammer vidner om. Nu bliver den lagt til hvile.
Ved samme fødselsdag fik jeg også en liter kroatisk likør af vores rejsekammerater. Den smagte godt og holdt ikke nær så længe som nøgleringen.
23. juli 2015 | den store bunke, Heldige mig |
Den helt ustyrligt heldige kombination af at have en kolonihave med så tilpas mange jordbærplanter, at man kan hjembringe lige nok og ikke alt for mange jordbær, og at have en aftenåben soft ice-butik i stueetagen og at have muscovadosirup i køkkenskabet ser sådan ud.
21. juli 2015 | den store bunke, Heldige mig |
Sommetider dumper der uventede oplevelser ned i ens hænder. Karen Dalsgaard, som driver en Bed&Breakfast i Skivholme mellem Silkeborg og Aarhus og skriver bloggen Dalsgaard i Skivholme, lavede i anledning af blogindlæg nummer 1000 en konkurrence og udloddede en overnatning med morgenmad på sin B&B. Jeg læser fast med og smed et par lodder i puljen. Selv om jeg bor kun 50 km fra Skivholme og arbejder ti km derfra, kunne det jo sagtens være en eksotisk oplevelse alligevel.
Og hep, så vandt jeg!
I fredags indløste vi præmien. Da jeg fik fri fra arbejde, kørte jeg til Dalsgaard og checkede ind. Eller… det lyder så hotelagtigt formelt. I virkeligheden var det bare at køre ind og sige goddag til Karen, bese herlighederne, lige få gennemgået faciliteterne og aftale, hvornår vi gerne ville have morgenmad næste dag. Det var sjovt. Et strejf af mærkeligt. Som når man kender nogen uden at kende dem. Som når man plejer at køre i bus med nogen og pludselig møder dem et helt andet sted. Jeg kender Karen fra hendes blog. Pludselig var hun tredimensionel og virkelig. Og det samme var jeg. Måske havde hun det på samme måde med min fremtoning.
Derefter kørte jeg til Aarhus, hvor Morten arbejder i disse sommeruger. Vi drev rundt og turistede den, drak øl ved åen, var i det nyindviede DOKK1 ved Europaplads, der huser bibliotek og borgerservice og en masse andre faciliteter. Det er et virkelig spændende sted, som jeg varmt kan anbefale at besøge. Hvis jeg boede i byen, ville jeg være der tit, læse avis, læse bøger, skrive en bog selv, måske.
Vi spiste os trimlemætte i moules marinières på Restaurant Latin i Klostergade. Det kan jeg også anbefale. Og så kørte vi mod Skivholme. Vi var trætte efter en lang arbejdsuge, men gik en lille tur ud og kiggede på de nære og kønne omgivelser. Bare ned til bækken, altså, inden vi drak et glas rødvin og væltede i seng i det rosa værelse.
Vi sov.
Og sov.
Og sov.
Godt og længe, lige til Karen vækkede os og sagde, at der var morgenmad. Vi havde intet hørt. Men der var dækket op i stuen med kaffe og juice, tre slags hjemmebagte boller, hjemmelavet marmelade og lækre oste. Og så sad vi i hjørnet og kiggede ud over haven og markerne og nød solens spil i træernes løv.
Karen kom over, og vi snakkede længe. For det er en del af oplevelsen. Bed and breakfast, når det er bedst, er som at bo på hotel i private omgivelser. Vi fik stedets historie, værternes historie, snak om fortid og nutid, omgivelserne. Det var hyggeligt.
Inden vi tjekkede ud, kiggede vi på staudehaven og gik en tur op på den stejle mark ovenfor gården, som de kalder Østrig. Herfra ser man viden om, og nedenfor ligger Dalsgaard og luner sig mellem vejsving og bakker, parat til at tage imod gæster.
B&B’en ligger i en af længerne i en ombygget kostald med to værelser, det rosa og det blå, og en fælles stue fyldt med mormormøbler og loppefund. Det er så fint, og jeg er rigtig glad for, at det var mit navn, der blev trukket op af hatten.
Sådan et ophold på Dalsgaard, dét kan jeg godt anbefale.
20. juli 2015 | den store bunke, Heldige mig |
Det var min fødselsdag i går. Den var fuld af overraskelser.
Den var tænkt stille og fredelig og måske med en tur i kolonihaven med kaffe. Tre af vores fire børn var på ferie med deres mor/far/ven. Ældste søn var hos os om formiddagen og skulle ved middagstid af sted på ferie med nogle kammerater, og så var resten af dagen fri til stille tullen rundt og måske en gåtur.
Morten havde lavet dej til morgenboller aftenen før og ville lave morgenmad til os. Sådan noget er han god til. Klokken fem stod han op. Jeg vågnede ved det og var måske alligevel en smule spændt. Så spillede jeg lidt Candy Crush og fik heldigt fingre i to timers ubegrænset liv. Der lå jeg og var i bolsjehimlen, indtil jeg faldt i søvn igen og sov, til jeg blev purret til morgenbord og fine gaver, både fra de to, som var til stede, og fra de fraværende. Gode, gode gaver. Og overraskende gaver!
Jeg glæder mig til at indløse gaven fra Laura. Hun inviterer mig på forlænget weekend i moderne bloggeres højborg Budapest. Jeg er glad og rørt og skal prøve at pudse mine gamle og hengemte ungarskkundskaber af fra starten af firserne, da jeg læste sprogvidenskab på Aarhus Universitet. Ellers må jeg nøjes med at sige øl, vin, skål og tak, for dem kan jeg.
Niels spurgte, om jeg ville køre ham ud til hans og kammeraternes mødested, hvorfra de skulle køre sammen til lufthaven. Det ville jeg selvfølgelig, og Morten foreslog, at jeg samtidig kørte i haven efter kartofler til aftensmaden. Jamen, gerne. Jeg tog af sted og fik sagt farvel og god ferie til Niels, og i haven gav jeg mig god tid til også at rense kartoflerne, inden jeg kørte hjem….
… hvor bordet var dækket, hvor gode venner stod i en rand og råbte tillykke, hvor Morten havde stillet an med en lang række lækkerier og en overflod af småretter, som han havde lavet, uden at jeg havde fattet den mindste mistanke.
I de tidlige morgentimer havde han pisket rundt og bagt og blendet, skrællet og kogt. Og gemt mad – og skrald – af vejen på hemmelige steder på værelser og terrasse, så jeg ikke skulle opdage det. Og lavet aftaler bag min ryg og konspireret med Niels, som oprindeligt havde tænkt sig at spadsere til mødestedet med sin kuffert. Men jeg skulle jo af vejen, og da jeg var ude, sprintede Morten rundt igen og kogte og snittede og blandede og pyntede og tog imod gæster.
Jeg fik flere gaver og blev fejret grundigt.
Fantastisk! Hvor var jeg glad. Og heldig!
Om aftenen var jeg ude for at teste mit nye løbeur. Det var også en overraskelse. Både gaven og det faktum, at jeg løb.
Der var én, der skrev en hilsen på indkøbstavlen i køkkenet. Den beskriver dagen præcist.
16. juli 2015 | den store bunke |
Ha. Sjovt. Jeg tager lige et billede. Fedt. Jeg tager lige et billede. Det her skal jeg huske. Jeg tager lige et billede. På den måde kan der samle sig meget skrammel og sært sammen i løbet af en dag. I dag hentede jeg det her fra kamerarullen.
Jeg øver mig i at lytte til Knausgaard igen. Han behersker sit sprog elegant, suverænt og stærkt billedskabende. Det er smør for øregangene, men det kræver stor koncentration.
I kolonihaven så jeg, at agurkedyrkningen har båret frugt. Det er miniagurker, men i close up er de mega. Gode og sprøde er de også.
I en af de andre haver har nogen fået nok og har sat et skilt op. Ryt så op efter jær! Venligst, altså.
Der var jordbær med hjem. Så var der aftensødt igen. Man skal huske at dokumentere det, ellers kan ingen være sikre på, at det findes.
Store søn tager snart på ferie og skiftede profilbillede i går. Til det her. Med hashtagget #Rhodosklar. Ømt billede. Han var knapt tre år og meget glad for sit grønne snorkelsæt. Det var også hans snarrådige løsning en dag, jeg bagte klatkager. Der kom rigeligt røg i køkkenet, og han udbrød glad: “Jeg henter lige mine dykkerbriller”.
Så var der ikke mere.
