A day at the races

Engang for længe, længe siden var jeg på travbanen sammen med min kæreste. Vi var midt i tyverne, studerende, og vi kiggede ind i en verden, vi overhovedet ikke kendte til. Vi var unge og filosofiske, og vi nikkede til hinanden og sagde om livet og folkene omkring travbanen, at det ’virkelig er en subkultur’. I virkeligheden var det vel bare fremmed for os, langt fra vores egen verden, og derfor blev vi nødt til at beskrive det med ord, der placerede det ukendte i en kasse, vi kunne forholde os til.

Racing1

I dag var jeg på travbanen igen, denne gang med en flok kolleger. Som udgangspunkt er det stadig fremmed for mig, og jeg er sikkert nødt til at komme der flere gange for at forstå. Ja, altså, jeg forstår jo godt, at det handler om at være den hurtigste hest på banen. Punktum. Der er en vinder i hvert løb, og vinderen er den hest, der kommer først over målstregen. Enkelt.

Men så kan man spille på alle mulige kombinationer. Hvilken hest vinder, hvilke to eller flere heste bliver blandt de første to, tre eller flere og i hvilken rækkefølge. Og afhængigt af hvordan der spilles, ændres odds. Den del af det er indviklet, og egentlig havde jeg besluttet ikke at spille. Men så blev jeg alligevel fristet til at smide en seddel i en fællespulje, der blev administeret af den væddeløbskyndige kollega. Jeg var overbevist om, at pengene blev røgtet bedre i hans hænder end i mine. Det gik nu ikke så godt. Men andre af kollegerne spillede og vandt. Eller tabte.

Der var otte travløb og to galopløb. Jeg havde taget mit åbne sind og mine nysgerrige øjne på. Hestene er hurtige og elegante, kuske og ryttere har tosset tøj på, og det er en fin måde at tilbringe en fredag eftermiddag. Det er det vigtigste, jeg fik med mig hjem. Når nu nummer 3, 6 og 9 ikke vandt, når de skulle, og nummer 7 svigtede, og nummer 5 og 2 slog over i galop, når de ikke skulle.

Racing1aRacing2

 

Glad gevinst

 

Dalsgaard5

Sommetider dumper der uventede oplevelser ned i ens hænder. Karen Dalsgaard, som driver en Bed&Breakfast i Skivholme mellem Silkeborg og Aarhus og skriver bloggen Dalsgaard i Skivholme, lavede i anledning af blogindlæg nummer 1000 en konkurrence og udloddede en overnatning med morgenmad på sin B&B. Jeg læser fast med og smed et par lodder i puljen. Selv om jeg bor kun 50 km fra Skivholme og arbejder ti km derfra, kunne det jo sagtens være en eksotisk oplevelse alligevel.

Og hep, så vandt jeg!

I fredags indløste vi præmien. Da jeg fik fri fra arbejde, kørte jeg til Dalsgaard og checkede ind. Eller… det lyder så hotelagtigt formelt. I virkeligheden var det bare at køre ind og sige goddag til Karen, bese herlighederne, lige få gennemgået faciliteterne og aftale, hvornår vi gerne ville have morgenmad næste dag. Det var sjovt. Et strejf af mærkeligt. Som når man kender nogen uden at kende dem. Som når man plejer at køre i bus med nogen og pludselig møder dem et helt andet sted. Jeg kender Karen fra hendes blog. Pludselig var hun tredimensionel og virkelig. Og det samme var jeg. Måske havde hun det på samme måde med min fremtoning.

Derefter kørte jeg til Aarhus, hvor Morten arbejder i disse sommeruger. Vi drev rundt og turistede den, drak øl ved åen, var i det nyindviede DOKK1 ved Europaplads, der huser bibliotek og borgerservice og en masse andre faciliteter. Det er et virkelig spændende sted, som jeg varmt kan anbefale at besøge. Hvis jeg boede i byen, ville jeg være der tit, læse avis, læse bøger, skrive en bog selv, måske.

Vi spiste os trimlemætte i moules marinières på Restaurant Latin i Klostergade. Det kan jeg også anbefale. Og så kørte vi mod Skivholme. Vi var trætte efter en lang arbejdsuge, men gik en lille tur ud og kiggede på de nære og kønne omgivelser. Bare ned til bækken, altså, inden vi drak et glas rødvin og væltede i seng i det rosa værelse.

Vi sov.

Og sov.

Og sov.

Godt og længe, lige til Karen vækkede os og sagde, at der var morgenmad. Vi havde intet hørt. Men der var dækket op i stuen med kaffe og juice, tre slags hjemmebagte boller, hjemmelavet marmelade og lækre oste. Og så sad vi i hjørnet og kiggede ud over haven og markerne og nød solens spil i træernes løv.

Dalsgaard2

Karen kom over, og vi snakkede længe. For det er en del af oplevelsen. Bed and breakfast, når det er bedst, er som at bo på hotel i private omgivelser. Vi fik stedets historie, værternes historie, snak om fortid og nutid, omgivelserne. Det var hyggeligt.

Dalsgaard3

Inden vi tjekkede ud, kiggede vi på staudehaven og gik en tur op på den stejle mark ovenfor gården, som de kalder Østrig. Herfra ser man viden om, og nedenfor ligger Dalsgaard og luner sig mellem vejsving og bakker, parat til at tage imod gæster.

Dalsgaard4

B&B’en ligger i en af længerne i en ombygget kostald med to værelser, det rosa og det blå, og en fælles stue fyldt med mormormøbler og loppefund. Det er så fint, og jeg er rigtig glad for, at det var mit navn, der blev trukket op af hatten.

Sådan et ophold på Dalsgaard, dét kan jeg godt anbefale.