23. juli 2017 | den store bunke |
En billedkavalkade fra solbeskinnede fjelde og dale må være på sin plads i dag. Vi skal nyde vejret, når det er der, og når det er godt, for vi ved ikke, hvad vejrtjenesterne byder os de kommende dage. Yr.no og pent.no er ikke enige, og vi kan ikke gøre noget ved det, ud over at vente og se og så i øvrigt bare klæde os ordentligt på og have rigeligt med Kvikklunsj – Hele Norges tursjokolade med.
Men i dag. Dér var det godt, og det udnyttede vi til feriens første vandretur. På med vandreklunset og ned i rygsækken med madpakker og primus. Vi kørte sydpå og drejede til højre, stillede bilen, da vi nåede Haugsjå, og gik opad på en tur, vi havde set i en brochure. Den var ikke mærket af, så vi kom nok ikke til at gå helt den rute, vi havde regnet med, men det blev så bare en anden flot tur.
Al den gåen gjorde voldsomt sulten, og vi kørte videre ned til noget af alt det sø, der er i Norge, og sad under bagklappen i bilen og kiggede på noget pænt, mens vi spiste madpakkerne.
Det næste mål var Jettegrytene, som er naturens eget badeland, dannet af smeltevand gennem tusinder af år. Det er svært at beskrive med ord, både stedets fysiske omfang og dets egenart. Billederne fortæller lidt, og ellers er det bare at komme derud, hvis man er på de kanter. Men vælg en dag med godt vejr, for stedet indbyder til at tage tøjet af og glide i vandet. Det ligger bogstaveligt talt helt ude i skoven. Først kører man otte kilometer på asfaltvej fra Haugsjå og derefter yderligere otte kilometer på en smal grusvej, der snor sig op og ned igennem og rundt om fjelde for til sidst at ende på en parkeringsplads, hvorfra der kun er kort til fods til dette her:
Fyren, der står på klippen oppe til højre, sprang på hovedet ned kort efter, at jeg tog billedet. Der er altså dybt i nogle af de huller.
Det var den dag. Den gik godt.
Aftenhimlen lover … ja, jeg ved faktisk ikke, hvad den lover. Men den er så pæn, at det sikkert er noget godt.
22. juli 2017 | den store bunke |
Jeg har set billeder af panoramaer med blødt, gyldent solnedgangslys over toscanske bakker og franske bjerge på Instagram og Facebook. Folk er generelt glade for deres ferieudsigter, og det forstår man jo godt.
Her er min. Jeg er søgt mod de enkle, nordiske landskaber, hvor fjeldene spejler sig i vandet, lyset holder ved til langt ud på aftenen, og dyrene pusler i underskoven, når vi går aftentur.
De næste dage når blikket højt og langt, når jeg kigger ud af køkkenvinduet om morgenen, ned over engene og skoven, ud over søen og fjeldene på den anden side og himmelhøjt. Vi er tilbage. Her er stadig smukt.
5. juli 2016 | den store bunke |
I får altså lige en enkelt vandrehistorie mere fra Norge. Turen op til Hægefjell havde jeg glædet mig til, og jeg er så glad for, at vi fik den med. Vejret var godt, og det var godt, for at gå turen i regnvejr ville have været skidt, både for udsigten og for sikkerheden.
Når man står nede på skovvejen, hvor turen starter, er det virkelig uvirkeligt, at vi skal dérop. Vi er i 585 meters højde over havet, og der er 436 meter op til toppen.
Her forlader vi skovvejen og begynder opstigningen. Der var en gruppe foran os, som vi halede ind på nede på skovvejen, og vi havde talt om, at det ville være rart at komme ind på stien opad før dem. Der var et barn med, og vi troede, at vi så ville gå i et raskere tempo end dem. Men de var nordmænd. Vi kom ikke ind på stien før dem, og de var oppe længe før os.
Det var stejlt, – vi steg 400 højdemeter over tre kilometer, og det trak tænder ud. Vi pustede og holdt snildt varmen.
Men se så lige, hvad vi kom op til.
To på toppen.
Madpakken var god med den udsigt.
Derovre er der lige en sky, der hælder sit vand ud. Det står helt bogstaveligt ned i stænger. Heldigvis ikke på os.
Vi får kaffe.
Den der lille, tynde vej dernede ved siden af elven, som snor sig… det var der, vi gik før.
Det var lige så stejlt nedad. Det var samme vej, faktisk.
Når man går nede på skovvejen igen, er det lige så uvirkeligt, at man lige har stået déroppe. Men vi kunne mærke i vores ben, at det var rigtigt, og vi var nødt til at blive ved at gå og gå og ikke stoppe, for så ville vi aldrig være kommet i gang igen.
Turen var 10,5 km og tog 4,5 time inklusiv kaffepause. Toppen af Hægefjell er 1021 meter over havet.
Vi fejrede bedriften med at dele en flaske. Vi kunne ikke finde champagneglassene, men jeg lover, at på sådan en dag smager Cava akkurat lige så knaldgodt af ølglas.
2. juli 2016 | den store bunke |
Vi er lidt over halvvejs i fjeldferien, og i dag har jeg tænkt meget over, hvor gode Morten og jeg er til at holde ferie sammen. Det kan man jo ikke være sikker på, når man møder hinanden ved at slå til på en datingside. Man håber og tror selvfølgelig, at man har gjort en god handel, men der er så mange faktorer, der skal spille sammen, at man ikke kan være sikker på at score på alle parametre. Det er noget, der skal vise sig med tiden.
Vi har holdt storbyferier sammen, både alene og med børn, og med dem har vi også været i sommerhus, på charterferie og på flerdages kanoture. Vi har aldrig talt om vandreferie, bortset fra dengang, vi var på skiferie i Østrig, og det viste sig, at alpinskiløb ikke helt er noget for mig (langrend ja, alpin nej), og jeg nævnte, at det kunne være sjovt at komme tilbage om sommeren og vandre.
Før denne tur til Norge har der heller ikke været snak om vandring i særdeleshed. Jeg har bare gerne villet vise ham det her fantastiske sted, jeg har adgang til, og jeg har haft et par vandrestier i tankerne, som jeg har gået før, og hvor jeg ved, der er pænt og god udsigt. Og så har jeg tænkt, at jeg gerne ville op på Hægefjell på 1021 m, som ligger en god mil nord for, hvor vi bor. Og jeg havde fået nye, ordentlige vandrestøvler, men det var ikke som sådan et mål for ferien at indtage terræn til fods. Bare noget vi kunne gøre, hvis det var det, vi fik lyst til.
For mange år siden har jeg vandret i både Grønland, Lapland og Norge med min daværende mand, – det var den slags ferier, vi tog på sammen, og jeg har egentlig ikke tænkt den slags aktiviteter ret meget ind i mine ferier siden.
Men det har vist sig at være rigtig fedt at gøre det på den her tur, og det ender med at blive til en hel del kilometer. Eller rettere timer, for på fjeldvandring regner man i tid fremfor afstand. Det kan være stejlt og besværligt at gå, og så kan det jo være lige meget, om der kun er en halv kilometer, hvis det tager en time at tilbagelægge distancen.
Vi er heldigvis begge sådan nogle, der kan få en formiddag til at gå med at rode med vores gadgets, – spille og opdatere os og læse netaviser, mens det småregner udenfor, og vi egentlig ikke er kommet længere end til nattøj og kaffe. På den måde ligner vi hinanden, og ingen af os står og trækker utålmodigt i den anden, og det er helt i orden at lave ingenting, er vi enige om. Men når vi så kommer af sted, er det virkelig, virkelig dejligt – og heldigt, at det er det samme, vi godt kan lide at gøre.
I går var det at sejle med Norges mindste kabelfærge over Nisser, køre en lang tur op over fjeldene i stejle hårnålesving, se landets næstmindste stavkirke i Eidsborg, drikke kaffe og spise ostekage på Vest-Telemark Museum, køre ned gennem Fyresdal og hjem over fjeldet.
I dag var at køre en lille tur i bilen, med støvler og rygsæk parat for en sikkerheds skyld, spontant at vælge en turløjpe på vejen, at gå opad, opad, opad og at sidde med vand og KvikkLunsj på Solåsknatten, da solen endelig kom frem. Hvor var det godt.
Og i morgen ser det ud til, at vejret bliver godt, så der satser vi på Hægefjellturen.
Det er egentlig mærkeligt, at vi aldrig har tænkt på vandreferie. Vi har trods alt kendt hinanden i fire et halvt år. Men noget viser sig altså først efter lang tid.
Vi har også først lige fundet ud af – på færgen herop, faktisk – at vi begge to er vilde med Bounty. Chokoladen, altså.
Norges mindste kabelfærge. Det er ikke rampen. Det er færgen.
Stavkirken i Eidsborg. Norges næstmindste
Bandak
Det her bliver det næste hit: Et svævende telt.
Turløjpeklar
Afmærkning på Solåsknatten.
Det hele værd. Manden og udsigten.
1. juli 2016 | den store bunke |
Når man opholder sig i de norske fjelde, kigger man ofte opad. Dels for at se, hvor den næste afmærkning af turløjpen er, dels for at greje skyernes drift og vurdere, om det er smart at tage jakken på nu, – inden bygen kommer.
Vejret skifter hele tiden her. Vi kigger op og får sol i ansigtet og rammes af en frisk vind. Det næste øjeblik, når vi kigger op, drypper det. Sådan er Norge. Selv meteorologerne på yr.no, som vi ellers sætter vores lid til, når vi skal beslutte, hvornår det er bedst at lægge de ture, vi gerne vil ud på, er i vildrede. I går skrev de: “Se opp! Mange byger i #SørNorge i dag, men vanskelig å varsle nøyaktig hvor de treffer og til riktig tidspunkt på Yr”. Jamen, hvordan skal et par danskersnuder så kunne gøre andet end bare at se op og ellers pakke en regnfrakke med i rygsækken?
I dag er vi ikke i tvivl. Det regner. Meteorologerne tweeter: “Fredagen starter med sammenhengende regn i #SørNorge, senere går det over til regnbyger. Ikke glem paraplyen!”, og så slutter de med fire emojis: en glad smiley, en paraply med regn på, en sky med regn – og en bruser. Nu er vi slet ikke i tvivl. Men vi sidder lunt og godt i køkkenet og lider ingen nød. Det er hyggeligt, og senere kører vi en tur, når vi sådan lige har fået besluttet, hvor vi vil henad.
I går vandrede vi op på fjeldet bag huset. En relativt letgået rute på et par timer, som jeg har gået nogle gange før med børn helt ned til 4-5 år. Det er en smuk tur med udsigt ud over sø og fjelde. Med spor af elge og med blåbær, der bliver modne om nogle uger. Billederne taler for sig selv.
Senere kørte vi op for at bade i en å, der strømmer ned over fjeldet og danner små gryder og strømme, som man kan være heldig at dyppe sig i. Det lykkedes ikke helt for mig at komme i, klipperne nede i vandhullerne er vildt glatte og umuligt at finde fodfæste på, og så er vandet i øvrigt p-koldt! Men pænt er det deroppe, og nøgne var vi. Og primussen var med, så vi fik alligevel kaffe og chokolade. Måske prøver vi lidt længere nede ad elven en anden dag.
