Risiko for at danne grimme billeder
Dette indlæg ledsages ikke af nogen fotodokumentation. Det er for stærke sager. I kan selv danne jeres billeder.
Jeg tror aldrig, jeg har haft så mange myggestik og knotbid på én gang, som jeg har netop nu. Jeg har dem med hjem fra Norge, og på mystisk vis synes de at blive flere, som dagene efter hjemkomsten går. Eller også har de bare indbygget varierende “klækning” og starter kløe på forskellige tidspunkter. For de klør. Klør. Klør. Hele tiden. Et eller andet sted på kroppen. Eller flere steder. Det skifter. Lige nu er det over venstre øjenbryn, på venstre kindben, på højre hofte og et sted højt på ryggen lidt til højre. Jeg prøver at ignorere det.
Jeg har altid været god til at få myggestik. Hvor jeg end har været, er rygtet gået blandt myggene, at “hun er dér!”, og så er de strømmet til med hele deres familie. Denne gang er det bare helt ekstremt. Jeg har opgivet at tælle, men der er i hundredvis. Rundt om øjnene, i panden, på kinderne, på halsen, i ørerne, på hænderne, på arme og ben, på ryggen, på maven, på siderne. Jeg har sært nok ingen på fødderne. Endnu. Jeg ligner et rødbakket landskab, en pukkelpist. En med skoldkopper.
Det virker en smule tarveligt at have alt det med hjem. Det var måske lidt mere i orden i Norge, hvor jeg sådan lidt selv var ude om det. At smide tøjet for at bade i en elv, at være udenfor og få gode oplevelser. Det skal man så åbenbart straffes for, men fred med det da. Men at være hjemme i Danmark, og de så bliver ved med at materialisere sig med kløe med kradsning og blod og sår til følge. Dét er altså råddent.
Så, nu gik der ét i gang på låret. Og i hovedbunden, lige i min skilning. Og på venstre skinneben.
Det gode er, at jeg ikke står for at skulle på badeferie!
