Hvor tager madpakkerne hen, når de tager af sted?
Når den daglige madpakke er smurt, og posen med den frysetørrede kaffe er i rygsækken sammen med primus og foldekopper, vil alle selvfølgelig gerne vide, hvor de tager hen.
Det kan være på vandretur på fjeldet. Eller til en solbeskinnet klippeblok ved en sø, hvor man kan bade. I bilen nordover på en bygevejrsdag. Det er altid spændende. Også for madpakkerne.
Der har for eksempel været madpakker med ad den stejle, blå turløjpe op på Lindefjell, som rejser sig 691 meter over havet, og hvorfra der er vid udsigt over Nisser.
Her.
Der har også været madpakker med igennem Kviteseid, hvor skyerne sad lavt den dag.
Og madpakkerne har været i Morgedal, som bryster sig af at være skisportens vugge, fordi det var her, Sondre Nordheim kom fra, og han betragtes som den første og største pioner inden for moderne skiløb. I hvert fald gad Sondre ikke ret meget andet end at løbe og lege på ski og udvikle bedre bindinger og skiteknikker, og nu er han foreviget som statue i Morgedal. Foran ham står Morten og sender livevideo, men han står der ikke permanent.
Madpakkerne har også set bålfadet på stentårnet i søen i Morgedal, hvor den olympiske ild blev tændt som starten på fakkelstafetten inden OL i Lillehammer 1994.
Fælles for alle madpakkerne er, at de har været i godt selskab. Vi har det godt. Vi snakker og griner og lægger mærke til alle mulige ting og funderer over meget sjovt, skævt og forunderligt undervejs. Vi er også stille sammen og fordybede hver for sig. Men frem for alt er vi gode sammen, synes vi selv. Vi snakkede om det i dag, efter at vi på en rasteplads ved en serie hårnålesving ned mod Kviteseid havde set et par, der var holdt ind for at spise madpakke. Vi var også kørt ind, og faktisk stod de lidt i vejen for et godt fotomotiv – og de gav sig god tid. Men de snakkede ikke sammen. Ikke et ord sagde de til hinanden. Det virkede, som om de mere spiste parallelt end sammen. Det kan der være mange grunde til, og man skal selvfølgelig altid huske, at det, man tilfældigt overværer, bare er et nedslag i en lang række af øjeblikke. Man ved ikke, hvad der er sket før, eller hvad der kommer efter. De kan have været skrupsultne og helt sukkerkolde, så der ikke var kræfter til også at snakke, eller de kan have aftalt lige at holde mund, mens de spiste, fordi de bare havde jodlet og sunget hele vejen fra Seljord eller Åmot. Eller de kan have været løbet tør for ord for altid. Vi ved det ikke.
Jeg er bare sikker på, at vores madpakker har det sjovere end deres.
