Der er vejr på fjeldet
Når man opholder sig i de norske fjelde, kigger man ofte opad. Dels for at se, hvor den næste afmærkning af turløjpen er, dels for at greje skyernes drift og vurdere, om det er smart at tage jakken på nu, – inden bygen kommer.
Vejret skifter hele tiden her. Vi kigger op og får sol i ansigtet og rammes af en frisk vind. Det næste øjeblik, når vi kigger op, drypper det. Sådan er Norge. Selv meteorologerne på yr.no, som vi ellers sætter vores lid til, når vi skal beslutte, hvornår det er bedst at lægge de ture, vi gerne vil ud på, er i vildrede. I går skrev de: “Se opp! Mange byger i #SørNorge i dag, men vanskelig å varsle nøyaktig hvor de treffer og til riktig tidspunkt på Yr”. Jamen, hvordan skal et par danskersnuder så kunne gøre andet end bare at se op og ellers pakke en regnfrakke med i rygsækken?
I dag er vi ikke i tvivl. Det regner. Meteorologerne tweeter: “Fredagen starter med sammenhengende regn i #SørNorge, senere går det over til regnbyger. Ikke glem paraplyen!”, og så slutter de med fire emojis: en glad smiley, en paraply med regn på, en sky med regn – og en bruser. Nu er vi slet ikke i tvivl. Men vi sidder lunt og godt i køkkenet og lider ingen nød. Det er hyggeligt, og senere kører vi en tur, når vi sådan lige har fået besluttet, hvor vi vil henad.
I går vandrede vi op på fjeldet bag huset. En relativt letgået rute på et par timer, som jeg har gået nogle gange før med børn helt ned til 4-5 år. Det er en smuk tur med udsigt ud over sø og fjelde. Med spor af elge og med blåbær, der bliver modne om nogle uger. Billederne taler for sig selv.
Senere kørte vi op for at bade i en å, der strømmer ned over fjeldet og danner små gryder og strømme, som man kan være heldig at dyppe sig i. Det lykkedes ikke helt for mig at komme i, klipperne nede i vandhullerne er vildt glatte og umuligt at finde fodfæste på, og så er vandet i øvrigt p-koldt! Men pænt er det deroppe, og nøgne var vi. Og primussen var med, så vi fik alligevel kaffe og chokolade. Måske prøver vi lidt længere nede ad elven en anden dag.