I får altså lige en enkelt vandrehistorie mere fra Norge. Turen op til Hægefjell havde jeg glædet mig til, og jeg er så glad for, at vi fik den med. Vejret var godt, og det var godt, for at gå turen i regnvejr ville have været skidt, både for udsigten og for sikkerheden.
Når man står nede på skovvejen, hvor turen starter, er det virkelig uvirkeligt, at vi skal dérop. Vi er i 585 meters højde over havet, og der er 436 meter op til toppen.
Her forlader vi skovvejen og begynder opstigningen. Der var en gruppe foran os, som vi halede ind på nede på skovvejen, og vi havde talt om, at det ville være rart at komme ind på stien opad før dem. Der var et barn med, og vi troede, at vi så ville gå i et raskere tempo end dem. Men de var nordmænd. Vi kom ikke ind på stien før dem, og de var oppe længe før os.
Det var stejlt, – vi steg 400 højdemeter over tre kilometer, og det trak tænder ud. Vi pustede og holdt snildt varmen.
Men se så lige, hvad vi kom op til.
To på toppen.
Madpakken var god med den udsigt.
Derovre er der lige en sky, der hælder sit vand ud. Det står helt bogstaveligt ned i stænger. Heldigvis ikke på os.
Vi får kaffe.
Den der lille, tynde vej dernede ved siden af elven, som snor sig… det var der, vi gik før.
Det var lige så stejlt nedad. Det var samme vej, faktisk.
Når man går nede på skovvejen igen, er det lige så uvirkeligt, at man lige har stået déroppe. Men vi kunne mærke i vores ben, at det var rigtigt, og vi var nødt til at blive ved at gå og gå og ikke stoppe, for så ville vi aldrig være kommet i gang igen.
Turen var 10,5 km og tog 4,5 time inklusiv kaffepause. Toppen af Hægefjell er 1021 meter over havet.
Vi fejrede bedriften med at dele en flaske. Vi kunne ikke finde champagneglassene, men jeg lover, at på sådan en dag smager Cava akkurat lige så knaldgodt af ølglas.
Trackbacks/Pingbacks