En vandrehistorie

I får altså lige en enkelt vandrehistorie mere fra Norge. Turen op til Hægefjell havde jeg glædet mig til, og jeg er så glad for, at vi fik den med. Vejret var godt, og det var godt, for at gå turen i regnvejr ville have været skidt, både for udsigten og for sikkerheden.

Når man står nede på skovvejen, hvor turen starter, er det virkelig uvirkeligt, at vi skal dérop. Vi er i 585 meters højde over havet, og der er 436 meter op til toppen.

Haegefjell14

Haegefjell2

Her forlader vi skovvejen og begynder opstigningen. Der var en gruppe foran os, som vi halede ind på nede på skovvejen, og vi havde talt om, at det ville være rart at komme ind på stien opad før dem. Der var et barn med, og vi troede, at vi så ville gå i et raskere tempo end dem. Men de var nordmænd. Vi kom ikke ind på stien før dem, og de var oppe længe før os.

Haegefjell3

Det var stejlt, – vi steg 400 højdemeter over tre kilometer, og det trak tænder ud. Vi pustede og holdt snildt varmen.

Haegefjell4

Men se så lige, hvad vi kom op til.

Haegefjell5

To på toppen.

Haegefjell13

Madpakken var god med den udsigt.

Haegefjell6

Derovre er der lige en sky, der hælder sit vand ud. Det står helt bogstaveligt ned i stænger. Heldigvis ikke på os.

Haegefjell7

Vi får kaffe.

Haegefjell8

Den der lille, tynde vej dernede ved siden af elven, som snor sig… det var der, vi gik før.

Haegefjell9

Det var lige så stejlt nedad. Det var samme vej, faktisk.

Haegefjell10

Når man går nede på skovvejen igen, er det lige så uvirkeligt, at man lige har stået déroppe. Men vi kunne mærke i vores ben, at det var rigtigt, og vi var nødt til at blive ved at gå og gå og ikke stoppe, for så ville vi aldrig være kommet i gang igen.

Haegefjell11

Turen var 10,5 km og tog 4,5 time inklusiv kaffepause. Toppen af Hægefjell er 1021 meter over havet.

Vi fejrede bedriften med at dele en flaske. Vi kunne ikke finde champagneglassene, men jeg lover, at på sådan en dag smager Cava akkurat lige så knaldgodt af ølglas.

Haegefjell12

Om at kunne holde ferie sammen

Vi er lidt over halvvejs i fjeldferien, og i dag har jeg tænkt meget over, hvor gode Morten og jeg er til at holde ferie sammen. Det kan man jo ikke være sikker på, når man møder hinanden ved at slå til på en datingside. Man håber og tror selvfølgelig, at man har gjort en god handel, men der er så mange faktorer, der skal spille sammen, at man ikke kan være sikker på at score på alle parametre. Det er noget, der skal vise sig med tiden.

Vi har holdt storbyferier sammen, både alene og med børn, og med dem har vi også været i sommerhus, på charterferie og på flerdages kanoture. Vi har aldrig talt om vandreferie, bortset fra dengang, vi var på skiferie i Østrig, og det viste sig, at alpinskiløb ikke helt er noget for mig (langrend ja, alpin nej), og jeg nævnte, at det kunne være sjovt at komme tilbage om sommeren og vandre.

Før denne tur til Norge har der heller ikke været snak om vandring i særdeleshed. Jeg har bare gerne villet vise ham det her fantastiske sted, jeg har adgang til, og jeg har haft et par vandrestier i tankerne, som jeg har gået før, og hvor jeg ved, der er pænt og god udsigt. Og så har jeg tænkt, at jeg gerne ville op på Hægefjell på 1021 m, som ligger en god mil nord for, hvor vi bor. Og jeg havde fået nye, ordentlige vandrestøvler, men det var ikke som sådan et mål for ferien at indtage terræn til fods. Bare noget vi kunne gøre, hvis det var det, vi fik lyst til.

For mange år siden har jeg vandret i både Grønland, Lapland og Norge med min daværende mand, – det var den slags ferier, vi tog på sammen, og jeg har egentlig ikke tænkt den slags aktiviteter ret meget ind i mine ferier siden.

Men det har vist sig at være rigtig fedt at gøre det på den her tur, og det ender med at blive til en hel del kilometer. Eller rettere timer, for på fjeldvandring regner man i tid fremfor afstand. Det kan være stejlt og besværligt at gå, og så kan det jo være lige meget, om der kun er en halv kilometer, hvis det tager en time at tilbagelægge distancen.

Vi er heldigvis begge sådan nogle, der kan få en formiddag til at gå med at rode med vores gadgets, – spille og opdatere os og læse netaviser, mens det småregner udenfor, og vi egentlig ikke er kommet længere end til nattøj og kaffe. På den måde ligner vi hinanden, og ingen af os står og trækker utålmodigt i den anden, og det er helt i orden at lave ingenting, er vi enige om. Men når vi så kommer af sted, er det virkelig, virkelig dejligt – og heldigt, at det er det samme, vi godt kan lide at gøre.

I går var det at sejle med Norges mindste kabelfærge over Nisser, køre en lang tur op over fjeldene i stejle hårnålesving, se landets næstmindste stavkirke i Eidsborg, drikke kaffe og spise ostekage på Vest-Telemark Museum, køre ned gennem Fyresdal og hjem over fjeldet.

I dag var at køre en lille tur i bilen, med støvler og rygsæk parat for en sikkerheds skyld, spontant at vælge en turløjpe på vejen, at gå opad, opad, opad og at sidde med vand og KvikkLunsj på Solåsknatten, da solen endelig kom frem. Hvor var det godt.

Og i morgen ser det ud til, at vejret bliver godt, så der satser vi på Hægefjellturen.

Det er egentlig mærkeligt, at vi aldrig har tænkt på vandreferie. Vi har trods alt kendt hinanden i fire et halvt år. Men noget viser sig altså først efter lang tid.

Vi har også først lige fundet ud af – på færgen herop, faktisk – at vi begge to er vilde med Bounty. Chokoladen, altså.

 Norges mindste kabelfærge. Det er ikke rampen. Det er færgen.


Norges mindste kabelfærge. Det er ikke rampen. Det er færgen.

 Stavkirken i Eidsborg. Norges næstmindste


Stavkirken i Eidsborg. Norges næstmindste

Dalen

Bandak

 Det her bliver det næste hit: Et svævende telt.


Det her bliver det næste hit: Et svævende telt.

Solaasknatten1

Turløjpeklar

 Afmærkning på Solåsknatten.


Afmærkning på Solåsknatten.

 Det hele værd. Manden og udsigten.


Det hele værd. Manden og udsigten.