6. september 2016 | den store bunke |
I morges skinnede solen over bølgende marker mellem Hammel og Galten. En blå traktor kørte på en mark i det fjerne. Jeg lagde beklageligvis ikke mærke til, hvilket redskab der var spændt på, og ved derfor ikke, hvad slags arbejde der blev gjort. Det kan have været så meget.
I stedet for den slags vigtige iagttagelser (Undskyld, far!) gik mine tanker en helt anden vej. Hvad får landmanden tiden til at gå med, mens han sidder der i førerhuset time efter time og kører først den ene vej og så den anden vej?
Hvad tænker han på? Hører han Go’ morgen P3 eller jazz på P8? Eller har han en spændende Podcast-thriller eller den seneste Mads & Monopolet i gang? Synger han? Eller repeterer det online polskkursus, han følger, fordi han skal på jagt i Polen om et par uger eller lige har købt en ejendom dernede? Sidder han og tænker på sin datter, der lige er startet i skole, eller på svinene hjemme i stalden, som giver et underskud, der truer med at tvinge gården på tvangsauktion? Eller at han skal huske at købe et par musefælder? Eller forbereder han det foredrag, han har lovet at holde på plejehjemmet om dengang, han var i Grønland for at studere fårehold? Ordner han dagens telefonsamtaler? Hører han Rammstein eller Kandis?
Det kan også være, han hører lydbog ligesom mig i den hvide Aygo, der kører derovre på landevejen. Eller at han øver sig på replikkerne til efterårets forestilling i amatørteaterforeningen, ligesom min storebror gør, når han sidder i førerhuset på sin traktor og kører frem og tilbage og rundt og rundt på marken.
Kun fantasien satte grænser i det korte øjeblik, det tog mig at registrere den blå traktor, inden jeg var videre.
5. september 2016 | Udpluk |
- Når jægersmænd er på bukkejagt i Sverige, er der også nogle af dem, der sidder på gris. Jo, det er et udtryk. Det betyder, at de håber at få ram på et vildsvin.
- På Peter A.G.s dag i Toppen af Poppen fortolkede Ida Corr Når jeg bliver gammel. Det gjorde hun helt, helt forrygende. Noget af teksten lyder Når jeg bliver gammel, så vil jeg sidde på en bænk, der hvor havet slår ind over molen, og spise mandler med mynthe-stænk, og æbler med lommekniv i solen. I dag ville sådan en tekst slet ikke kunne skrives. Der er jo ingen, der må gå rundt med en lommekniv og tage den frem i solen, ikke engang selv om det er en gammelmandsret at skære æbler med lommekniv.
- Min bils registreringsnummer starter med AN, og nu har jeg set et par gange, at nogle af de mange biler af samme slags, der efterhånden er kommet på vejene, har nummerplader med bogstaverne BB. Jeg bliver bitter af misundelse hver gang. Det skulle JEG jo have haft. Mine initialer!
- Et kort øjeblik troede jeg, at nogen havde været på æblerov i kolonihaven og stjålet halvdelen af årets høst. Men så løftede jeg på noget stort ukrudt, og så var æblet heldigvis bare trillet derind.
- Jægersmanden er på vej hjem fra Sverige og ankommer inden for en time. Desværre er jeg kommet til at bruge hjemmedyrket, meget potent hvidløg i aftensmaden og har en drageånde, der kan svide håret af en skaldet. Han må hellere beholde kasketten på.

4. september 2016 | den store bunke |
Er man drejet forkert i et kryds et sted, når man sidder i sin sofa en søndag sidst på eftermiddagen og har en TV-dokumentar om Lise Nørgaard kørende som lydspor, med te og gadgets inden for rækkevidde – og i øvrigt ikke har været uden for en dør hele dagen? Har man misset en frakørsel, der førte hen til et rigtigt spændende sted?
Det synes jeg ikke. Sammenholdt med hvad jeg skrev i går har jeg faktisk krydset de fleste punkter af på min weekendliste. Det eneste, jeg ikke har gjort, er at stryge. Men weekenden er ikke omme endnu, så det kan da stadig nås. Og nås det ikke, er det heldigvis et punkt, der er vant til at blive overset.
Jeg faldt ikke for fristelsen til at skrive nye punkter på listen. Da jeg hentede boller i fryseren, formulerede jeg uvilkårligt ’afrime fryser’, men heldigvis besindede jeg mig og skyndte mig at udskyde punktet til en fremtidig liste, hvor det ville blive værdsat mere, måske på én der decideret manglede indhold.
Vejret har ikke været synkroniseret med vejrudsigten. I går skulle det være tørvejr, hvorfor noget af dagen var henlagt til haven, men helt hen til lige over middag regnede det – heldigvis blev eftermiddagen tør. I dag skulle der have været heldagsregn, men den dag startede aldrig – jeg tror egentlig slet ikke, det har regnet her i dag, men igen – jeg har ikke været ude og kan nemt have kigget indad under en eventuel byge.
Vejret har altså ikke holdt, hvad der var blevet lovet, men jeg har været storsindet over for det faktum, og jeg har holdt mig til min oprindelige plan med ude-i-går, inde-i-dag, og været effektiv på den tilbagelænede måde. Det vil sige, at jeg har gjort, hvad jeg havde sat mig for, og husket at holde mange pauser. Så har jeg også justeret på min to do-liste ved løbende at vurdere realismen i den og derfor indsat et strategisk linjebrud, som indikerer, at punkterne under den tomme linje fik en ny status med undertitlen ’Kun hvis det virker rigtigt at gøre det nu’. Der var omkring fire punkter, det klart vil være bedre at krydse af i næste uge.
Hvad blev det så til? Ja, nu remser jeg bare op, og lad så venligst være med at få dårlig samvittighed derude, fordi jeg har været så gloriepudsende dygtig. Jeg har bagt 56 boller, skiftet sengetøj, vasket tre maskiner tøj og linned og hængt det op, der ikke skulle i tumbleren, støvsuget hele lejligheden, flyttet birkebrænde i kolonihaven, luget bag huset omkring den nynedgravede kølejunge, luget mellem jordbærrækkerne og i alt tømt fem fyldte spande ukrudt i containeren, slået græs, drukket kaffe, lavet aftensmad (noget grøntsagsværk i ovn), spillet Candy Crush i adskillige timer og ikke mindst brugt et par timer på at følge et videokursus om salg på Facebook, noget der gerne skal gøre mig dygtigere både privat og professionelt. Det var berigende og øjenåbnende, og nu skal jeg til at øve mig.
Til aftensmad spiser yngsten og jeg græskarsuppe – rester fra i fredags. Jægersmanden er på bukkejagt i Sverige, og vi har benyttet os af lejligheden til at junke hokkaidosuppe (hokkaido fra egen have!), som vi begge to godt kan lide, men som Morten ikke er pjanket med. Sådan har vi jo alle vores darlings. Han og mindsten elsker for eksempel klar suppe med boller, som for både mig og Lasse er indbegrebet af overflødigt, fordi vi har spist det til kvalmepunktet – det var nemt da mine børn var små, og de kunne lide det. Det kan de ikke mere. Og jeg var jo egentlig også blevet suppemættet i min egen barndom.
Og nu junker jeg altså fru Nørgaards liv og synes, at jeg har forvaltet denne lille del af mit eget liv, weekenden, fortrinligt. Og i morgen kommer jægersmanden hjem, med eller uden fyld til den fryser, som jeg mentalt har noteret mig skal afrimes.

Sådan ser det ud, når Grevinden søndagsfølger onlinekursus.
3. september 2016 | den store bunke |
Altså, kender I det her? Jeg har samlet i bunker af ting, som jeg ordner “i næste uge”, “i weekenden” eller “det kigger jeg lige på” og “nu har jeg noteret det”. En lang række af projekter til effektuering, når jeg lige får tid, eller det ikke kan vente længere.
Og nu er det weekend, nu har jeg tid. Alle punkterne er endda skrevet ind i telefonens noter under overskriften HUSKE AT, og jeg har oven i købet listet dem i prioriteret rækkefølge, så det bare er at starte fra oven, og så kan jeg slette dem efterhånden, som de er udført. Og jeg har også koordineret med vejrudsigten, således at indendørs projekter er planlagt til i morgen, hvor der er lovet slagregn på heldagsbasis, og i dag, hvor solen skinner, er der prioriteret nogle timer i haven, hvor sejlivet og potent ukrudt sikkert håber på, at jeg ikke kommer.
Jeg er oven i købet allerede i gang. Der står fire plader boller og hæver i køkkenet, både vaskemaskine og tørretumbler arbejder, og det er bare at gå videre til næste punkt på listen. Meget af det er faktisk nemme småting som at nethandle billetter til et par arrangementer, skrive en mail, læse noget, se en tutorialvideo, skrive en liste. Easy-peasy. Bare komme videre.
Alligevel er der på en eller anden måde sket det, at jeg er gået i stå. Jeg sidder i sofaen med computeren på skødet, drikker kaffe og hører Mads og Monopolet, spiller Candy Crush og skriver blogindlæg om alt det, jeg i stedet skulle give mig til.
Så kunne man til mit forsvar sige, at jeg sikkert trænger til sådan en lille stund med overspring midt i min travle og vigtige hverdag.
Næh. Det gør jeg ikke. Dem har jeg mange af. Hele tiden.
Nå men.
Nu!
Går jeg ud og tænder ovnen og ser til vaskemaskinen og finder mit NemID nøglekort frem.
Men jeg kan se, at jeg har fået et nyt liv i Candy Crush, så det spiller jeg lige først.

2. september 2016 | den store bunke |
Jeg spolede lige mentalt tilbage gennem de referater, jeg har hørt folk give om selskaber og komsammen’er, de har været til. Jeg er helt tilbage i barndommen, og jeg kan høre min mor berette om forsamlingshusfester og familiegilder. Og jo, det er ganske vist; den sekvens der er brugt med størst frekvens og derfor har sat sig fast i min erindring er Og så fik vi… En væsentlig del af oplevelsen har alle dage været kvaliteten af det kulinariske indtag og manglen på samme, og ingen genfortælling har kunnet være fuldkommen uden også at fortælle indgående om, hvad der var blevet serveret.
Sådan har det altid været. I hvert fald i min familie, og det har nærmest været betragtet som uhøfligt og udtryk for mangel på interesse, hvis man ikke efter at nogen havde været til fødselsdag eller andet selskabeligt stillede spørgsmålet Hvad fik I?
Jeg har beviser. Jeg har min mormors dagbog, som hun skrev i fra 1951 til 1968, når der skete noget særligt.
Saa godt som jeg husker, vil jeg her nedskrive Minder og Mærkedage for Tiden, som er gaaet for vore Børn og os selv. Sådan indledte hun bogen, og et hurtigt gennemløb fortæller, at mad også var vigtigt ved datidens gæstebud.
Og måske forklarer mormors notater også lidt, hvorfor jeg ikke er specielt begejstret for hønsekødsuppe med kød- og melboller. Det blev serveret ved ALLE selskabeligheder. ALLE. De voksne elskede det og evaluerede efterfølgende med kendermine, om suppen havde været virkelig god, havde manglet salt eller været for fed, men for mig blev klar suppe slået ihjel af alt for overdreven anvendelse.
Bare se her, hvad Rasmine Jensen blandt andet beretter.
Middagen var følgende: Suppe med smaa hjerteformede Boller, Høns med Snitter, Oksesteg med Gemyser og Karamelbudding.
(Bryllup i Norge, maj 1951)
Fredagen efter havde vi Familien til Suppe, Peberrodskød og Is med Jordbærsovs og Kaffe.
(juni 1951)
Middagen bestod af: klar Suppe med Boller, Hønsepostejer, Frugt, derefter Steg med tilbehør, Is med Jordbærsovs og Kransekage. Ved 11 Tiden fik vi Kaffe med den traditionelle Bryllupskage, som var cirka 1 Meter paa begge Maader, og som Bruden skærer et Stykke af til hver enkelt, det hele foregik i Dansesalen, før Gæsterne tog hjem fik de skaaren Smørrebrød. Anden Dag var der lige saa mange Gæster til at spise, de fik dog ikke Suppe.
(Mine forældres bryllup, 1952)
Om Aftenen havde vi Familie og Venner til Suppe, Peberrodskød og Kaffe med Æblekage.
(Min mormors 60 års fødselsdag, 1953)
Til middagen fik vi: klar Suppe med Boller, Fisk i Maionæse med Snitter, derefter Oksefilet med udhulede Tomater med Flødepeberrod, Kartoffelstraa og Brunekartofler, Is med Brød og Kaffe med Smaakager og forskellige Vine, som det passede til Retterne.
(Bryllup, 1955)
Da vi kom hjem fik vi Kaffe og senere fin Middag med Suppe, Krustader, Steg og Ananasdessert.
(Barnedåb, 1957)
Middagen bestod af: klar Suppe med Boller, derefter fik vi Laks, saa Steg garneret med alt muligt Tilbehør, Osteanretning, Is i Karamelrand og til det hele forskellige Vine.
(Guldbryllup, 1959)
Kl 6 fik vi Suppe med Rødvin, Peberrodskød, Is og andet Vin og Kaffe med Kager.
(Barnedåb, 1959 – Det var mig, der blev døbt!)
En ganske enkel Anretning til Aften: Skaller med Fiskeboller i Asparges, Flæskesteg, Frugt i Portionsanretning, derefter Kransekage til Kaffen.
(40 års bryllupsdag, 1960)
Spisesedlen var det helt store Sus – klar Suppe med Boller, derefter fik vi serveret hver en halv Hummer, dertil fik vi Champagne – Andesteg – Romfromage, forskellige Slags Vine, til sidst fik vi Kaffe inde i Stuerne med “Chlok”.
(80 års fødselsdag, 1961)
Vi begyndte Kl 12 med Suppe, Tarteletter, Steg og Dessert, Kaffe og Vine til.
(70 års fødselsdag, 1961)