16. september 2016 | den store bunke |
Vi sad omkring spisebordet i eftermiddags og fejrede mindstens 13 års fødselsdag med gaver og kage, da snakken faldt på, om Morten havde fået gjort et eller andet specifikt, som jeg ikke lige nu kan huske, hvad var, så det har nok ikke været ret vigtigt. Det havde han ikke.
Men jeg har til gengæld gjort noget andet, som jeg er spændt på, om I opdager.
Hvad?
Ja, det er jo dét, om I kan se det.
Har du støvsuget?
Nej.
Vasket gulv?
Nej.
Ryddet op?
Nej
Men nu får vi jo nævnt en masse, som du må sige nej til, og så får du måske dårlig samvittighed over alt det, du IKKE har gjort, i stedet for at få ros for det, du HAR gjort… Er det noget, der er til alles bedste?
Ja.
Er det noget, vi har snakket om?
Jaeh, engang er det blevet nævnt.
Kan jeg se det herfra?
Ja. Eller… det er der ikke.
Har du fjernet noget?
Det kan man godt sige.
Har du afmeldt noget?
Nej, snarere påmeldt.
Har du bestilt noget?
Prøv at kigge på himlen ud af køkkenvinduerne… og på himlen ud af stuevinduerne.
Har du bestilt gardiner?
Nej!!
Jeg gi’r fortabt.
Havde det været en quiz i en avis, havde man kunnet finde svaret på bagsiden ved at vende avisen på hovedet og læse noget med småt. Nu er det en blog, og så kommer svaret bare lige nedenfor i et nyt afsnit.
Det var simpelt hen en vinduesvask, Morten havde skaffet. På vejen gennem gården var han nærmest bogstaveligt rendt ind i en vinduespudser, der kommer fast hos nogle af kompleksets andre beboere, havde fået ham til at vaske vores vinduer mod gaden og aftalt, med hvilken frekvens han herefter skal komme hos os.
I eftermiddags kunne jeg ikke sætte fokus på, hvad der manglede. Det var skidt.
Vi har boet her i to år. Vi har vistnok aldrig vasket vinduer.
15. september 2016 | At have have, den store bunke |
Forleden overfortolkede jeg en smiley. Det skal man lade være med. Eller også skal folk lade være med at overbruge emojialfabetet i deres telefoner.
Jeg fik sms fra min veninde: Er du mon i haven i morgen aften? Jeg er alene hjemme og kunne måske trænge til en kop kaffe – efterfulgt af en gul emoji, som var så lille, at jeg ikke rigtigt kunne tyde dens udtryk uden briller. Men jeg kunne godt se, at den ikke bare var gul og glad, og i stedet for at tage briller på viste jeg den til Morten og spurgte “Hvad forestiller dén her smiley?”. Det var en hmm-smiley, sådan lidt mellemfornøjet med et træt, skævt smil, og sammenholdt med ordene alene hjemme og trænge, og dét at det skulle være i haven – altså at ingen skulle høre hvad vi talte om, sendte mit beredskab nogle trin opad til veninde-krisehjælp-niveau, og jeg skrev tilbage: Er der noget, der går dig på? Kan også i aften.
Der kom straks svar: Tak for omsorg, men jeg har lavet unødig dramatik med den smiley! Jeg har det godt – efterfulgt af almindelig lalleglad smiley, som jeg godt kunne tyde, fordi jeg kunne se den havde det kendte tandsmil.
“Nu tager jeg ud i kolonihaven til en helt udramatisk snak”, sagde jeg derfor, da jeg den næste aften drog af sted til … ja, en helt udramatisk snak. Til gengæld var det virkelig, virkelig hyggeligt med kaffe og chokolade, tiltagende mørke, stearinlys og ild i den mexicanske stenovn, snak om alt vores og alle vores, opdateringer som vi var kommet langt bagud med, hendes hund der holdt et vågent øje med alle uregelmæssigheder i kvarteret, også pindsvinet, der havde vovet sig frem i ly af mørket og følte sig nødsaget til at rulle sig sammen til en stikkende kugle, indtil den firbenede og de to store tobenede var færdig med at glo på den.
Ellers var det en fuldstændig udramatisk aften.
Da jeg næste gang kom i haven, blev jeg helt glad ved mindet, da jeg fik øje på bordpynten fra forleden.
Men vær lige lidt varsom med den her:
12. september 2016 | den store bunke |
- At det er mørkt allerede klokken 8 om aftenen.
- At man er nødt til altid at kalkulere med cykellygter, når man skal ud om aftenen.
- Højden på senegræsset i haven.
- Hvor meget tånegl der er groet ud, siden neglelakken blev lagt på.
- At lysten til at kravle ind i en stor ulden sweater rykker nærmere.
- At der er ti dage til efterårsjævndøgn, hvor nætterne bliver længere end dagene.
- At der kun er tre måneder og ti dage, til det går den anden vej igen.
10. september 2016 | den store bunke |
Hvornår er noget kitsch? Når det er på grænsen af halvgrimt storblomstret fra et andet årti? Eller når en anden socialklasse end ens egen synes om det? Eller det passer dårligt sammen med stål, sort og Hay? Hvem kan vurdere det objektivt? Og er kitsch per definition grimt?
Da jeg var barn, fik jeg en lille æbleformet krukke foræret. Jeg kan ikke helt huske af hvem og heller ikke hverken omstændighederne eller hvor gammel jeg var. Måske var min mormor involveret, måske min faster, – sidstnævnte var af den slags, som overdænger familiens børn med sære smågaver, som får barneøjne til at lyse, alene fordi de aldrig har set noget lignende, og som får mødre til at sukke “åh nej, ikke mere skrammel” – derfor er hun et oplagt bud. Det kan også have været min mormors søster, som havde de samme egenskaber, hendes eksotiske gaver var bare en tand mere high class.
Jeg blev usigeligt henrykt og syntes, æblet var så fint og helt, helt perfekt til at have smånips og småskrammel i. Ringe, nipsenåle, fine småsten og plastikdimserne fra nytårsknallerterne, alle disse værdier, man får samlet sammen. Det var en stor skat til små skatte. Min æblekrukke. I min varetægt har den aldrig været brugt til sit oprindelige formål, som er marmelade og syltetøj, og det er længe siden, jeg har opbevaret idrætsmærker og andre trofæer i den. Det er også længe siden, den har stået fremme til pynt, men jeg har trofast flyttet den med mig gennem hele mit voksne liv og omhyggeligt stillet den ind i et nyt skab, hver gang jeg har skiftet bopæl.
Den fine lille æbleskål. Det har aldrig strejfet mig, at jeg var den eneste, der så dens skønhed. Sidst jeg pakkede flyttekasser ud og så mig om efter et passende sted til æblet, forstod jeg på en spontan kommentar, at det er tilfældet, og jeg var overrasket og forundret. Grim? Det faldt omtrent sammen med, at jeg havde spurgt “Skal du gemme dén her?” om en brun stentøjsdunk med prop, hvilket fik ejermanden til at gispe efter vejret og derefter fortælle mig den sentimentale historie, som gjorde, at dén dunk hverken kunne eller ville man skille sig af med. Så var vi både kvit og med fælles forståelse.
Men er det kitsch? Definitionen på kitsch er ifølge Den Danske Ordbog “indbo, kunsthåndværk, kunst, litteratur m.m. der regnes for underlødig og smagløs pga. sin banalitet eller overdrevne sentimentalitet, men af samme grund værdsættes med ironisk distance af nogle”
… og efter den definition er mit syltetøjsæble ægte kitsch. Det forener smagløshed med banalitet krydret med rigelig sentimentalitet, dog fuldstændig uden ironisk distance.
Æblet var kun ude for at blive fotograferet og er tilbage på sin plads i skabet igen. Der skulle nødigt ske det noget.
7. september 2016 | den store bunke, Hørt og set i forbifarten |
For et par måneder siden begyndte der pludselig at opstå busser lidt øst for Rødkærsbro.
Blå busser i en række på en mark ud til hovedvej 26. Først to, så tre, og for hver uge kom der flere og flere. Rækken blev længere og længere, og jeg undrede mig hver eneste gang, jeg passerede. Hvilket jeg gjorde jeg to gange om dagen, fem dage om ugen, på vej til og fra arbejde.
Hvor kom de fra? Hvor skulle de hen? Skulle de ingen steder? Var dette endestationen? Hvem ejede dem? Var de udrangerede? Ikke i rute? Kort sagt: ALT hvad der ender på et spørgsmålstegn.
I modsætning til mine flyvske tanker om landmanden på den blå traktor i går rakte min fantasi ikke denne gang. Jeg kunne ganske enkelt ikke regne ud hverken hvorfor, hvem, hvad eller hvis.
Jeg snakkede med en veninde om det. Hun kører samme vej næsten lige så mange gange om ugen som jeg, men havde heller ingen forklaring. Det virkede meget sært for os begge to.
Gennem flere uger tænkte jeg hver morgen, at jeg ville finde ud af årsagen til de efterhånden 12-13 blå bussers sære anbringelse lige dér, men når jeg så nåede frem eller hjem, havde jeg glemt alt om det. Lige til næste gang, jeg kørte forbi. Hvorefter jeg glemte det igen på resten af vejen.
Men forleden fik jeg taget mig sammen og skrev til Midttrafik. Og fik svar et par timer senere.
“De er fra Hans’ Biler, som måtte frastå sin kontrakt på rute 60,73 og 75 i starten af juli måned.
Så kort svar, de er ude af trafik – og formentligt til salg.”
Heraf kan jeg udlede to ting:
– Midttrafik er flinke til at svare.
– Busserne kommer nok til at holde der et stykke tid endnu.
Og jeg har fået noget nyt at tænke over:
– Hvem kører så rute 60, 73 og 75, når Hans ikke gør?
Nå, men hvis andre har undret sig over de herreløse busser med tomme vinduer og for nogles vedkommende åbne døre, har de fået svaret nu.
Og hvis man lige har lidt penge tilovers og drømmer om en blå bus eller tre, ved jeg lige, hvor der er nogle til salg.
