Vælg en side

Hvad laver landmanden på sin traktor?

6. september 2016 | den store bunke | 0 Kommentarer

I morges skinnede solen over bølgende marker mellem Hammel og Galten. En blå traktor kørte på en mark i det fjerne. Jeg lagde beklageligvis ikke mærke til, hvilket redskab der var spændt på, og ved derfor ikke, hvad slags arbejde der blev gjort. Det kan have været så meget.

I stedet for den slags vigtige iagttagelser (Undskyld, far!) gik mine tanker en helt anden vej. Hvad får landmanden tiden til at gå med, mens han sidder der i førerhuset time efter time og kører først den ene vej og så den anden vej?

Hvad tænker han på? Hører han Go’ morgen P3 eller jazz på P8? Eller har han en spændende Podcast-thriller eller den seneste Mads & Monopolet i gang? Synger han? Eller repeterer det online polskkursus, han følger, fordi han skal på jagt i Polen om et par uger eller lige har købt en ejendom dernede? Sidder han og tænker på sin datter, der lige er startet i skole, eller på svinene hjemme i stalden, som giver et underskud, der truer med at tvinge gården på tvangsauktion? Eller at han skal huske at købe et par musefælder? Eller forbereder han det foredrag, han har lovet at holde på plejehjemmet om dengang, han var i Grønland for at studere fårehold? Ordner han dagens telefonsamtaler? Hører han Rammstein eller Kandis?

Det kan også være, han hører lydbog ligesom mig i den hvide Aygo, der kører derovre på landevejen. Eller at han øver sig på replikkerne til efterårets forestilling i amatørteaterforeningen, ligesom min storebror gør, når han sidder i førerhuset på sin traktor og kører frem og tilbage og rundt og rundt på marken.

Kun fantasien satte grænser i det korte øjeblik, det tog mig at registrere den blå traktor, inden jeg var videre.

To ens

18. februar 2014 | Hørt og set i forbifarten | 0 Kommentarer

I dag så jeg dem igen. Tvillingesøstrene. Jeg ser dem kun sammen, aldrig hver for sig og aldrig sammen med andre. Jeg er ikke engang sikker på, at jeg ville kunne genkende dem, hvis de ikke fulgtes ad. Hver for sig ligner de alle og ingen.

De er midt i halvfjerdserne og har altid ens tøj på. Samme frisure, ens frakker, ens hævede ankler. Nu er de også begyndt at gå med stok.

Når jeg ser dem i bybilledet, fortsætter jeg altid tankefuld og indadvendt, mens jeg tænker på, hvordan deres tilværelse er. Bor de sammen eller er det tilfældigt, at de vælger præcis det samme tøj hver morgen? Er de gift eller har det været for voldsomt for mændene i deres liv, at der var to af dem? Har de nogensinde været hver for sig? På højskole eller i udlandet eller ude at tjene? Har de arbejdet? Eller lever de hver for sig, og ser jeg dem kun dét ene tidspunkt på ugen, hvor de er ude at handle sammen? Men de ligner en symbiose, mere ens og tæt knyttede end mange andre enæggede tvillingepar.

Og det allerstørste spørgsmål: Har jeg lyst til at kende omstændighederne? Vil jeg gerne beholde muligheden for at fantasere en ny historie om deres liv, hver gang jeg ser dem? Jeg synes, de er så fascinerende.