18. februar 2017 | den store bunke, Køkkenskriverier |
Jooo, altså, der skete det, at vi efter aftensmaden stod og kogte tre slags marmelade og stegte to middagsretter. Det var overhovedet ikke planen, og vi vidste først ti minutter inden aftensmaden, at det var det, vi skulle bagefter.
Fordi det var på det tidspunkt, jeg gik ind for at tage nogle boller op af fryseren. Og opdagede, at den var slukket, og at der var ret mange bløde pakker i den. Jeg kan sagtens begejstres over bløde pakker i andre sammenhænge, men i fryseren skal de helst være hårde.
Den stort set færdige aftensmad måtte vente, fordi vi var nødt til at vurdere og sortere hele indholdet i en fuld fryser og dernæst rense og vaske og tørre op – bunden sejlede i saft fra kød og bær.
Sandsynligvis er der ved et uheld blevet slukket for kontakten allerede i starten af ugen. Det er ellers svært at komme til kontakten, men det har tydeligvis kunnet lade sig gøre. En fryser, der er slukket i fem-seks dage, har ikke mange chancer for at holde kulden. Noget af indholdet har vi risikeret at fryse ned igen, en hel del smed vi ud, det skulle det nok have været alligevel, og så var der ting, som ikke var dårlige, de var bare tøet op, ligesom på et hvilket som helst andet tidspunkt, hvor man tør noget op for at tilberede det.
Tilberedning var altså det, vi gik i gang med, da vi var færdige med at spise. Den ene kogte blommemarmelade, hindbærmarmelade og jordbærmarmelade, den anden rørte fars og stegte medisterpølse og frikadeller, som nu er retur i fryseren.
Jeg havde faktisk regnet med at fede den i sofaen i aften, men det render jo ingen steder.
På den positive side: Der er nem mad i fryseren, og den er ikke fyldt med alle mulige gamle hotdogbrød, kartoffelbåde og spinatposer, som ingen har overblik over og alle har glemt.
Hurra, tror jeg.
25. oktober 2016 | Køkkenskriverier |
Juniorkokken laver mad om onsdagen. I lørdags, da vi akutafrimede fryser og derfor fik fornyet overblik over skuffernes indhold, sagde Morten henkastet til Lasse, at hvis han havde mod på at forsøge sig med et par fasaner, lå der materiale i fryseren.
Det havde han, sagde han.
Og for lidt siden blev posen taget ud til optøning, og vi fandt opskriften på Dyrlægens fasansuppe frem fra arkivet. Desuden klirrede mændene i mit hus med flasker fra barskabet, og jeg hørte, der blev givet en kort instruks i, hvordan man flamberer. De to har nu fælles kundskab, jeg ikke har kendskab til.
Jeg har bare store forventninger.
24. januar 2016 | Køkkenskriverier |
Hvor er det overskudsagtigt, er reaktionen sommetider, når folk hører, at der altid er hjemmebagte boller i vores fryser. Men det er det nu ikke. Det er bare en rutine på linje med støvsugning. Måske bager jeg endda oftere, end jeg støvsuger. Jeg kan også bedre lide det, og jeg er kraftigt hjulpet af min barndoms køkkenven, Master Mixeren. Æggegul pragt og kraft fra 1950erne. Den kan ikke lave små portioner. Røreskålen rummer 8 liter, og jeg er nødt til at starte med mindst en liter væske for overhovedet at nå op til dejkrogen. Og så plumper jeg ingredienser i efter mit humør og skuffernes indhold, men sjældent efter opskrift. Vand, gær, hvedemel og salt er der altid i, og ellers kan det være kogte kerner, groft mel, durummel, valnøddekerner, olie, honning, tykmælk, kartoffelmos. Hvad jeg nu synes. I med det og Ballerup i gang. Mindst et kvarter arbejder den. Jeg laver ikke noget imens, og på den måde er det verdens nemmeste ting. Sådan her foregår det.
Det her er sent i aftes. Pladre ting i røreskålen og dreje knappen.
Dejen fylder ikke alverden, men den er blød og æltet godt og længe.
I morges var den hævet helt op til kanten.
Skrabe dejen ud, ælte lidt mel i og dele i passende stykker.
Antallet går altid op med fire, for det har jeg det godt med. Hmm. Det virker sært, når jeg skriver det. Men sådan er det. 12 eller 16 boller på en plade. De har fin luft omkring sig til at begynde med.
Tre timer senere – mens jeg har haft det rart med søndagsavisen og alt muligt andet – er de dobbelt så store.
Lidt senere, efter 210 grader varmluft i 15 minutter, én plade ad gangen, ser de sådan her ud.
Og det var dét. Jeg brugte et kvarter i aftes på at lave dejen, et kvarter i morges på at forme bollerne, og senere satte jeg plader i ovn, stillede stopuret og byttede plader ud med passende mellemrum. Alt imens jeg foretog mig andre ting. Det kræver ikke meget overskud, det kræver bare, at man er hjemme. Langt de fleste boller kommer i fryseren, og hver aften tager vi nogle stykker ud, så der er til madpakker og hjemfraskole-sulten næste dag.
Dem her er der hakkede valnøddekerner, durummel og lys sirup i udover basistingene. De er lette og luftige med en god skorpe, fordi jeg sprøjtede vand ind i ovnen med vandforstøveren, da jeg satte pladen ind.
Nogen var hurtige til at prøvesmage.
22. oktober 2014 | Køkkenskriverier |
Der bor en Hausfrau i mig. Hun flytter ind hver gang, der ikke er flere boller i fryseren. Min mor synes, jeg er ved at bage hver gang, jeg snakker i telefon med hende. Jeg synes nu, jeg ringer til hende oftere. Eller måske ikke.
“Jamen, der er nogen, som har spist alle de boller, vi havde i fryseren. Så må jeg jo bage.”, siger jeg.
”Ja, hvis du VIL have boller i fryseren”, siger hun. Og det vil jeg jo gerne. Vi spiser dem i madpakkerne og sommetider til morgenmad og efter skole og hvis vi ikke er blevet mætte af aftensmaden. Det er nemt at tage nogle stykker af gangen op af fryseren og lægge i brødkassen. Alle ved, at når de tager den sidste, skal de tage nogle flere op. I dag var lageret tømt igen.
“Har du nogen ønsker til boller?”, spurgte jeg husets teenager.
“Hmm, dem med kartoffelmos smager jo godt!”, sagde han. ”Og du HAR kartofler…”. Hvordan han så er kommet af sted med at tjekke kartoffelbeholdningen?
Så blev det dem. Og nu ligger der 36 nybagte boller til afkøling i køkkenet.
Men det er da ikke det eneste, jeg har lavet i aften. Jeg har også lagt fem-seks brikker på det tusindbrikkers puslespil, vi startede på i fredags. Så er de da lagt, og så kom vi så langt.
Resten af aftenen har jeg omgivet mig med gadgets i sofaen. Computer, tablet, telefon, fjernbetjeninger. Det er der vel også noget Hausfrau over.
I øvrigt er opskriften på dem med kartoffelmos her.
Og nu er der kun 35. Teenageren kom forbi. Han gestikulerede anerkendende til mig på vejen ind på teenageværelset igen med munden fuld af nybag. Han er en fornøjelse at bage til.
13. august 2013 | den store bunke, Køkkenskriverier |
Her er dagens huskeseddel. Her har jeg noteret de ting, jeg syntes, jeg skulle tage mig af i dag. Helt almindelige ting. Ja, jeg skal bage igen. For jeg skal have mødregruppen på besøg i morgen. De børn, vi er mødre til, er 19 år, og det er mange år siden, de har været med, når vi samles.
Men hvad er nu det, der står nedenunder det med at bage?? Tælle rygstykker?
Hvem andre end jeg selv ville kunne afkode det? Jeg kan afsløre, at det er første gang, jeg har gjort det, og at jeg ikke helt kunne afgøre, om der var fire eller fem.
Nå.
Jamen, det handlede bare om at tælle op, hvor mange rådyrrygfileter der er i min fryser til jægersjægersmandens fødselsdagsgrillmad.
“Tælle rygstykker”… tsk, tsk! Det hedder det jo ikke.
