8. oktober 2020 | den store bunke |
Vi har en kageturnus i min afdeling på arbejde. Det er frivilligt at være med, og de der står på planen skiftes til at have kage med. Det styres enkelt med et excelark med navne og datoer, så vi ved lang tid i forvejen, hvornår vi kan nyde (oftest) og hvornår vi skal yde (sjældnest). Nogle mener, de ikke kan holde til at spise så meget kage og vil derfor ikke være med i ordningen. Men det er faktisk ikke en betingelse for at være med, at man spiser noget. Man må gerne yde uden at nyde. Det er også sket.
Der er kun et eneste kriterium for det man medbringer: Bare det er kage. Det betyder, at man helt selv må bestemme, om man køber bagerens bedste, bager selv eller får sin mor eller sin mand til det. Bare det er kage. Flødeboller er for eksempel ikke kage. Og ingen bliver ugleset for deres valg.
Det var min tur i dag. Jeg kan godt lide at bage, så jeg vælger for det meste noget hjemmebagt og tit noget, jeg ikke har prøvet før. Så er det lidt mindre mit ansvar, om det bliver godt, for jeg følger jo bare opskriften, og så kan vi sammen vurdere, om det er en opskrift, der er værd at gemme.
Jeg var derfor lige så spændt som de andre på, hvordan kagen smagte i dag.
Den var god. “Frisk, syrlig og sød på samme tid”, sagde én, og det er vel den bedste bekræftelse, at flere kolleger tog to gange og efterfølgende bad om opskriften. Den er i øvrigt fra Spis Bedre og hedder en stor del af ingredienslisten: Citronkage med hindbær, flødeost og mandler. Jeg supplerede med blåbær, fordi supermarkedet kun havde halvdelen af de hindbær, jeg skulle bruge.
Succes, altså.
Og nu skal jeg have en aftensnack af de rester, der trods alt var.
24. januar 2016 | Køkkenskriverier |
Hvor er det overskudsagtigt, er reaktionen sommetider, når folk hører, at der altid er hjemmebagte boller i vores fryser. Men det er det nu ikke. Det er bare en rutine på linje med støvsugning. Måske bager jeg endda oftere, end jeg støvsuger. Jeg kan også bedre lide det, og jeg er kraftigt hjulpet af min barndoms køkkenven, Master Mixeren. Æggegul pragt og kraft fra 1950erne. Den kan ikke lave små portioner. Røreskålen rummer 8 liter, og jeg er nødt til at starte med mindst en liter væske for overhovedet at nå op til dejkrogen. Og så plumper jeg ingredienser i efter mit humør og skuffernes indhold, men sjældent efter opskrift. Vand, gær, hvedemel og salt er der altid i, og ellers kan det være kogte kerner, groft mel, durummel, valnøddekerner, olie, honning, tykmælk, kartoffelmos. Hvad jeg nu synes. I med det og Ballerup i gang. Mindst et kvarter arbejder den. Jeg laver ikke noget imens, og på den måde er det verdens nemmeste ting. Sådan her foregår det.
Det her er sent i aftes. Pladre ting i røreskålen og dreje knappen.
Dejen fylder ikke alverden, men den er blød og æltet godt og længe.
I morges var den hævet helt op til kanten.
Skrabe dejen ud, ælte lidt mel i og dele i passende stykker.
Antallet går altid op med fire, for det har jeg det godt med. Hmm. Det virker sært, når jeg skriver det. Men sådan er det. 12 eller 16 boller på en plade. De har fin luft omkring sig til at begynde med.
Tre timer senere – mens jeg har haft det rart med søndagsavisen og alt muligt andet – er de dobbelt så store.
Lidt senere, efter 210 grader varmluft i 15 minutter, én plade ad gangen, ser de sådan her ud.
Og det var dét. Jeg brugte et kvarter i aftes på at lave dejen, et kvarter i morges på at forme bollerne, og senere satte jeg plader i ovn, stillede stopuret og byttede plader ud med passende mellemrum. Alt imens jeg foretog mig andre ting. Det kræver ikke meget overskud, det kræver bare, at man er hjemme. Langt de fleste boller kommer i fryseren, og hver aften tager vi nogle stykker ud, så der er til madpakker og hjemfraskole-sulten næste dag.
Dem her er der hakkede valnøddekerner, durummel og lys sirup i udover basistingene. De er lette og luftige med en god skorpe, fordi jeg sprøjtede vand ind i ovnen med vandforstøveren, da jeg satte pladen ind.
Nogen var hurtige til at prøvesmage.