Sommetider kan man lige så godt opgive at prøve at regne ud, hvordan ting er gået til.
Engang, jeg hentede børn i børnehaven, rev kraven på min jakke en ørestik ud, lige da jeg var stået ud af bilen. En lille guldkugle. Jeg ledte og ledte på asfalten, men fandt den ikke og ærgrede mig meget. Jeg havde fået ørestikkerne i gave.
En uge senere fandt min mand den i sin strømpe.
Det var en mærkelig entre, jeg gjorde i morges. Eller sortie, snarere. Jeg kørte bilen op fra p-kælderen, og midt på rampen satte hornet i gang. BÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅ…… uden at jeg havde trykket på noget. I bar befippelse drejede jeg nøglen og slukkede tændingen. Stille. Heldigvis ingen bag mig. Jeg startede igen og kørte ti meter. BÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅ….. Jeg trak ind i en p-bås på øverste dæk og slukkede motoren. Stille. Trak vejret dybt. Og tænkte, skal jeg virkelig cykle? Det pisregnede, men sådan kunne jeg jo ikke rejse gennem byen, med sirene på. Det var virkelig HØJT. Jeg bestemte mig for at cruise rundt på parkeringspladsen og se, om det igen gik i gang efter tyve meter. Der skete ingenting, og så vovede jeg mig ud i trafikken. Der skete heller ikke noget resten af vejen, men jeg var rystet. Og har ingen anelse om hvorfor og hvordan.
Har man nogensinde hørt noget lignende?
