Udpluk #10

• Michael Phelps var fanebærer for den amerikanske delegation ved OL-åbningen i Rio. Og jeg burde have vidst det. Det var igen en anledning for min yngste søn til at more sig kosteligt over dengang, jeg troede, at det var en dansk svømmer og udtalte hans navn på pæredansk. Lasse synes det er det dummeste, jeg nogensinde har sagt.

• Det fedeste er, når nogen skal i bad efter mig, så jeg ikke behøver tørre op efter mig, men bare kan marchere ud af badeværelset og efterlade brusekabinen sejlende.

• Til gengæld er det nederen at sende en informativ besked på mange linjer til nogen og bare få et “okay” tilbage. Lidt mere engagement for de ordglades skyld, tak.

• Jeg har været på cykelferie i Danmark fire gange i årene mellem 1978 og 1985. På Ærø regnede det. På Sydsjælland og øerne dernede omkring regnede det meget. På Samsø var det regnvejr. På Djursland regnede det hele tiden. Siden har jeg ikke gidet tage på cykelferie i Danmark. Det regner jo altid.

• Mere OL: “Vi lader øjeblikket stå et øjeblik”, sagde en kommentator, da Jacob Fuglsang fik overrakt sin medalje. Det var et båndet sammendrag. De kunne godt have nået at lave det om.

• Snoreløg. Er det sådan, man gør med sine løg? Jeg gjorde. Det ser næsten ud, som om jeg har forstand på det. Ja?

loegbundterne

Udgivet i Udpluk - Tagget med , , , , - Skriv en kommentar.

Fløjet fra reden

I går flyttede hun hjemmefra, min datter, ældstebarnet. Jeg har prøvet det før, at fylde bilen med kasser og tasker, cykel og sager, og installere hende på et værelse et sted. Men denne gang er det ikke for efterskole. Det er ikke for højskole. Det er for alvor.

Det var en lidt mærkelig dag. Hendes ting var flyttet over flere dage, når nogen havde mulighed for at tage noget med til Aarhus, men i går var den dag, hvor hun ikke selv skulle med tilbage. Hun syntes også selv, det var en sær følelse. Ny og stadig fremmed. Vi kørte i Bilka og købte ind til at kickstarte en husholdning. Der behøves egentlig ikke så meget. Og indkøbene er betinget af, hvilke køkkengadgets man har. For eksempel købte vi ikke den slags dåsetomater, som skal åbnes med dåseåbner (notat til ønskesedlen).

Min opgave i går var at flytte det sidste læs, hjælpe med indkøb og at sætte stangen til bruseforhænget op. Udpakningen og indretningen står hun selv for. Da jeg havde gjort, hvad jeg skulle, sagde jeg til hende, at hun skulle drikke et par af de øl, jeg havde købt med fra Tyskland. Bagefter kørte jeg hjem. Og tænkte, at det nok skal gå. Og at det trods det triste i at løsne et bånd også glæder mig, at jeg har fostret en unge, der kan flyve selv.

Vingerne bærer: i dag fik hun besked om, at hun er optaget på medievidenskab.

IMG_4378_sam


Inden vi bar ned i bilen. Reden forladt og rengjort. Aldrig har vi set så meget bart gulv på det værelse.

Studentergaven til både nytte og nydelse

Den 19-årige blev student i dag. Historie var sidste fag, og i 24 timer har han forberedt sig på Imperialisme, afkolonisering og menneskerettigheder, til han var helt rundforvirret og næsten glemte at sove. Han var inde, kom ud med røde varme kinder og gik rastløst frem og tilbage på gangen, hvor alle hans mennesker var mødt op med roser, kameraer og en studenterhue. Han blev kaldt ind, kom ud og var glad, lettet og tilfreds.

“Hvad giver I ham?”, havde folk spurgt.

“En kuffert…”, svarede jeg.

“Nå…”, sagde folk og gad ikke engang skjule, at så blev der nok tale om en skuffet student.

“… fuld af øl og whisky”, fortsatte jeg.

Og så syntes folk, det var den fedeste gave, de havde hørt om.

Studenten syntes det også.

IMG_4096