Et verdensbillede i korssting

Det her er mit juletræstæppe. Det har været i familien så længe, jeg kan huske. Faktisk kom vi samme år, tæppet og jeg.

Min mormor har syet det, og det forestiller mit verdensbillede. Jeg er ikke sikker på, at mormor har tænkt det sådan, da hun broderede, men som lille pige var jeg aldrig i tvivl om, hvem figurerne er. Her er mine to ældre brødre og jeg. Det passer fint med størrelsen og virkeligheden.

Her er vi også. Drengene vil ikke have mig med i legen. Det stemmer også fint med de faktiske forhold. Til gengæld er der altid en kat i nærheden af os.

Disse to har jeg bestemt er vores mormor og morfar. Nok fordi de virker for gamle til at være mor og far.

Og dem her. Skøjtepigen og skiløberen. De passer ikke til nogen i den nærmeste familie, så de blev i min bevidsthed min ældste fætter og ældste kusine, der allerede var voksne, da jeg var barn.

Det er bare simple korssting og enkel fladsyning på groft hessian. Men hvor har der ligget mange pakker på det. Tres års magi og fortryllelse, hede ønsker der gik i opfyldelse, enkelte skuffelser og masser af overraskelser. Det har ikke været i brug hvert eneste år, men det er slet ikke færdigt med at bære gaver.

Hyggemæt

For enden af en weekend, hvor vi har hygget igennem med gode venner, grinet og snakket, drukket godt, spist godt – også til bunden i småkagedåserne, fældet juletræer, gået tur, sovet for lidt, købt julegaver, lagt puslespil og pyntet juletræ, føler jeg mig så træt som en på 55.

…?

Stod der virkelig pyntet juletræ? Ja. Vi har snydt lidt og pyntet tidligt. Det blev et fint træ. Og heldigvis var vi enige om lamettaen. Lametta, de smalle sølvstrimler, som kan skabe sådan en ufred, hvis der er forskellige meninger om, hvorvidt den skal på træet, eller om det i stedet skal være fehår eller ingen af delene. Fra nu af bliver vi budt velkommen hjem af kugler, lys og flettede hjerter. Og lametta

julestjernejuletraejuletaeppe