Overmod – og overtrædelse af færdselsreglerne – betaler sig ikke. På min løbetur her til aften krydsede jeg Ringvejen. Ja okay, det var sådan lidt uortodokst skråt over vejen mellem to lyskryds, men jeg havde selvfølgelig sikret mig, at der ikke var biler i nogen af retningerne, og vi ved jo alle sammen – i hvert fald vi løbere, at kan vi undgå at stå og vente ved en lyskurv og bare lade løbeuret og benene rende uden pauser, så vi får den helt præcise kilometertid til Endomondo og de sociale medier, så foretrækker vi da det.
Så faldt jeg. Klask, knæet og hånden i asfalten lige, da jeg havde krydset midterrabatten. Jeg nåede at kigge ned og se noget helt tyndt lyst snoreagtigt ved foden og tænke, at snørebåndet måske var gået op. Knæklask, altså, og hurtigt op igen, dels fordi jeg jo ikke kunne ligge der midt på kørebanen og sunde mig, dels på grund af hvis-jeg-skynder-mig-at-lade-som-ingenting-var-der-nok-ikke-nogen-der-så-det-fænomenet. I sikkerhed på fortovet konstaterede jeg, at begge snørebånd var bundet rigtig fint, og der var heller ikke noget at se ude ved midterrabatten, der kunne have fældet mig.
Så jeg tror simpelt hen, at kosmos var efter mig, fordi jeg brød færdselsloven. Eller vejdirektoratet eller færdselspolitiet eller nogle andre, der har mandat til at sende fangarme op fra asfalten og slå dem om lovbryderiske løbeankler.
Nu har jeg hul på knæet. Så kan jeg måske lære at følge reglerne. Eller at løfte fødderne.
