Tre gange har jeg nu pillet en rede under konstruktion ned i kolonihavehuset. Samme sted, over døren ind til køkkenet.
Eller ’jeg’ og ’jeg’ … ret beset har jeg kun selv gjort det én gang, ellers har jeg fået Morten til det. Men altså, tre gange, samme sted. Første gang var, da jeg trak skatkortet, anden gang var en uges tid senere, hvor solsorten var gået i gang igen, men kun havde nået at støbe fundamentet, hvorfor jeg selv godt turde pille redeligheden ned. Tredje gang var i formiddags, da vi var forbi med et par plantesække. Det var det mest omfattende byggeri hidtil, men heldigvis havde jeg min helt med til at fjerne det, og heldigvis var der ikke lagt æg.
Men det må høre op! Der er IKKE givet byggetilladelse, og det bliver der heller ikke. Som vagtværn har jeg genansat en gammel kending, som ellers var sendt på pension på grund af uduelighed.
Skræmmeuglen!
Den var aldrig pengene værd, skønt den fik flere chancer, end rimeligt var. Find vagtuglens tvivlsomme CV her, her og her.
I flere sæsoner har den stået gemt væk på en hylde i kolonihavehuset, faktisk lige over for solsortens drømmebolig. Nu har jeg imidlertid trukket uglen helt frem i frontlinjen som den centrale og upassérbare forsvarskæmpe. Solsorten må IKKE komme ind på den byggegrund igen. Jeg bekriger fugle med fugle!
Men det er SIDSTE chance! For både uglen og fuglen!
Nej. Det passer ikke. Det var bare, fordi det gav en sjov, rimende remse, jeg skrev den overskrift. Jeg såede lige så meget sidste år og årene før.
Men det er rigtigt, at jeg har haft en skøn dag i kolonihaven. Og nu er haven tilsået.
Nej. Det er heller ikke rigtigt. Der er plads til mere, og der kommer mere i jorden. Men det haster ikke. Bønner kræver en noget højere jordtemperatur, end vi har nu, og kål, squash og hokkaidogræskar må også godt plantes lidt senere.
Men ellers er jeg færdig. Jeg har lagt to kartoffelsorter og sat tre slags løg, sået dild, rødbeder, skorzonerrødder, spinat, pastinak og fire slags salat. Så hvis der ikke kommer mad på bordet og i forrådskamrene, er det ikke min skyld.
Jeg har lagt kimen til den fineste rigdom, jeg kender. At kunne høste kurve fulde af frugt og grøntsager og hele sommeren og efteråret hente ingredienser og inspiration til aftensmaden i sin egen køkkenhave. Dét er rigt!
I morgen er det min tredje feriedag, og der holder jeg havefri. Jeg skal have fjernet et lipom, som lægen der forundersøgte mig hellere ville kalde aterom, og med et par sting på ryggen skal jeg efterfølgende ikke foretage mig noget, der anstrenger mig det mindste. Når jeg kommer hjem efter operationen, forestiller jeg mig havestol på rækkehusterrassen, tæppe, kaffe og kloge tanker, mens jeg ser græsset gro. Måske vil jeg lytte til andres kloge tanker og proppe en lydbog i ørerne. Det bliver også en god dag.
Jeg trak skatkortet igen i går. Da jeg kom ind i kolonihavehuset, kiggede jeg ned og konstaterede, at der lå en del strå og smågrene på gulvet lige foran døren ind til køkkenet. Så kiggede jeg op og konstaterede, at der var en rede lige over køkkendøren.
Cirka samtidig fik solsortehunnen, der lå i reden, øje på mig, skreg op på den virkelig rasende og truende solsortemåde og flaksede hysterisk rundt, inden den fandt vejen ud under tagskægget.
Mens den var væk, benyttede jeg lejligheden til at hente ALT ud, hvad jeg skulle bruge af redskaber. Spand, spade, graveske, beskæresaks, handsker og så videre, for jeg skulle bare ikke derind igen, før reden var fjernet. Og så skrev jeg til Morten, som ville komme i haven lidt senere, at han skulle belave sig på at fjerne reden. Jeg kan ikke, og jeg vil ikke, men det er HELT sikkert, at fugleyngel ikke får lov at blive voksent inden døre på mit revir.
Jeg har det stramt med fugle tæt på. Skriv ’fuglekrig’ i søgefeltet her på bloggen, så får du en lang række slag, som jeg har udkæmpet og vundet de fleste af, eller se her, hvor Morten også var en helt. Fugle må gerne findes, de må gerne synge, også tidligt om morgenen, og jeg vil gerne fodre dem (dog ikke duer!), men de skal ikke flyve frit indenfor eller opholde sig mindre end to meter fra mig, heller ikke når de er døde.
Helten kom, tog reden væk – der var ingen æg lagt endnu – og skiftede en utæt vandhane, mens heltebarnet fjernede mos på plænen. Der var en del. Rullegræs, der blev rullet ud for fem år siden, kan sagtens udvikle så meget mosvækst.
Og jeg fik gravet og gravet og gravet. Når jeg har gravet det hele i løbet af de næste dage, må jeg lægge kartofter og sætte løg. Elly og Ivan, der har nabohaven, har allerede gjort begge dele, men de er altid foran, så det tager jeg ikke så tungt. Elly såede også noget i går, men jeg så ikke, hvad det var. Næste gang jeg er derude, vil jeg kaste lange blikke over hækken på frøposen, der er er sat på en pind for enden af rækken.
Jeg har ikke en frørække endnu, men jeg har en række solide havehjælpere, som har tjent mig trofast gennem op mod 25 år. Engang var de røde, men årene har falmet farven og slidt emaljen. Det er omtrent som mig, men sammen er vi stadig stærke.
Jeg har været på arbejde efter ni dages ferie, og det føltes som enormt lang tid. Jeg var åbenbart kommet til at afinstallere arbejdshjernen, nulstille systemet og slette app’en.
På ni dage kan man nå virkelig meget. Man kan også lade være. Jeg blandede kortene grundigt og gjorde lidt af hvert.
Jeg havde bartjans på Paletten, da Northern Assembly gæstede byen. Musikken var god, og alle gæster fik udsøgt betjening.
Så var jeg til gallafest, hvor jeg tyede til min venindes klædeskab. Igen. Hver gang, Morten er i smoking, låner jeg tøj af Marianne. Med tak. Denne gang så vi sådan her ud.
Så var der nogle dage med rekreation og en spæd start på udeliv og havearbejde, inden jeg hoppede på en Flixbus mod København for at besøge Laura.
Det var dejligt og hyggeligt med et par dage sammen med ældstebarnet. Det var lige i de allerkoldeste dage og en temmelig blæsende fornøjelse at være udendørs turist, så vi toppede den del op med nogle fine indendørs oplevelser. Et kig indenfor i Den Sorte Diamant og Det Kongelige Bibliotek, middag på morens regning i anledning af barnets nyerhvervede kørekort, en hel dag på Glyptoteket – vi så ALT – og klumpet sammen side om side hjemme i sengen med film og fælles dyne over benene.
Derefter installerede jeg mig i bussen mod Jylland og var hjemme i tide til påskelamsgæster. Det var en meget privilegeret hjemkomst, for Morten havde stået for alt indkøb og madlavning. Her er et billede af en fantastisk marengslagkage med karamelliseret appelsin. Tænk sprød sødme og syrlig velsmag og gang det med 100.
Så fulgte et par dage, hvor jeg stort set intet lavede. Hvis jeg gjorde, fortoner det sig i glemslen. Decideret driverliv, decideret dejligt. Nå jo, jeg skar vinterens vissenheder væk i rækkehushaven, som nu er trimmet og lige så klar til forårsfrodighed, som da vi rykkede ind på matriklen for præcist et år siden.
Og jeg har fået yngste søn godt hjem fra to oplevelsesrige uger i Thailand, hvor han besøgte sin kæreste, som sammen med en veninde rejser rundt i Sydøstasien. Han har været savnet herhjemme, og nu er han helt sikkert savnet derude.
I går, på den sidste påskeferiedag, besøgte vi min mor og inviterede hende på krofrokost i anledning af både påsken og hendes 92 års fødselsdag på fredag. Vejret var virkelig vellykket og efter frokosten gik vi en lille tur i et stykke nordfynsk skov. Mor er ukuelig og skyder raketfart med rollatoren, og det var godt for hende – og os – at komme lidt ud.
Det var den ferie. Den gik godt.
I morgen møder jeg på arbejde med geninstalleret Hjerne version 5.8.
