5. juni 2018 | den store bunke |
Vi kan tilsyneladende ikke få højde nok på vores færden. Og så passede det helt fint ind i dét koncept, at svigermor havde opgivet at holde styr på alle sine børns, svigerbørns, børnebørns, svigerbørnebørns og oldebørns fødselsdage og i stedet besluttet at invitere til fælles oplevelser, en dag hvor hun kunne nyde at være sammen med alle de nævnte, og som indbød til nærvær, snak og familiefællesskab.
Valget var faldet på bridgewalking på den gamle Lillebæltsbro og en naturvejlederstund for dem, der ikke var høje nok til at komme i højden eller var jordbundne af andre grunde. Det var i søndags, og det var fedt og sjovt. Vejret og udsigten var i top, og det var en virkelig fin oplevelse, både brovandring og familiesamling.
Grevinden er topbegejstret for indsigt og udsyn fra de øverste etager, og det fik vi. Vi havde en rigtig god guide, som fortalte med humør og begejstring om alt det, man kan se fra de øverste jernbjælker på sådan en gammel bro fra 1935, mens hun førte os fra Fyn til – næsten – Jylland og tilbage igen. Turen tager to timer og koster 285 kroner for en voksen. Bare til info, hvis det er det vigtigste, I har at spørge om. Resten kan I læse om på bridgewalking.dk.
Det har overrasket mig lidt, at mange af kommentarerne til det billede, jeg lagde på Facebook med teksten ’Agent BB i radiokontakt og sikkerhedsudstyr på toppen af Lillebælt’ har været noget med ’at I tør’ og ’hvor er du modig’. Vel skulle vi op ad mange trapper, og vel gik vi på en smal rist 60 meter over vandoverfladen, først på sydsiden, inden vi krydsede over en tværbro og gik tilbage på nordsiden, men på intet tidspunkt følte jeg det specielt modigt eller grænseoverskridende at gå der. Jeg har ganske vist heller aldrig døjet med højdeskræk og har altid været det barn, der sad højest oppe i de højeste træer. Men altså, sikkerheden var i orden. Heldragt, sele og tøjret til en skinne under hele turen samt radioguidning. Det kunne ikke være mere trygt.
Sandheden er, at det på billedet ser vildere ud, end det var. Man ser ikke så meget af fundamentet, vi går på, men vi var altså holdt godt fast af en line, og der var stabilt gelænder hele vejen.
De her højder – ’bare’ 60 meter over havet – og blåt, grønt og fladt i sigte var meget anderledes end de højder, vi gik i for lidt over en uge siden, men det var stadig højt, og som Morten sagde som kommentar til kommentarerne: Når man har været hér, tør man alt. Se lige denne dronefilm fra Flatiron, hvor vi overnattede. Cirka 1.20 inde i filmen går kameraet tæt på den yderste spids af platformen, og man kan se en lille rund plet med sand. Dét var vores lejrplads. Der lå vi 13 mennesker og sov under stjernehimlen og i lyset nede fra Phoenix. Men vi var jo slet ikke ude og få det lodrette kig ned ad klipperne, som filmen viser. På film virker det langt vildere, end det føltes at være der selv. Dét var heller ikke utrygt, bare flot.
På samme måde er det med billederne fra Lillebæltsbroen.
3. april 2018 | den store bunke |
Jeg har været på arbejde efter ni dages ferie, og det føltes som enormt lang tid. Jeg var åbenbart kommet til at afinstallere arbejdshjernen, nulstille systemet og slette app’en.
På ni dage kan man nå virkelig meget. Man kan også lade være. Jeg blandede kortene grundigt og gjorde lidt af hvert.
Jeg havde bartjans på Paletten, da Northern Assembly gæstede byen. Musikken var god, og alle gæster fik udsøgt betjening.
Så var jeg til gallafest, hvor jeg tyede til min venindes klædeskab. Igen. Hver gang, Morten er i smoking, låner jeg tøj af Marianne. Med tak. Denne gang så vi sådan her ud.
Så var der nogle dage med rekreation og en spæd start på udeliv og havearbejde, inden jeg hoppede på en Flixbus mod København for at besøge Laura.
Det var dejligt og hyggeligt med et par dage sammen med ældstebarnet. Det var lige i de allerkoldeste dage og en temmelig blæsende fornøjelse at være udendørs turist, så vi toppede den del op med nogle fine indendørs oplevelser. Et kig indenfor i Den Sorte Diamant og Det Kongelige Bibliotek, middag på morens regning i anledning af barnets nyerhvervede kørekort, en hel dag på Glyptoteket – vi så ALT – og klumpet sammen side om side hjemme i sengen med film og fælles dyne over benene.
Derefter installerede jeg mig i bussen mod Jylland og var hjemme i tide til påskelamsgæster. Det var en meget privilegeret hjemkomst, for Morten havde stået for alt indkøb og madlavning. Her er et billede af en fantastisk marengslagkage med karamelliseret appelsin. Tænk sprød sødme og syrlig velsmag og gang det med 100.
Så fulgte et par dage, hvor jeg stort set intet lavede. Hvis jeg gjorde, fortoner det sig i glemslen. Decideret driverliv, decideret dejligt. Nå jo, jeg skar vinterens vissenheder væk i rækkehushaven, som nu er trimmet og lige så klar til forårsfrodighed, som da vi rykkede ind på matriklen for præcist et år siden.
Og jeg har fået yngste søn godt hjem fra to oplevelsesrige uger i Thailand, hvor han besøgte sin kæreste, som sammen med en veninde rejser rundt i Sydøstasien. Han har været savnet herhjemme, og nu er han helt sikkert savnet derude.
I går, på den sidste påskeferiedag, besøgte vi min mor og inviterede hende på krofrokost i anledning af både påsken og hendes 92 års fødselsdag på fredag. Vejret var virkelig vellykket og efter frokosten gik vi en lille tur i et stykke nordfynsk skov. Mor er ukuelig og skyder raketfart med rollatoren, og det var godt for hende – og os – at komme lidt ud.
Det var den ferie. Den gik godt.
I morgen møder jeg på arbejde med geninstalleret Hjerne version 5.8.
Og om to uger har jeg faktisk ferie igen.
18. september 2015 | den store bunke |
Jeg er blevet inviteret til en rund fødselsdag midt i oktober. På en torsdag. Til frokost på kroen, derefter er der åbent hus på plejehjemmet, og så slutter det med en let buffet, har fødselarens drenge skrevet. De har nævnt, at det måske nok er lidt upraktisk, at deres mor holder fest på en torsdag, men de synes altså, at det skal være på den rigtige dag.
Flere gange i dag har det slået mig, at jeg glæder mig rigtig meget til den dag. Langt mere end et ældre familiemedlems runde dag plejer at kunne trække af begejstring. Ja, det er en torsdag. Ja, jeg er nødt at tage en halv fridag for at kunne være med. Men jeg var ikke et øjeblik i tvivl om, at det skal være sådan, og jeg buldrede ind på tegnestuen i morges og sagde til chefen: “Jeg er simpelt hen nødt til at gå tidligt den 15. oktober! Jeg er blevet inviteret til 100 års fødselsdag, og det er ikke to, der har slået sig sammen. Det er ét menneske, der fylder alle 100 år selv!” Chefen var heller ikke i tvivl, så nu er det skrevet ind i produktionsplanen ud for mit navn: Fri – til 100 års fødselsdag.
Det er min faster, som fylder 100. Hun er den ældste af søskendeflokken og den eneste tilbageværende. Min far var den næstældste; han døde for fire et halvt år siden, kort før han ville være fyldt 94. To yngre søskende var et stykke oppe i firserne, da de døde. De er ret gode, de Sørensen-gener.
Jeg spurgte min fætter, den yngste (ikke fyldt halvfjerds endnu) af hendes tre pensionistsønner, hvad man ønsker sig som 100-årig. Udover nogle rare børn, men det betragter jeg som fætrenes ansvar, ikke mit.
Det er nogle år, siden jeg så hende sidst. Siden min far døde, og de gamle i familien er blevet skrøbeligere, er det tyndet ud i familiesammenkomsterne, så jeg var ikke helt opdateret på min fasters helbred. Tjoo, benene virker ikke så godt, så hun sidder i kørestol, fik jeg at vide. Men hun læser og ser fjernsyn og sådan. Fætrene kunne ikke komme på så meget andet gaveidé end blomster-chokolade-vin-bøger-kategorien.
Altså, hvis jeg forstår det rigtigt, er hun i stand til at sætte pris på både vin og bøger?! Og hun bliver hundrede… Det er da cool!
Jeg kommer også pludselig i tanker om, at jeg hørte for et par år siden, at hun kedede sig en lille smule på plejehjemmet, for de andre beboere var nogle gamle stakler, hun hverken kunne snakke eller spille kort med.
Seje Mary!
Jeg skal så meget på kro og plejehjem den torsdag i oktober, og jeg glæder mig til at fejre familiens allerallerældste, snakke med pensionistfætrene og de øvrige familiemedlemmer, som deltager, beundre den lykønskning, hun formodentlig får fra dronningen, og grundnyde en mærkedag noget ud over det sædvanlige.
