17. april 2018 | At have have |
Nej. Det passer ikke. Det var bare, fordi det gav en sjov, rimende remse, jeg skrev den overskrift. Jeg såede lige så meget sidste år og årene før.
Men det er rigtigt, at jeg har haft en skøn dag i kolonihaven. Og nu er haven tilsået.
Nej. Det er heller ikke rigtigt. Der er plads til mere, og der kommer mere i jorden. Men det haster ikke. Bønner kræver en noget højere jordtemperatur, end vi har nu, og kål, squash og hokkaidogræskar må også godt plantes lidt senere.
Men ellers er jeg færdig. Jeg har lagt to kartoffelsorter og sat tre slags løg, sået dild, rødbeder, skorzonerrødder, spinat, pastinak og fire slags salat. Så hvis der ikke kommer mad på bordet og i forrådskamrene, er det ikke min skyld.
Jeg har lagt kimen til den fineste rigdom, jeg kender. At kunne høste kurve fulde af frugt og grøntsager og hele sommeren og efteråret hente ingredienser og inspiration til aftensmaden i sin egen køkkenhave. Dét er rigt!
I morgen er det min tredje feriedag, og der holder jeg havefri. Jeg skal have fjernet et lipom, som lægen der forundersøgte mig hellere ville kalde aterom, og med et par sting på ryggen skal jeg efterfølgende ikke foretage mig noget, der anstrenger mig det mindste. Når jeg kommer hjem efter operationen, forestiller jeg mig havestol på rækkehusterrassen, tæppe, kaffe og kloge tanker, mens jeg ser græsset gro. Måske vil jeg lytte til andres kloge tanker og proppe en lydbog i ørerne. Det bliver også en god dag.
14. marts 2018 | den store bunke |
Når man læser sådan en håbefuld forsikring, bliver man jo næsten helt glad for sit lipom.
Jeg læste udsagnet på en hjemmeside tilhørende en speciallægepraksis i hovedstadsområdet. Ikke fordi jeg skal derhen, men fordi man der havde gjort sig umage med at forklare lipomet og dets årsager, symptomer, diagnose, behandling og altså fremtidsudsigterne for folk, der hænger på sådan et.
Det er kort fortalt en knude af fedtvæv under huden. Helt uskadelig, og som regel behøver den ingen behandling.
Bortset fra min, som har den ekstra feature (lægens formulering), at den bliver betændt med mellemrum. Det startede som – og tilgiv en ganske kort journalgennemgang – en heftig bums midt på ryggen for fem år siden, som jeg fik en antibiotikakur for. To år senere var der rumlen i undergrunden igen. Det gør nas, mens det står på. Ny kur, som slog udbruddet ned, og jeg afmeldte den tid, jeg ellers havde fået til at få bæstet fjernet. Jeg har dog lige siden haft en gummiagtig kugle under huden, og nu er den gal igen. Mit lipom blærer sig med sin ekstra feature, og jeg er på antibiotika igen.
Og nu skal den altså væk. Hvis den har tænkt sig at gå til angreb hvert andet eller tredje år, kan jeg nemt nå at døje med den ti-femten gange mere i mit liv. Og hvis det varer to uger hver gang, er det alligevel pænt meget tid, jeg sammenlagt kommer til at bruge på det. Hvis den oven i købet bliver større for hver gang, er det efterhånden spørgsmålet, hvem der hænger på hvem.
Sidst bekræftede lægen i en mail, at jeg var henvist til fjernelse. Det var alligevel en noget voldsom formulering, synes jeg, men måske har han valgt at se det fra fedtknudens side. I hvert fald skal vi skilles, lipomet og jeg, og jeg forestiller mig nu alligevel, at det er mig, der har den største fordel af det.
Og med en positiv fremtidsudsigt, siger internettet selv.