Når man læser sådan en håbefuld forsikring, bliver man jo næsten helt glad for sit lipom.

Jeg læste udsagnet på en hjemmeside tilhørende en speciallægepraksis i hovedstadsområdet. Ikke fordi jeg skal derhen, men fordi man der havde gjort sig umage med at forklare lipomet og dets årsager, symptomer, diagnose, behandling og altså fremtidsudsigterne for folk, der hænger på sådan et.

Det er kort fortalt en knude af fedtvæv under huden. Helt uskadelig, og som regel behøver den ingen behandling.

Bortset fra min, som har den ekstra feature (lægens formulering), at den bliver betændt med mellemrum. Det startede som – og tilgiv en ganske kort journalgennemgang – en heftig bums midt på ryggen for fem år siden, som jeg fik en antibiotikakur for. To år senere var der rumlen i undergrunden igen. Det gør nas, mens det står på. Ny kur, som slog udbruddet ned, og jeg afmeldte den tid, jeg ellers havde fået til at få bæstet fjernet. Jeg har dog lige siden haft en gummiagtig kugle under huden, og nu er den gal igen. Mit lipom blærer sig med sin ekstra feature, og jeg er på antibiotika igen.

Og nu skal den altså væk. Hvis den har tænkt sig at gå til angreb hvert andet eller tredje år, kan jeg nemt nå at døje med den ti-femten gange mere i mit liv. Og hvis det varer to uger hver gang, er det alligevel pænt meget tid, jeg sammenlagt kommer til at bruge på det. Hvis den oven i købet bliver større for hver gang, er det efterhånden spørgsmålet, hvem der hænger på hvem.

Sidst bekræftede lægen i en mail, at jeg var henvist til fjernelse. Det var alligevel en noget voldsom formulering, synes jeg, men måske har han valgt at se det fra fedtknudens side. I hvert fald skal vi skilles, lipomet og jeg, og jeg forestiller mig nu alligevel, at det er mig, der har den største fordel af det.

Og med en positiv fremtidsudsigt, siger internettet selv.