Præmiepræmisser
Forleden blev Morten ringet op af formanden for kolonihaveforeningen. Hun ville forhøre sig, om vi kommer til høstfesten senere i september. Vi modtog for nogle uger siden invitationen i det rør, der hænger på indersiden af alle havelågerne – der er intet digitalt i foreningen, også årskontingentet afleveres hos kassereren i kontanter – og konstaterede, at vi desværre var forhindrede i at deltage. Eller jeg var.
Men det forholdt sig sådan, sagde hun i telefonen, at “I skal jo have en pramje. Ja, pramjen får I jo alligevel, men det vil jo være godt, hvis dem, der skal have en pramje, kommer til festen”.
Morten lovede at vende det med mig og melde tilbage.
Det ender sikkert med, at han tager hen og bonder i fælleshuset og har både øjne og ører på Recording. Vi har ingen anelse om, hvordan sådan noget foregår i vores nye fællesskab, og nysgerrigheden er ganske enkelt for stor. Jeg skal noget andet den aften og kan ikke være med. Måske meget godt, at vi ikke begge sidder der og fristes til at veksle blikke og tilbageholdte fnis.
Hvad skal vi præmieres for? Det fik han ikke spurgt om, så vi ved ikke, om det er for den højeste solsikke eller for den pæneste græsplæne, den mest imponerende haveforvandling eller bare fordi de er glade for at få nogle unge mennesker (det er os!) i foreningen.
Og hvad er præmien? En staude? En gylden rive eller en plakette? Gammel Dansk? Et solur? En regnmåler?
Der er en håndbajer og en havevandring i pramje til den, der gætter rigtigt på både præmis og pris. Det er stort, det her!
Mon vi skal honoreres for at have kultiveret denne naturgrund?
