16. juli 2013 | den store bunke |
Engang havde vi en bog med en historie om Mumitroldene, hvor Mumimor er ved at lave et kompostbed og derfor graver i et hjørne af haven. Fru Filifjonk kommer forbi og spørger til det. Mumimor får ikke svaret helt konkret, og Fru Filifjonk udleder sin egen konklusion og får spredt en gisning, der udvikler sig til et rygte. At dette noget, Mumimor graver ned, måske er nogen, der er slået ihjel.
Den næstsidste aften i sommerens bukkejagt tog Jægersjægersmand ud og skød en buk. Han (Husk, vi omtaler altid disse nedlæggelser med personligt stedord i tredje person: han. Eller hun, hvis det er en rå. Men det er det jo ikke om sommeren) blev hængt op i kolonihavehuset, og for ikke at tiltrække spyfluer og nysgerrige blikke – gardinerne kan ikke trækkes for på grund af frodige tomatplanter – var der draperet et blodrødt lagen omkring Buk. Det gjorde det faktisk værre. At man kun kunne gisne om, hvad det egentlig var, man ville skjule. En langstrakt form, der kunne være hvad som helst. Der var brugt dugevægte til at holde lagenet sammen. Det var et meget sært tableau.
Buk er nu fordelt i flere frysere, de glade hvaler er tilbage i køkkenskabet, og please, lad lagenet være smidt i skarnbøtten. Jeg sover ikke derpå!
1. juli 2013 | At have have |
Mine forældre satte en ære i at have de første nye kartofler til grundlovsdag. Men når vinteren er så hidsig og lang, at kartoflerne først kommer i jorden tre uger før grundlovsdag, er der jo ikke en chance for at leve op til traditionerne. Og er der ikke noget med, at de skal blomstre, før der er håb om, at der gemmer sig guldklumper dernede?
I lørdags havde vi gæster. Min mor syntes, at min storebror gerne ville se kolonihaven. Det ville han også gerne, men vi var alle sammen godt klar over, at hun selv allermest gerne ville gense. Da hun var hos os pinselørdag, var der nysået, og græsset var ikke rullet ud endnu.
Det var den perfekte anledning til det første prøvestik med greben. Og de var der! Ikke ret store, men umiskendeligt til stede. Der skulle næsten en hel række til for at få kartofler nok til at bespise selskabet. Men sådan er det jo altid første gang. Og de smagte godt!
Se bare.
The kartoffelwoman & the kartoffelgirl graver og graver
Det trak nysgerrige til
Kartofler fra ni blokke. Ja, ni!
Her kommer en faktaboks:
Ordet kartoffel kom til dansk via tysk, som havde overtaget det fra italiensk tartufolo, der betyder trøffel. På dialektalt og spøgende dansk bruges også ordet “potet”, der stammer fra spansk patata, hvor det på sin side er overtaget fra tainosprogets batata. Dette ord henviste dog egentlig til Sød kartoffel (Ipomoea batatas). (Wikipedia)
Og det med den engelske/amerikanske udtalelse er noget fis. I den her udtalesamling er der 24 lydfiler, hvor de siger [pəˈteɪtəʊ]. Ikke en eneste siger potardo.
28. april 2013 | At have have |
Efter en ualmindeligt ugidelig og drivende doven Store Bededag drog vi i kolonihaven i weekenden. I løbet af ugen har vi fjernet sten og fliser og venter nu på, at nogen kommer og skræller det øverste lag jord af, fræser og efterlader os med et jomfrueligt fundament for frø og løg og knolde og buske og blomster og … og….
Vi kan altså intet andet end at skue ud over jorderne i øjeblikket, så vi trak indenfor og ryddede ud i udhus og indhus. Og undrede os mange gange over, hvad man dog har fundet på at gemme.
Men allerførst kørte vi ud og foretog vores første fælles investering ever.
Det blev et lokum! Vi kunne simpelt hen ikke få det gamle til at virke.
Jo, der er faktisk en brugervejledning til sådan et.
Det første værelse er færdigt!
Og så slæbte vi ud, sorterede, vurderede, gjorde rent, samlede i bunker, overvejede, fejede, ordnede, undredes, flyttede, grinede, snakkede, savede en dør til, hentede trailer, hilste på Ejner i nabohaven, slæbte mere og undredes igen.
Vi har noteret ting, vi kommer til at mangle og snarest vil få anskaffet. Og så er der ting, vi ALDRIG kommer til at gå ned på.
Jeg sorterer pinde. Vi har lange grønne pinde, vi har korte træpinde med orange ender, vi har bambuspinde, vi har buede metalpinde i forskellige udgaver.
Vi kommer aldrig til at mangle pinde! Og sikke da en fed tønde, ikke?!
Vi kommer heller aldrig til at mangle handsker. Vi har til de hænder, der vil tage ordentligt fat, til dem, der gerne vil promenere blomstrede – mange farver og sorter – fingre med dupper, til dem, der foretrækker noget blødt eller noget med skind, og til dem, der ikke vil være våde. Vi gemte 12-13 par, mest fordi de nu var der, og smed 10-11 par ud. Og der blev ved med at dukke nye op.
Den første, der køber en rulle poser, bliver skudt!
Småt brændbart, urent jern, glas, deponi, papir, vi har det hele. Cyklen fejler ikke andet end at have mistet pusten, så den beholdt vi. Senere fandt vi også nøglen. Og endnu senere én mere.
Første tur til genbrugspladsen.
Hov? Nej, hvor godt! Én af os var kommet til at lægge kartofler til spiring hjemme i sit køkkenskab… Lad os da se, om de kommer op igen, når vi lægger dem i jorden. Hvis det bliver mig, der står for den del, lægger jeg dem. Det gør vi på Fyn. Hvis det bliver Morten, sætter ham dem. Det gør de i Jylland. Hvor vi er. Men vi kan godt blive enige om at hyppe dem.
Flasker der har stået meget længe i et køkkenskab og ventet på at blive fundet. Smukt og skulpturelt. Vi var nu mere interesserede i, om der var pant på dem.
I køkkenet var der en overflod af ukurant service, som der jo skal være. Tre slags kaffekopper med flere under- end overkopper og 12 forskellige tallerkener. Blandt andet.
Men hey! Der er ingen vinglas! Og alt det hvidvin, der skal drikkes i den have! Men hey! Jeg har alt for mange vinglas hjemme. Problem solved.
Oh my God… en hel SKUFFE fuld af gummihandsker!
Og vores duge vil aldrig blæse væk. Vi har 18 dugeklemmer
Og vi vil aldrig mangle knager. Eller ruderens.
Og hvis nogen mangler håndmalede husnumre og bor i nummer 10 eller 01, så har vi også dét. Eller nej, de røg vist i småt brændbart.
Det har været nogle skønne dage, og hvor jeg glæder mig til at så og plante og lægge kartofler.
Kald lige dét en knaldhytte én gang til!
