2. marts 2015 | den store bunke |
Lasse er i London på studietur med gymnasiet. Jeg savner ham. Det er uvant, at der ikke kommer nogen ud fra drengeværelset og kredser om ovnen, når duften af nybagte boller breder sig. Ingen der hapser to-tre alt for varme boller, inden de når at blive puttet i fryseren, gnaver af dem på vej tilbage til værelset og nikker et anerkendende “De er gode!” ind i stuen, inden han forsvinder ind i hulen igen.
11. november 2014 | Betragtninger |
Tiden skifter behov.
For ti år siden var der to ting, der aldrig måtte slippe op i min husstand: Ketchup og pålægschokolade. Det første fra Beauvais, og det andet den mørke fra Galle & Jessen.
Nu er der to ting, vi holder øje med, at lagrene ikke tømmes for: pulverkaffe og boller. Det første er Café Noir, og det andet er de hjemmebagte.
På den måde kan man se, at tiden går.
22. oktober 2014 | Køkkenskriverier |
Der bor en Hausfrau i mig. Hun flytter ind hver gang, der ikke er flere boller i fryseren. Min mor synes, jeg er ved at bage hver gang, jeg snakker i telefon med hende. Jeg synes nu, jeg ringer til hende oftere. Eller måske ikke.
“Jamen, der er nogen, som har spist alle de boller, vi havde i fryseren. Så må jeg jo bage.”, siger jeg.
”Ja, hvis du VIL have boller i fryseren”, siger hun. Og det vil jeg jo gerne. Vi spiser dem i madpakkerne og sommetider til morgenmad og efter skole og hvis vi ikke er blevet mætte af aftensmaden. Det er nemt at tage nogle stykker af gangen op af fryseren og lægge i brødkassen. Alle ved, at når de tager den sidste, skal de tage nogle flere op. I dag var lageret tømt igen.
“Har du nogen ønsker til boller?”, spurgte jeg husets teenager.
“Hmm, dem med kartoffelmos smager jo godt!”, sagde han. ”Og du HAR kartofler…”. Hvordan han så er kommet af sted med at tjekke kartoffelbeholdningen?
Så blev det dem. Og nu ligger der 36 nybagte boller til afkøling i køkkenet.
Men det er da ikke det eneste, jeg har lavet i aften. Jeg har også lagt fem-seks brikker på det tusindbrikkers puslespil, vi startede på i fredags. Så er de da lagt, og så kom vi så langt.
Resten af aftenen har jeg omgivet mig med gadgets i sofaen. Computer, tablet, telefon, fjernbetjeninger. Det er der vel også noget Hausfrau over.
I øvrigt er opskriften på dem med kartoffelmos her.
Og nu er der kun 35. Teenageren kom forbi. Han gestikulerede anerkendende til mig på vejen ind på teenageværelset igen med munden fuld af nybag. Han er en fornøjelse at bage til.
24. maj 2014 | den store bunke |
Fryseren var rendt tør for madpakkeboller, og jeg havde sat mig for at bage i dag. Det meste af denne weekend tilbringer vi på Mortens adresse, men han var rendt tør for bageingredienser.
Så jeg gik hjem og havde en date med min Ballerup. Og indså, at det ville blive en dag hakket i småbidder, hvis jeg skulle tilbage til min egen matrikel senere på dagen for at sætte på plade og endnu senere sætte i ovn.
Så jeg pakkede dejen i pose og tog den med. Meget sær ting at gå gennem byen med en pose dej.
Jeg fyldte Mortens ovn med bageplader og fik fine boller ud af det.
Men hans fryser var rendt tør for plads, og da vi senere skulle ud at løbe, gik vi først gennem byen med to poser boller for at gå op og putte dem i min fryser på vejen. Sær bagage for en person i løbetøj.
Jeg glæder mig, til vi flytter sammen.
9. februar 2014 | den store bunke |
Klokken 14.30 tog jeg det nybagte verdens bedste brød med ind og viftede den sovende 16-årige om næsen med det. Han reagerede med det samme: “Årh ja! Jeg skal nok komme, mor.”
Ja, det var det, klokken var. Han har vinterferie. Han ser fjernsyn om natten. Han er teenager og sådan et barn, som nogle forældre drømmer om, når deres småbørn vågner klokken 05.30 og insisterer på, at dagen er begyndt.
Han stod op, og derefter havde vi følgende intelligente samtale i køkkenet, mens han spiste nybagt brød (som han roste), og jeg satte boller på plader til hævning (varmluftovnen virker igen, og der skal bages, skal der).
Teenager – med avisens vinter-OL-sider: “Hold da op, den største hastighed, der nogensinde er målt i styrtløb, er 161,9 km/t!”
Mor – med forklæde på: “Hold da op … så hurtigt kan Toyotaen vist ikke engang køre.”
Mor – med forklæde på: “Jeg tror, jeg ville trække et skidespor ned ad bakken… jeg ville være vildt bange.”
Teenager – med avisens vinter-OL-sider: “Jeg tror bare, min hjerne ville slå fra.”
Mellem os sagt ville jeg være stiv af skræk bare med en tiendedel af rekordhastigheden, og vi kan alle være glade for, at det, jeg skal de næste timer, er ind på sofaen og læse Blindebuk, tredje bog i Arne Dahls serie om Europols Opcop-gruppe, efterfølgeren til serien om A-gruppen. Jep, Paul Hjelm og de andre er tilbage.
Ind i mellem skal jeg bage boller og hænge vasketøj op. Der er altid noget at gøre for dem, der har forklæde på.
