Klokken 14.30 tog jeg det nybagte verdens bedste brød med ind og viftede den sovende 16-årige om næsen med det. Han reagerede med det samme: “Årh ja! Jeg skal nok komme, mor.”
Ja, det var det, klokken var. Han har vinterferie. Han ser fjernsyn om natten. Han er teenager og sådan et barn, som nogle forældre drømmer om, når deres småbørn vågner klokken 05.30 og insisterer på, at dagen er begyndt.
Han stod op, og derefter havde vi følgende intelligente samtale i køkkenet, mens han spiste nybagt brød (som han roste), og jeg satte boller på plader til hævning (varmluftovnen virker igen, og der skal bages, skal der).
Teenager – med avisens vinter-OL-sider: “Hold da op, den største hastighed, der nogensinde er målt i styrtløb, er 161,9 km/t!”
Mor – med forklæde på: “Hold da op … så hurtigt kan Toyotaen vist ikke engang køre.”
Mor – med forklæde på: “Jeg tror, jeg ville trække et skidespor ned ad bakken… jeg ville være vildt bange.”
Teenager – med avisens vinter-OL-sider: “Jeg tror bare, min hjerne ville slå fra.”
Mellem os sagt ville jeg være stiv af skræk bare med en tiendedel af rekordhastigheden, og vi kan alle være glade for, at det, jeg skal de næste timer, er ind på sofaen og læse Blindebuk, tredje bog i Arne Dahls serie om Europols Opcop-gruppe, efterfølgeren til serien om A-gruppen. Jep, Paul Hjelm og de andre er tilbage.
Ind i mellem skal jeg bage boller og hænge vasketøj op. Der er altid noget at gøre for dem, der har forklæde på.
