Jeg har på ingen måde bevæget mig så meget i dag, at det på nogen måde kunne retfærdiggøre indtagelse af sådan en gang kagetapas fra Søster Lagkage. Jeg har slet ikke haft et kalorieunderskud i den størrelsesorden, som en tredjedel af disse her dækker.
Men de var hjemtaget, og vi bryder os ikke om madspild hjemme hos os. og vi havde faktisk også glædet os til dem. Så da én havde ryddet op i og støvsuget sin bil, én havde skrevet på en studieopgave, og én havde beskåret roser i rækkehushaven, samledes vi til kaffe og kagetapas. De var gode, kagerne – og det er min samvittighed faktisk også.
Men … rækkehushaven…? Hvorfor skriver hun ikke om kolonihaven? Burde hun ikke være i fuld gang med at forberede sæsonen og grave og drikke kolonihavekaffe og den slags?
Det er fordi vi HAR SOLGT den. Jeg pippede lidt om her, at det var den vej, det gik. Det var nemt at komme af med den. Den ligger godt, og haveforeningen havde nogle på venteliste, som gerne ville købe. Overdragelse i torsdags. Så nu er den på andre hænder, og vores kolonihaveæra er afsluttet. Det bedste er, at det overhovedet ikke føles trist. Og derfor koncentrerer jeg mig nu lidt mere om den have, vi har herhjemme. Det skal nok blive godt. Vi har også købt et drivhus på hjul. Det bliver leveret til påske, og så skal jeg såmænd nok få dyrket både tomater og agurker og hvad vi ellers finder på. Det kommer jeg sikkert til at skrive mere om senere.
Men altså: Juhuu! For kager og for salg. Og de to ting har i øvrigt intet med hinanden at gøre.
Det er to uger siden, jeg pakkede arbejdscomputer og grej sammen og installerede det på hjemmekontoret. Allerede. Dagene er fløjet af sted, samtidig med at de er gået uendeligt langsomt. Det er mærkeligt.
Der er egentlig masser af gode ting ved hele arrangementet.
Ingen forstyrrer mit arbejde, udover mig selv.
Jeg sparer transport – Lille Hviden holder ovre i carporten og slider hverken på vejnettet eller brændstoføkonomien. Det samme kunne man egentlig sige om min cykel i skuret, men det er bare så længe siden, den har været mit førstevalg til befordring, at jeg ikke lige tænkte på den.
Jeg sparer også tid – står nærmest en time senere op end sædvanligt, blandt andet fordi vejen fra morgenmadsbordet til arbejdspladsen er ret kort.
Min hud belastes ikke af makeup, og mit hår slides ikke af hårtørreren. Ja, jeg vasker det skam, men det får lov at tørre selv.
Min påklædning er udpræget afslappet.
Jeg får lavet præcis det samme, som hvis jeg var normalt på arbejde. Lige så meget og lige så godt. Og jeg er omhyggelig med at møde ind klokken 8, spise frokost ved 12-tiden og gå hjem klokken 16, som jeg plejer, for at opretholde en slags struktur. Det går fint med det hele.
Men ellers sker der jo ikke så meget, og jeg savner hverdagen med kollegerne.
Jeg prøver at komme ud at gå en tur hver dag, men ellers er jeg jo mest hjemme, for det er det, vi skal. Og nu er der pludselig gået to uger på den måde.
Men heldigvis er der kommet liv i mejsekassen, som vi satte op i søndags. Allerede dagen efter var der mange fugle forbi for at kigge på den. Jeg fatter ikke, hvordan de opdager det. Tænker de “Hov, der er et nyt hul, mon man kan bo bagved dét?”, eller synes de, bindingsværk er the shit? Eller lugter kassen lidt af fugl, fordi den tidligere har været beboet? Jeg ved det ikke. Jeg troede, der ville gå meget længere tid, inden kassen blev opdaget og accepteret, måske først til næste år. Men der gik under et døgn, så svirrede flere arter omkring. Tykke gråspurve og vævre mejser. Og det blev et blåmejsepar, der gik i gang med at slæbe interiør til huse. Kassen hænger et strategisk godt sted, og det er en fornøjelse at følge med inde fra stuen. Det er behagelig adspredelse og beklageligt overspring i løbet af dagen.
Se bare hvor søde de er.
Så det er hvad dagene går med. Arbejde, mad, gåture, fuglekiggeri.
Her er dagens frokost: Tarte flambée fra i går.
Her gik jeg tur i dag. Der var også mange fugle.
Fra i morgen er det weekend. Det skal jeg huske at holde. Tænk hvis jeg kom til at gå på arbejde lørdag morgen…!
I den her tid, hvor jeg arbejder hjemme, er det vigtigt at holde arbejde og fritid helt adskilt, så der skabes en tydelig forskel. Jeg har nærmest ikke været inde i det rum, hvor min arbejdscomputer står, siden fredag klokken halv fire.
I går og i dag har vejret oven i købet været urimeligt fint og solrigt, og hvor er det så en gave at have en have at kunne gå ud i. Både for at understrege den omtalte forskel mellem hverdag og weekend og for at få noget frisk luft i kontrollerede omgivelser (læs: med en filtret hæk omkring).
4-5 timer både lørdag og søndag har jeg opholdt mig i haven med trillebør og sakse i forskellige kalibre, og jeg har næsten ikke kunnet komme ind af døren igen for bare glorie. Al efeu er klippet ud af hækken og ud fra en del af hegnet, og jeg har fjernet de visne pinde fra næsten alle stauder. Så må jeg se om de kan tåle det, der er jo stadig nattefrost. Jeg mangler stadig at klippe roserne ned, men det er muligvis stadig for tidligt. Nattefrost, jo. Og før jeg har klippet dem ned, kan jeg ikke komme til at fjerne mere vildtvoksende efeu fra hegnet.
Jeg har også husket at holde kaffepauser med passende mellemrum, som man jo skal.
Og vi har hængt en fuglekasse op. Det er min afdøde bror, der har udtænkt og bygget den til sine havefugle for nogle år siden. Nu er taget nymalet, kassen er hængt op hos os, og jeg håber nogle fugle opdager den og flytter ind.
Kompostbunken er gået i overload af al min flid, og genbrugspladsen er lukket. Men vi har et komposthjørne at samle vores pinde og slyngler i, og mon ikke det falder lidt sammen med tiden.
Vi arbejder sammen hjemme hver for sig. Det gør mange for tiden, og man indretter sig som man bedst kan og efter de forhold man har.
Her går det faktisk godt, og vi er på grund af omstændighederne endda flere på matriklen, end vi plejer. Tre af vores unge er hjemsendt fra efterskole, højskole og universitet og er rykket ind hos os. Det er både uvant og rigtig hyggeligt at være fem omkring bordet til aftensmad, at der pusles rundt omkring på begge husets etager, at opvaskemaskinen kører dagligt, at maden forsvinder fra køleskabet om natten, at der er liv i huset. Og alle er raske.
Jeg savner de kolleger jeg plejer at sidde sammen med på arbejdspladsen, og mine hjemmefæller savner deres. Vi ville selvfølgelig alle sammen hellere have gjort, som vi plejede, og lavet det, vi havde planlagt og regnede med. Men det kan ingen. Så nu gør vi sådan.
”Vis mig din arbejdsplads” har jeg set opfordringer til på de sociale medier. Her er vores. I dagtimerne er vi tre hjemme i huset og to på Mortens kontor. Det fungerer fint. Det er Ny Normal.
De der kan skal, var en af konklusionerne i beskeden fra øverstbefalende på firmaets intranet i morges.
Arbejde hjemme var naturligvis det, vi skulle, vi der kunne. Jeg kan. Med den rette adgang til firmaets servere installeret på computeren kan jeg i og for sig arbejde hvor som helst. Jeg sidder ikke med tunge filer, jeg skal bare have wi-fi.
Både det bedste, det rareste og det sjoveste er da helt klart at sidde på min vante plads på kontoret og arbejde koncentreret, ind imellem at jeg blander mig i samtaler, der egentlig gik meget godt uden mig. Men verden er ikke helt som den plejer, og i dag slæbte vi computere og skærme hjem hver især. Afdelingen ser afpillet og forladt ud, og de der møder ind i morgen, kommer i hvert fald til at sidde tilpas langt fra hinanden.
Min hjemmearbejdsplads er bygget op, forbundet og testet. Alt virker. Og i morgen klokken otte nul nul sidder jeg ved skærmen og går i gang med dagens arbejde. Muligvis i nattøj, uden kontaktlinser og med uredt hår, men effektiviteten vil der ikke være noget at udsætte på.
Det er rigtigt af samfundet at tage de forholdsregler, og det bliver sikkert megakedeligt de næste to uger!
Måske skulle jeg egentlig bruge lidt tid på at gøre det dér tastatur rent…
Jeg er nået til 2009 i gennemlæsningen af min mors dagbøger. På sådan en martsdag som denne, hvor regnen siler ned udenfor, og det af virusvirale årsager er klogt at holde sig indenfor i hjemmets safe-zone, er det oplagt at tænde op i brændeovnen og sætte mig i en god lænestol og læse videre.
Jeg har ellers gruet lidt for 2009. …’gruet for’..? Det er virkelig et mor-udtryk, som jeg ikke plejer at bruge, men der dukker åbenbart sådanne glemte talemåder frem fra et sted i hjernevindingerne, ubevidst kaldt frem af indholdet i dagbøgerne.
Men jeg har altså haft en lille uro ved tanken om at nå frem til dette 2009, fordi jeg ved, at far i slutningen af året blev syg og aldrig helt kom sig igen. Han døde først halvandet år efter, men kimen til enden slog rod hen under jul i det år, jeg nu er nået til. Det er jo ikke noget, der som sådan kommer til at overraske mig, for jeg kender selvfølgelig historien og forløbet, men jeg ved samtidig, at der nok vil komme en langt tristere tone over mors notater. At der sikkert vil blive flettet flere bekymringer ind imellem de daglige gøremål i huset og haven. Hun vidste jo ikke, hvordan fremtiden ville se ud, hvad der ville komme til at ske, at det derfra kun ville gå én vej med far, og hvor meget det også ville ændre hendes hverdag.
Men indtil videre har de det fint. Far får temmelig tit næseblod, synes jeg, og det tager flere dage at for ham slå græs (de havde altså også temmelig meget græsplæne!), men de passer deres hus og have, tager til ’Ældre i bevægelse’, foredrag og den selskabelighed der nu byder sig. Og i starten af april får de begge to fornyet deres kørekort, kort før de fyldte 83 og 92.
Det var jeg stolt af dengang, husker jeg, og det er jeg stadig.
Er der nogen hjemme i dag, så vi kan få den hæk skåret ind, spurgte gartneren i en sms i morges.
“Skåret ind”… Det lyder ret voldsomt, og man fornemmer tydeligt, at det er lige et par niveauer over det simple “klippe hæk”. Og det er skam også alvorligt. Det var faktisk en større operation. Det kunne jeg også mærke på gartneren, da han kom og lavede forundersøgelsen i sidste uge. Han måtte endda lige vende med en kollega, om sådan en lærkehæk nu også ville overleve at blive beskåret så meget, som vi forlangte. Livlinen mente dog nok, at den ville komme sig.
Baggrunden for indgrebet er, at stien der løber langs hækken skal renoveres. Store træers rødder har gennem flere årtier gjort asfalten bulet og livsfarlig at gå og cykle på. Som forberedelse til arbejdet er flere træer langs stien blevet fældet her i vinter, og flere hække – som vores – har gennem samme antal år fået lov til at brede sig helt ud til stien. Vores hæk er tilsyneladende mest blevet trimmet indad mod haven og ikke blevet klippet nær så tæt fra ydersiden. Den skulle ganske enkelt næsten halveres.
Og det skete.
Nu står den der med et stort, åbent sår og skal selv sørge for at hele. Der går nok et par år, inden den bliver bare en smule pæn.
I mellemtiden bør nogen nok tage sig sammen og befri den for kristtjørn og alt det efeu, der også har fået lov til at brede sig og filtre sig ind i alle omkringstående vækster. Det er også en større operation, som man kan se. Så bliver hækken godt nok helt nøgen og gennemsigtig, og folk kan kigge lige ind i haven. Men det er nok bare, til hækken skyder på indersiden, så lukker det sig vel lidt.
Nu er der i hvert fald fra vores side meldt klar til gravemaskiner og ny sti.
Det er mig, der er tornadoen. Mens himlen brændte, stormede jeg rundt herhjemme og ordnede praktiske projekter.
Det er nemlig det, lyset gør. Får folk i sving. Selv efter at jeg – efter arbejde og efter indkøb – havde gjort kylling og grøntsager i stand til et par timers ophold i Römertopfen i ovnen, var der stadig lys nok i verden til, at jeg gad gøre rent i begge badeværelser og støvsuge ovenpå.
Og det var mens jeg befandt mig på husets førstesal, jeg kiggede mod vest og så solen gøre sig virkelig umage med at omfavne samtlige skyer på vejen ned.
Det var godt gjort.
Nu er det mørkt, og det er længe siden, jeg også er faldet til ro.
Det tippede for nogle dage siden, måske en uge eller halvanden.
Det tidspunkt hvor man pludselig opdager, at det er blevet lysere om morgenen, når man skal af sted. Og lidt efter er det også næsten lyst, når man står op.
Mærkeligt nok sker det altid helt pludseligt. Fornuften ved godt, at det kommer snigende hen over januar og februar, men hjertet opdager det lige på én gang. Hov! Nu er lyset kommet tilbage.
Samtidig kommer lysten til at tage grene ind og lade knopperne springe ud inde i varmen. Sidste år opdagede jeg, at der er en kæmpestor forsythiabusk på fællesarealet lige ud for vores gavl. Hidtil har jeg hentet forsythia helt ude i kolonihaven, men i år har jeg bare været ti skridt uden for matriklen efter grene.
Så derfor vil jeg snart skifte coverfoto på min Facebook-profil.
Ja, dét var da noget af en forandring, tænker den sarkastiske læser måske. Men hør nu. I ret lang tid har jeg haft denne storblomstrende kolonihaveidyl som coverbillede, og det er altså ikke bare, fordi digital forandring fryder, at jeg nu tænker på at skifte ud.
Jeg er faktisk ved at nå dertil, hvor jeg skiller mig af med hele kolonihaven.
Vi overtog haven for syv år siden. Eller Morten gjorde. Da boede vi ikke engang sammen endnu, men i hver sin lejlighed i Viborg, og vores første fælles investering var et campingtoilet. Nogle år senere flyttede vi sammen i en anden lejlighed, dog med stor terrasse, men stadig var kolonihaven vores skønne mulighed for udeliv, haveglæde og ikke mindst hjemmedyrkede grøntsager. Det var mest mig, der udfoldede min indre gartnerske, og jeg var glad langt ind, hver gang jeg gik ind af havelågen derude. Og jeg bragte stolt avlen hjem. Jeg har fotograferet og skrevet utallige indlæg om kolonihaven lige fra starten af bloggens levetid, og ingen har vel kunnet være i tvivl om, hvor glad jeg har været for denne perle midt i byen.
Da vi købte hus med have for tre år siden, spurgte mange, om vi så ville beholde kolonihaven. Dengang var svaret et ja. Vi ville jo gerne dyrke grøntsager stadigvæk, og en køkkenhave anlagde jo ikke sig selv. Den nye have skulle være nydehave, og kolonihaven skulle fortsætte som ydehave. Så måtte tiden vise, om balancen forrykkede sig.
Og nu er vi der, hvor det tipper. For meget yde, for lidt nyde. Inden længe kommer besværet til at overstige glæderne ved kolonihaven. Mens vi har boet i hus, er vi ikke en eneste gang taget ud i kolonihaven for bare at være der, grille, drikke vin og have gæster. Det kan vi lige så godt gøre hjemme, hvor vi bor. Men jeg har stadig dyrket grøntsager derude, sået og høstet, eksperimenteret med afgrøder og tilbragt lange weekenddage med havearbejde – i harmoni med verden og mig selv. Og NYDT det.
Men efter at Lasse er flyttet hjemmefra, har vores husholdning og madvaner ændret sig. Det er blevet mere loose og spontant, og vi har slet ikke brug for så meget, som jeg traditionelt har dyrket i kolonihaven. Faktisk kan det godt være bøvlet at få brugt al den spinat og grønkål, alle de kartofler, løg, bønner og rødbeder, som jeg har hentet med hjem.
Og så skal man jo ikke.
Jeg kan jo bare have lidt salat og hvad vi nu har behov for i et højbed herhjemme. Og måske et lille drivhus til tomater og agurker også. Så slipper jeg også for hele tiden at være bagud med at få gravet kolonihaven til vinter og inden såtiden.
Så derfor.
Beslutningen er taget. Det blev til syv dejlige sæsoner, og nu er det tid at sende Hyldehaven Ambiorix videre. Så skal vi bare have den solgt – og kender du nogen der drømmer om sådan et paradis midt i Viborg, siger du bare til.
Og så skal jeg have fundet et andet pænt coverfoto.
