De der kan skal, var en af konklusionerne i beskeden fra øverstbefalende på firmaets intranet i morges.
Arbejde hjemme var naturligvis det, vi skulle, vi der kunne. Jeg kan. Med den rette adgang til firmaets servere installeret på computeren kan jeg i og for sig arbejde hvor som helst. Jeg sidder ikke med tunge filer, jeg skal bare have wi-fi.
Både det bedste, det rareste og det sjoveste er da helt klart at sidde på min vante plads på kontoret og arbejde koncentreret, ind imellem at jeg blander mig i samtaler, der egentlig gik meget godt uden mig. Men verden er ikke helt som den plejer, og i dag slæbte vi computere og skærme hjem hver især. Afdelingen ser afpillet og forladt ud, og de der møder ind i morgen, kommer i hvert fald til at sidde tilpas langt fra hinanden.
Min hjemmearbejdsplads er bygget op, forbundet og testet. Alt virker. Og i morgen klokken otte nul nul sidder jeg ved skærmen og går i gang med dagens arbejde. Muligvis i nattøj, uden kontaktlinser og med uredt hår, men effektiviteten vil der ikke være noget at udsætte på.
Det er rigtigt af samfundet at tage de forholdsregler, og det bliver sikkert megakedeligt de næste to uger!
Måske skulle jeg egentlig bruge lidt tid på at gøre det dér tastatur rent…
