Tiden er inde til forandringer
Så derfor vil jeg snart skifte coverfoto på min Facebook-profil.
Ja, dét var da noget af en forandring, tænker den sarkastiske læser måske. Men hør nu. I ret lang tid har jeg haft denne storblomstrende kolonihaveidyl som coverbillede, og det er altså ikke bare, fordi digital forandring fryder, at jeg nu tænker på at skifte ud.
Jeg er faktisk ved at nå dertil, hvor jeg skiller mig af med hele kolonihaven.
Vi overtog haven for syv år siden. Eller Morten gjorde. Da boede vi ikke engang sammen endnu, men i hver sin lejlighed i Viborg, og vores første fælles investering var et campingtoilet. Nogle år senere flyttede vi sammen i en anden lejlighed, dog med stor terrasse, men stadig var kolonihaven vores skønne mulighed for udeliv, haveglæde og ikke mindst hjemmedyrkede grøntsager. Det var mest mig, der udfoldede min indre gartnerske, og jeg var glad langt ind, hver gang jeg gik ind af havelågen derude. Og jeg bragte stolt avlen hjem. Jeg har fotograferet og skrevet utallige indlæg om kolonihaven lige fra starten af bloggens levetid, og ingen har vel kunnet være i tvivl om, hvor glad jeg har været for denne perle midt i byen.
Da vi købte hus med have for tre år siden, spurgte mange, om vi så ville beholde kolonihaven. Dengang var svaret et ja. Vi ville jo gerne dyrke grøntsager stadigvæk, og en køkkenhave anlagde jo ikke sig selv. Den nye have skulle være nydehave, og kolonihaven skulle fortsætte som ydehave. Så måtte tiden vise, om balancen forrykkede sig.
Og nu er vi der, hvor det tipper. For meget yde, for lidt nyde. Inden længe kommer besværet til at overstige glæderne ved kolonihaven. Mens vi har boet i hus, er vi ikke en eneste gang taget ud i kolonihaven for bare at være der, grille, drikke vin og have gæster. Det kan vi lige så godt gøre hjemme, hvor vi bor. Men jeg har stadig dyrket grøntsager derude, sået og høstet, eksperimenteret med afgrøder og tilbragt lange weekenddage med havearbejde – i harmoni med verden og mig selv. Og NYDT det.
Men efter at Lasse er flyttet hjemmefra, har vores husholdning og madvaner ændret sig. Det er blevet mere loose og spontant, og vi har slet ikke brug for så meget, som jeg traditionelt har dyrket i kolonihaven. Faktisk kan det godt være bøvlet at få brugt al den spinat og grønkål, alle de kartofler, løg, bønner og rødbeder, som jeg har hentet med hjem.
Og så skal man jo ikke.
Jeg kan jo bare have lidt salat og hvad vi nu har behov for i et højbed herhjemme. Og måske et lille drivhus til tomater og agurker også. Så slipper jeg også for hele tiden at være bagud med at få gravet kolonihaven til vinter og inden såtiden.
Så derfor.
Beslutningen er taget. Det blev til syv dejlige sæsoner, og nu er det tid at sende Hyldehaven Ambiorix videre. Så skal vi bare have den solgt – og kender du nogen der drømmer om sådan et paradis midt i Viborg, siger du bare til.
Og så skal jeg have fundet et andet pænt coverfoto.
