Du skal bare gøre som far

Genopbygningen af vores miserable gemakker skrider frem. I næste uge vil murer og tømrer gå i vejen for hinanden, mens de gør gulve i henholdsvis entre og stue. Inden da får vi selv gjort en stuevæg færdig. Morten har spartlet, slebet, spartlet, slebet og fikseret, og bagefter skal der tapetseres og males.

Jeg har aldrig undladt at prale vidt og bredt med mine tapetseringsfærdigheder. Min mor tapetserede altid selv, og jeg har stået i tidlig lære. Mor var en streng mester. Som 17-årig var jeg i huset (det var altså ikke unormalt at bruge et sabbatår på dét i 1976!), og samtidig med at jeg passede en treårig og en femårig og en husholdning fik jeg overladt at tapetsere ungpigeværelset. Set i bakspejlet var det egentlig modigt af madmor at have den tillid til mig, men ingen af os var på noget tidspunkt i tvivl om, at det kunne jeg sagtens. Og det gik fint.

Noget af det, Morten og jeg har lært i løbet af vores samliv, er, at man skal holde mund, når den anden har taget ansvaret for en opgave. Vi vil gerne begge to bestemme, og vi er mere end én gang endt i skænderi og knubbede ord, fordi én af os ikke har kunnet lade den anden arbejde i fred. På sin måde. Vi øver os stadig. Mest jeg.

Det er Morten, der står for det meste af det håndværksmæssige herhjemme, og det gør han fortrinligt og forbilledligt. Jeg er tit taget i kolonihaven imens for at være helt af vejen, – det er ikke altid, jeg selv stoler helt på, at jeg kan tie stille.

Men det ligger i luften, at tapetseringen er min. På min måde. Derfor går Morten og øver sig på at holde mund. I går sagde han, at han bare vil gøre det, som jeg beder ham om, og at han er spændt på, hvad jeg sætter ham til. Så fandt jeg nogle billeder fra 1985, hvor mine forældre hjalp mig med at gøre en lejlighed i stand. Jeg pegede på de fotos, hvor min far holder stigen, mens mor tapetserer, og sagde: “Sådan skal du gøre”.

Nu får vi se.

Bagefter kan vi gøre sådan: