10. marts 2020 | den store bunke |
Jeg er nået til 2009 i gennemlæsningen af min mors dagbøger. På sådan en martsdag som denne, hvor regnen siler ned udenfor, og det af virusvirale årsager er klogt at holde sig indenfor i hjemmets safe-zone, er det oplagt at tænde op i brændeovnen og sætte mig i en god lænestol og læse videre.
Jeg har ellers gruet lidt for 2009. …’gruet for’..? Det er virkelig et mor-udtryk, som jeg ikke plejer at bruge, men der dukker åbenbart sådanne glemte talemåder frem fra et sted i hjernevindingerne, ubevidst kaldt frem af indholdet i dagbøgerne.
Men jeg har altså haft en lille uro ved tanken om at nå frem til dette 2009, fordi jeg ved, at far i slutningen af året blev syg og aldrig helt kom sig igen. Han døde først halvandet år efter, men kimen til enden slog rod hen under jul i det år, jeg nu er nået til. Det er jo ikke noget, der som sådan kommer til at overraske mig, for jeg kender selvfølgelig historien og forløbet, men jeg ved samtidig, at der nok vil komme en langt tristere tone over mors notater. At der sikkert vil blive flettet flere bekymringer ind imellem de daglige gøremål i huset og haven. Hun vidste jo ikke, hvordan fremtiden ville se ud, hvad der ville komme til at ske, at det derfra kun ville gå én vej med far, og hvor meget det også ville ændre hendes hverdag.
Men indtil videre har de det fint. Far får temmelig tit næseblod, synes jeg, og det tager flere dage at for ham slå græs (de havde altså også temmelig meget græsplæne!), men de passer deres hus og have, tager til ’Ældre i bevægelse’, foredrag og den selskabelighed der nu byder sig. Og i starten af april får de begge to fornyet deres kørekort, kort før de fyldte 83 og 92.
Det var jeg stolt af dengang, husker jeg, og det er jeg stadig.
29. maj 2019 | den store bunke |
Genopbygningen af vores miserable gemakker skrider frem. I næste uge vil murer og tømrer gå i vejen for hinanden, mens de gør gulve i henholdsvis entre og stue. Inden da får vi selv gjort en stuevæg færdig. Morten har spartlet, slebet, spartlet, slebet og fikseret, og bagefter skal der tapetseres og males.
Jeg har aldrig undladt at prale vidt og bredt med mine tapetseringsfærdigheder. Min mor tapetserede altid selv, og jeg har stået i tidlig lære. Mor var en streng mester. Som 17-årig var jeg i huset (det var altså ikke unormalt at bruge et sabbatår på dét i 1976!), og samtidig med at jeg passede en treårig og en femårig og en husholdning fik jeg overladt at tapetsere ungpigeværelset. Set i bakspejlet var det egentlig modigt af madmor at have den tillid til mig, men ingen af os var på noget tidspunkt i tvivl om, at det kunne jeg sagtens. Og det gik fint.
Noget af det, Morten og jeg har lært i løbet af vores samliv, er, at man skal holde mund, når den anden har taget ansvaret for en opgave. Vi vil gerne begge to bestemme, og vi er mere end én gang endt i skænderi og knubbede ord, fordi én af os ikke har kunnet lade den anden arbejde i fred. På sin måde. Vi øver os stadig. Mest jeg.
Det er Morten, der står for det meste af det håndværksmæssige herhjemme, og det gør han fortrinligt og forbilledligt. Jeg er tit taget i kolonihaven imens for at være helt af vejen, – det er ikke altid, jeg selv stoler helt på, at jeg kan tie stille.
Men det ligger i luften, at tapetseringen er min. På min måde. Derfor går Morten og øver sig på at holde mund. I går sagde han, at han bare vil gøre det, som jeg beder ham om, og at han er spændt på, hvad jeg sætter ham til. Så fandt jeg nogle billeder fra 1985, hvor mine forældre hjalp mig med at gøre en lejlighed i stand. Jeg pegede på de fotos, hvor min far holder stigen, mens mor tapetserer, og sagde: “Sådan skal du gøre”.
Nu får vi se.
Bagefter kan vi gøre sådan:
